Fyrste af Norden

Af Anders Ellegaard, cand.jur.

Christian 2.? - Var det ikke ham med Det Stockholmske Blodbad? - Og ham der roede frem og tilbage mellem Jylland og Fyn? - Og ham Carl Bloch malede, medens han (altså kongen) gik rundt om bordet og lavede en rille med tommelfingeren? Jo, jo og jo!

Det er vist, hvad mange ved om Christian 2., men nu foreligger der en rigtig biografi. Og den er endda skrevet af en svensker. Én af arvefjenderne! Nå, nej, det er jo i fodbold. Og dog! Nogle påstår, at begrebet arvefjender mellem danskerne og svenskerne stammer fra Det Stockholmske Blodbad, men efter at have læst denne bog bliver man klar over, at det går endnu længere tilbage.

Forfatteren er en ung (f. 1985) svensk historiker og forfatter. Hans populærhistoriske bøger handler om magtspillet i Norden i 1500-tallet.

Bogen er uden indholdsfortegnelse og uden kapiteloverskrifter. Det gør den til en blanding af biografi, faghistorie og fiktion. Det giver forfatteren frie hænder til at fylde hullerne ud mellem de forholdsvis få historiske facts, der findes fra Christian 2.´s tid. En tid hvor mundtlige forhandlinger og aftaler stadig var almindelige. Fortællestilen skifter undervejs: nutid, datid, facts, emner, formodninger, forskudte tidsperioder, teorier og påstande. Det er ikke en negativ kritik, men det gør ind imellem, at læseren lige skal trække vejret og måske blade tilbage for at finde tråden. Det er en narrativ fortællemåde, som også andre moderne historieforfattere har brugt, og det gør læsningen til en mere underholdende oplevelse, end mange ældre historiske bøger har gjort.

Bogen starter med at ridse baggrunden for Kalmarunionen op. Og med en beskrivelse af Danmark og Norden i 1500-tallet. De tre landes rigsråd og deres og kongens beføjelser. Der redegøres for den slægt, som Christian blev født ind i. Slægten betød legitimation af ens stilling i samfundet, og den var meget vigtig i forbindelse med arrangerede ægteskaber, som betød alliancer og havde betydning for økonomiske forhold og arv. Sammenfattende om den kolossale mængde af emner, detaljer, historier, rygter m.m. kan man sige, at første del af bogen beskriver den verden, Christian 2. blev født ind i.

I det katolske Europa spillede kirken og dens overhoved paven en stor rolle, og kirken havde stor magt. Kirkens selvråden og dens egne domstole gjorde den uafhængig af den verdslige magt, men som forfatteren skriver senere i bogen, var der ikke vandtætte skodder mellem den verdslige og den kirkelige verden.

Kong Hans var far til Christian 2., og han arbejdede på at retablere Kalmarunionen. Danmark og Norge var med, men Sverige tøvede. Først efter 30 år og en krig, som Hans´s hær af saksiske lejesoldater vandt, blev Hans kronet i Storkyrkan i Stockholm. Men der var fortsat murren i geledderne i Sverige. Bogen beskriver Kong Hans´s liv og gerninger, som at han ”banede vejen” for Christian 2.

Adelen havde stor magt i spørgsmålet om valg af eller afsættelse af konger. Omkring denne tid begyndte der imidlertid at ske en ændring af adelens rolle i landene. Fra at have været krigere blev adelsmændene embedsmænd og administratorer i kongens kancelli. Der kom endda bøger om, hvordan man skulle føre sig frem ved hoffet.

Andre emner: Kong Hans´s og hans bror hertug Frederiks håbløse og mislykkede forsøg på at slå bønderne i Ditmarsken. - Oprør i Mälardalen og Stockholm og i Norge. - Christian 2. blev statholder og vicekonge i Norge med Erik Valkendorf som kansler. - Mor Sigbrit og Dyveke i Bergen. - Frankrig og paven kæmpede om magten. - Hansaen, hansestæderne, Øresundstolden, fri sejlads eller blokade - Kong Hans´s død 20. feb. 1513.

Bogen fortsætter med Christian 2.´s historie. Han ville fortsat have retableret Kalmarunionen. Han stod stærkest i Norge, lidt svagere i Danmark og svagest i Sverige. Christian 2. blev gift med Isabella af Habsburg. Efter vielsen skiftede hun navn til Elisabeth.

Det er halsløs gerning at forsøge at kondensere de utrolig mange emner, som bogen kommer ind på. Men spændende er det. Og man kan konstatere, at Christian var en fremsynet mand. Han var bekendt med de nye strømninger i Europa. Renæssancen og humanismen var realiteter i Sydeuropa og også i Nederlandene, hvor Christian 2. mødte blandt andre Erasmus af Rotterdam. En anden mand, som påvirkede Christian 2. var Luther, selv om Christian af taktiske grunde (den katolske tysk-romerske kejser) ikke kunne erklære sig som lutheraner.

Christian forsøgte at fremme borgernes og bøndernes stilling i samfundet på bekostning af adelen, hvilket naturligvis gav en masse ballade. Han forsøgte at fremme handelen, hvilket gav ballade med Hansaen og andre nationer. Og han udfærdigede nye love for købstæder, byer og land. Hidtil havde man anvendt middelalderens love og sædvaner, og de havde jo fungeret godt siden Arilds tid. De nye love gav borgere, bønder, håndværksmestre, handlende, borgmestre og bystyrer nye, bedre og moderne regler. Hovedmålet var at regulere handel og produktion, lov og orden og byers bygninger og organisation.

Hvem gik det ud over? Først og fremmest adelen. Vornedskabet blev afskaffet, og bønderne blev frie. Resultatet blev, at jyske rigsrådsmedlemmer på en Herredag i Viborg smed de nye love på bålet, de var ”skadelige og fordærvelige...” Rigsråd Mogens Gøye havde ellers (på skrømt!) godkendt dem, men han kendte sine pappenhejmere, og havde regnet ud, hvad der ville ske. Oprør! Det jyske rigsråd opsagde håndfæstningen. Christian 2. flygtede og nu berettes den berømte historie om hans vankelmod. I følge bogen blev han roet frem og tilbage mellem Høneborg og Middelfart ”mindst 20 gange.” Med hustru og børn rejste han til Nederlandene. Senere fulgte flere rejser i Europa, hvor han i 8 år forsøgte at skaffe penge til at betale en hær og generobre det tabte.

Et generobringsforsøg, som blev finansieret af Kejser Karl, endte med nederlag. Christians flåde blev ramt af to storme, så der kun var fire skibe med 1000 mand tilbage, da han nåede Oslo. Den nye danske konge, Frederik 1., lovede Christian frit lejde, hvis han kom til København, men da han kom, blev han arresteret og efter en uge overført til Sønderborg Slot, hvor han fra 1532 tilbragte 17 år.  Levede han så spartansk med en rille i bordet, som på Carl Blochs billede? Næppe, men læs begrundelsen herfor i bogen. I 1549 skulle Sønderborg Slot bygges om. Christian 2. blev flyttet til Kalundborg Slot, hvor han levede indtil sin død d. 25. januar 1559.

Jamen, hov! Hvad med blodbadet? Se, her har forfatteren brugt et litterært greb. Han har gemt det bedste til sidst. Han har taget en handling ud af historien, og bringer den nu til slut. Som et klimaks! Han går tilbage i tiden til 1517, og læseren ved jo, hvad der siden skete. Efter to mislykkede sommerangreb forsøgte Christian sig med et vinterfelttog mod Sverige. Det lykkedes at erobre Stockholm og dermed Sverige, at få en aftale med rigsrådet (et kapitulationsbrev med segl fra rigsrådet) og at blive salvet og kronet som konge af Sverige. Fra Kejser Karl af Det Tysk-romerske Rige modtog Christian 2. en guldkæde som medlem af den katolske ridderorden Den Gyldne Vlies´ orden, hvilket betød, at man skulle beskytte kirken og hinanden.

Pavens højeste embedsmand i Øst var ærkebiskop Gustav Trolle, og han kom til at spille en hovedrolle sammen med Christian 2. Rigsrådet med den nu afdøde Sten Svantesson i spidsen havde revet ærkebispeborgen ned og plyndret og brændt flere af ærkebiskoppens gårde. Efter sejren klagede Gustav Trolle til Christian 2. og hævdede, at de ledende rigsrådsmedlemmer var kættere og skulle bøde for det med livet. Her stødte den verdslige lov sammen med kirkelovene, som stod øverst. Hvad skulle Christian gøre? Tja, vi ved jo, hvad der skete, men hvem stod egentlig bag blodbadet - ærkebiskop Gustav Trolle eller kong Christian 2.? Svensk tradition og propaganda siger Christian Tyran, men kan det nu også passe? Forfatteren mener at det er…. Læs selv bogen!

De eneste dokumenter om blodbadet er kapitulationsbrevet og dommen. Resten er… tja, hvad skal vi kalde det?

I følge landsknægten og bødlen Jürgen Homuth blev 82 mennesker henrettet. 17 adelsmænd, som havde underskrevet kapitulationsbrevet og beseglet det, samt deres tjenere og tjenestefolk (coheretici/medhjælpere til kætteriet) og 20-30 personer (borgere og rådmænd) efter Gustav Trolles råd. Her kan anmelderen anbefale læserne at læse Kongens Fald af Johannes V. Jensen, hvor Mikkel Thøgersen ser blodbadet I Stockholm. Det er stærk læsning!

Bortset fra et par små, ligegyldige stavefejl er der en morsom fejl på side 436, hvor den danske hær samles ved Helsingborg i 1919-1920. En fejl på 400 år! Er det rekord?

I tidens tendens er bogen smukt udført i tryk og indbinding. Bogen er uden illustrationer. Der findes måske to malerier, som skal forestille Christin 2., men ellers intet. Det er en læsebog, ikke en billedbog.

Bogen har til sidst: Henvisninger til videre læsning (kapitel for kapitel). Referencer til kilder og trykte kilder. Litteraturhenvisninger og et personregister. Alt er meget omfattende.

Bogen er en længe savnet biografi om Christian 2. Der har ligget et kæmpearbejde bag den. Læs den i stedet for krimier og lufthavnslitteratur. Den er dødspændende. (Undskyld Blodbad!).

Historie-online.dk, den 19. juni 2018