Fyrmesteren
Af Erik Helmer Pedersen
Bodil Selmer er lektor på Afdeling for Antropologi og Etnografi, Aarhus Universitet. Stærkt tilskyndet af sin far, pensioneret lærer i Ribe, ja af den bagvedliggende familietradition i almindelighed, har hun skrevet denne bog om sin oldefar Chr. Heering (1843-1905), fyrmester på Bovbjerg Fyr 1877-83 og på Hanstholm Fyr 1883-1903. Som hun understreger i sin prolog til værket, er der ikke tale om en biografi i klassisk forstand, ej heller en lokalhistorisk indramning af en skikkelse, som behøvede mere plads for sin personlige udfoldelse, end selv et 23 m højt fyrtårn på en stormomsust egn kunne rumme. Hans mangekantede kæmpeskikkelse skyggede åbenbart så langt ind i på familiens territorium, at forf.s far tilskyndede hende til at finde frem til morfaderens grav, så mindet om ham endelig kunne blive stedt til hvile. Åbenbart havde hans egen mor (Rigmor S. (1882-1962), bosat i Thisted og nr. 5 i en børneflok på 12) forholdt ham den oplysning, at de efterladte søskende i sin tid havde fået opsat en stor, oprejst natursten over den afdøde fader på kirkegården til Psykiatrisk Hospital i Aarhus, ganske vist placeret i kirkegårdens fjerneste hjørne. Dér begynder Bodil Selmers beretning, idet hun med mobiltelefonen i hånden kunne rapportere tilbage til faderen: Oldefar er omsider fundet!
Som spredte blink fra et historisk fyrtårn ved alfarvej dukker fyrmesterens eftermæle med store og små mellemrum op for familien: først stoppes han ved sin død 1905 lige så stille i glemselens krønikebog, så drages han små halvtreds år noget respektløst frem af lokalhistoriker, pastor L. Lehr i dennes skildring ”Livet på Hanstholm: Skildringer af egn og personer”; det krænker dybt de efterlevende børn, og de får under trusler om et sagsanlæg for injurier sammenskrevet en ultrakort livshistorie, som behørigt arkiveres, indtil et oldebarn endelig får drejet lyskeglen ind over de faktiske livsomstændigheder.
Men det er ikke hele historien om fyrmesteren fra Hanstholm. Hans lokale eftermæle, som formentlig kunne dokumenteres bedre end sket er, har efter alt at dømme fundet vej til litteraturhistorien. Jacob Paludans roman fra 1925: ”Fugle omkring Fyret” foregår i Hanstholm, og i hvis persongalleri indgår en nervesvækket fyrmester Brandt. Efter forf.s opfattelse, og den har meget for sig, har mindet om den historiske og den fiktive fyrmester indgået en art symbiose, som historikeren Ebbe Kløvedal Reich i sin bog fra 1981, ”Viljen til Hanstholm” ganske ukritisk kolporterer videre som den skinbarlige sandhed, og som derfra finder vej til litteraturhistorien i forbindelse med genudgivelsen 1997 af Paludans roman i Det danske Sprog- og Litteraturselskabs serie ”Danske Klassikere”.
På denne baggrund skulle man tro, at den foreliggende bog med dens tætte redegørelse for oldefaderens livs- og virkningshistorie var et stykke historisk kildekritik i klassisk forstand. Men det er på ingen måde forf.s ærinde, betones det i prologen. Hendes fag er antropologi, og derfor retter hun sin opmærksomhed mod sin hovedperson og hans placering i stedet og tiden. Fyrmesteren er med sin historie ikke beskedent levn fra udkantsdanmark, mener hun; snarere en fortælling om et menneske, som under indtryk af almengyldige livsomstændigheder udviser et reaktionsmønster, som nok er historisk betinget, men som kunne være hentet ud af dagen af i dag. Et stykke præsentisk historie kunne man sige, og det drager forf. mange steder også den sproglige konsekvens af ved at lade handlingen foregå her og nu. Det støder nok en del læsere inkl. undertegnede anmelder.
Det må dog ikke skygge for den omstændighed, at forf.s metier ikke ligger langt fra faghistoriens. Kildekritikken forsømmes ikke på væsentlige punkter, og hun har gennemgået et stort kildemateriale, ikke mindst hentet fra de to generationer Peter F. og Peter N. Heerings omfattende arkiv som skibsredere og likørfabrikanter. Peter F. var Chr. Heerings farbroder, som i 1818 havde grundlagt det senere så verdenskendte firma, og det var på hans bark ”Svanen”, at den 17-årige Christian indledte sin maritime karriere som skibsdreng og med den ældre broder Herluf som andenstyrmand. Bodil Selmer fortier ikke slægtskabets betydning for den dårligere stillede del af Heering-familien fra Gildebro mølle ved Fjelsted på Fyn, men historisk vurderet må det nok siges, at uden den rige farbror og fætter havde Chr. Heerings liv nok formet sig noget anderledes. Fætterens indflydelse spores helt frem til Chr. Heerings ansættelse som fyrmester 1877, ja måske har firmaet en aktie i mindestenen på kirkegården i Aarhus.
Den antropologiske tilgang til emnet indebærer, at den ellers så strengt kronologisk-historiske skildring med mellemrum sættes i stå, hvorefter forf. – på blåt papir – søger at sætte sin hovedperson og hans livstema ind i et nutidigt perspektiv med overskrifterne ”minder, kilder, skygger, snak og spor”. Ret belejligt kan forf. da smutte ud og ind af sin fortælling uden at kontinuiteten brydes, men her må en pedantisk historiker nok efterlyse en strengere problematisering ud fra kildernes indbyggede muligheder. Hun opnår med sin metode at indkredse fyrmesterens historiske betydning – det bør hun krediteres meget for – men til gengæld savnes den historiske kontravægt i skildringen. Det kunne f. eks have været på sin plads at have fået omgivelsernes reaktionsmønster præciseret, både i forholdet til hans overordnede og hans kolleger. Det ville måske have relativeret Chr. Heerings utvivlsomme resultater, når man fik klarlagt, hvorledes andre inden for fyr- og redningsvæsenet reagerede på de samme udfordringer. Det var næppe alle fyrmestre, der vurderede tingene på samme måde som Chr. Heering eller gik så meget på jagt som han. Måske sad de i stedet og passede deres daglige dont, så tilsmudsede linser ikke forhindrede fyrblinkene i at nå langt ud over det oprørte hav.
Men Chr. Heering er en spændende person rent historisk betragtet, og Bodil Selmers på én gang kærlige og alligevel kritiske skildring af sin oldefar vil givet få mange læsere. Det har bogen fortjent. Med den i hånden får man et dybt indblik i de stærke spændinger, som kunne opstå i et lokalt 1800-talsmiljø langt fra borgerlighedens trygge arne, når folk fra et selvdefineret højere kulturlag måtte stige ned fra fyrtårnets højere sfærer til det nok så tilsmudsede og brydsomme hverdagsliv i en evig og farefuld duel med livets og dødens realiteter. Det var dette møde på liv og død, som underminerede fyrmesterens mentale sundhed og førte til, at han måtte tilbringe sine to sidste leveår på Jyske Asyl i Aarhus.
