Gamle sporvogne får nyt liv

Af Vigand Rasmussen, Lektor em.

Hvis man skal vurdere det danske museumsvæsens indsats gennem de seneste årtier set med transporthistoriske briller, har der ikke været meget at råbe hurra for, thi der ville ikke fra den kant være bevaret ret meget fra den danske transporthistorie. Det være sig dampskibe, færger, jernbanemateriel eller sporvogne. For en ordens skyld skal siges, at Danmarks Jernbanemuseum er en undtagelse, idet man her tidligt begyndte at bevare statsbanemateriel.

Men ellers ville der ikke have været ret meget bevaret, hvis ikke en masse ildsjæle fra 1960’erne og fremefter udførte et meget stort arbejde på at erhverve, bevare og renovere materiel lige fra dampskibet S/S Skelskjør til nu senest et sporvognssæt fra Københavns Sporveje.

Det skete i regi af Sporvejshistorisk Selskab, der blev stiftet i 1965 og som driver det imponerende sporvejsmuseum ved Skjoldenæsholm, hvor man kan opleve en masse forskellige sporvogne køre på museets strækning.

Når man læser Jesper Reinfelds bog, må man beundre de ihærdige sporvejshistorikere dels for det opsøgende arbejde, dels for det restaureringsvirke, der ofte går forud for indsættelsen af en ny gammel sporvogn på museets skinner.

I dette tilfælde drejer det sig om en motorvogn fra 1908, der kørte til 1966, og en bivogn fra 1897. Den var egentlig en hestesporvogn, men blev i 1901 bygget om til en bivogn og kørte som sådan til den i 1933 blev solgt for 75 kroner, og derefter anvendt som sommerhus på Amager.

Motorvognen var i en periode på Ålholm Automobilmuseum, og i 2011 kom den til sporvejsmuseet. Man havde fået oprettet en restaureringsfilial i Østermarie på Bornholm, så de to vogne fik en tur med færgen over til solskinsøen. Og her gik et entusiastisk arbejdshold i gang, godt hjulpet af lokale virksomheder som Trio i Nexø.

Bogen beskriver i detaljer og med mange fine billeder det store arbejde, der endte med at to flotte vogne kunne returnere til Skjoldnæsholm, og i 2018 kom Ibrugtagningstilladelsen fra Trafikstyrelsen.

Bogen beskriver først og fremmest restaureringsarbejdet og gør det så fint, at den næste kan anvendes som manual for andre, der vil prøve kræfter med sådanne projekter. Undervejs gennem bogen imponeres man af den opfindsomhed og iderigdom, som arbejdsholdet udviser tilsat en gevaldig faglig kunnen.

Men bogen har også på forbilledlig vis flettet vognenes og sporvejenes historie ind i fortællingen tilsat en række fortrinlige fotografier fra gamle dage, da der kørte sporvogne i Københavns gader.

Bogen kan bære ved til den diskussion, der kører i fagkredse, om hvor meget man skal renovere, især hvor mange nye dele en vogn kan bære uden at blive et nybyggeri. Jeg hører til dem, der i den grad bakker op om en proces, som f.eks. de to vogne fra sporvejene har været igennem, og som har medført, at kommende generationer kan se, hvordan sporvogne fra begyndelsen af 1900-tallet så ud. Alternativet havde været, at bivognen skulle have været bevaret i den stand, som den havde i 1979, da den blev hentet i haven på Amager. Så kunne den være blevet udstillet i den ringe stand, men aldrig være kommet ud at køre. Så hellere en renovering med anvendelse af nye dele, der er nøjagtig mage til de gamle, så vognen kan komme i drift og se ud, som den gjorde, da den trillede rundt som bivogn i Københavns gader.

Det er en fin bog om et fornemt stykke restaureringsarbejde på Bornholm.

[Historie-online.dk, den 5. februar 2019]