Gefjon 5

Af Per Ole Schovsbo

Gefjon 5 indeholder tre studier og fem rapporter. Det første studie er skrevet af Mikkel Sørensen, mfl. og drejer sig om den sjællandske Åmoses evne til at bevare de mesolitiske kulturlag, der er kendt fra de berømte udgravninger fra 1930’erne og fremefter, der gjorde det muligt at beskrive de forskellige faser af mesolitikum fra Maglemose- til Ertebølle og tidlig neolitisk Tragtbægerkultur. Åmosen blev efterhånden en internationalt berømmet locus classicus – både fordi bevaringsforholdene var gode, og de praktiske muligheder for at gennemføre større udgravninger var til stede.  Der var jo flere andre lokaliteter, der også havde tilsvarende kvaliteter som fx de store mosedrag på Sydsjælland mellem Køng, Lundby og Sværdborg. Det moseområde er nu fuldstændigt opdyrket, tørvelagene er borte og de mesolitiske pladser, som lokale amatørarkæologer havde påvist og enkelte fagarkæologer havde udgravet, er forsvundet. Senest er der dog fremdraget spændende fund fra rensdyrjægernes tid ved Lundby Ungdomsskole, men det er en anden historie.

Københavns Universitet holder hvert år et kandidatkursus for arkæologistuderende. Fra 2014-2016 gjaldt det Holmegårds mose og 2017-2018 Store Åmose, hvor man arbejdede sammen med arkæologer og biologer fra Museum Vestsjælland, Museum Sydøstdanmark og Nationalmuseet. Mikkel Sørensens studie redegør for undersøgelserne på fredede lokaliteter i området som Øgårde, Stenø, Præstelyngen, Undløse E og F, Skeldal 2. Resultatet var, som vi ser på andre tilsvarende moselokaliteter, at bevaringsforholdene er forringet dramatisk i løbet af de senere år på grund af dræning, udnyttelsen af tørvemassen til jordforbedring, samt skovdannelse og landbrugsmæssig drift. Flere steder er moseoverfladerne sunket over to meter i forhold til 1940’erne, ligesom de iltfattige zoner, der bevarede det organiske materialer, er forsvundet. Kandidatkursernes resultater bør derfor indgå i den nødvendige diskussion med ejere og fredningsmyndigheder om Åmosens og de mesolitiske pladsers fremtid.

Det næste studie er skrevet af Andreas Valentin Wadsjkær og Jens Høgsbro Nederby. Det analyserer oldtidens flintredskabers morfologí, der måske kan afspejle deres funktion. Man har tidligere med held indført analyser af slid på flintredskabernes ægpartier, som afslører, hvilket materiale de har bearbejdet, men nu forsøger forfatterne at supplere slidsporsalyserne med at sætte de forskellige skiveskraberes skærevinkler under lup. De kan afsløre skrabernes bearbejdning af forskellige materialer. Anmelderen kender ægvinkel-analyser fra drejerværktøj af jern, hvor hovedindtrykket er at jo hårdere materialer desto større ægvinkel og omvendt: jo blødere materialer desto mindre ægvinkel - og det er faktisk også resultatet af de praktiske forsøg med skiveskrabere. Kan man så på det grundlag funktionsbestemme skiveskraberne fra de arkæologiske fund, så man kan se, hvilke der er anvendt til bearbejdning af skind, træ og ben? Svaret lader vente på sig på grund af for få slidspor i det undersøgte materiale, men måske mangler problematikken lidt praktisk forståelse for, hvorledes flint opfører sig og stenaldermandens evne til at bruge forhånden værende skærende og skrabende redskaber i sit arbejde. Vi har før set, at der kan gå for meget skrivebord i undersøgelser af flintredskaber.

Den sidste studie er skrevet af Pernille Pantmann. Det tager fat på fænomenet sten i mosefund. Ved udgravningen af Hjortespringbåden lå overalt i fundområdet håndstore sten, ligesom det er tilfældet med flere fund af mosepotter fra førromersk jernalder, våbenofferfundet i Ejsbøl fra romersk jernalder og flere andre fund i Sverige og Norge. De konkrete udgravninger, der bliver inddraget i denne analyse, ligger ved Salpetermosen (syd) og Gørløsegård, hvor det er tydeligt, at især lyse sten bevidst er kastet i de tidligere tørvegrave med lerkar og organisk materiale.  Fænomenet tolkes ganske rimeligt som tegn på sakrale handlinger, men det er jo egentlig ikke nogen skarp forklaring.

Den første rapport i tidsskriftet er skrevet af Tobial Torfing og behandler et særligt hus (XVII) på en boplads fra førromersk jernalder ved Tjæreborg Nord i Sydvestjylland, der formentlig kan tolkes som en hal, brugt til møder eller forsamlinger. Det er en lidt lang tekst med forhandlinger for og imod på den baggrund, at haller er sjældne i førromersk jernalder.

Kasper Wurr Stjernqvist skriver om møntskatten fra Magleby og dens konsekvenser for detektorarkæologien på Møn. Da dansk arkæologi hovedsageligt betales af bygherrer, og der ikke foretages så mange anlægsarbejder på Møn, at de kan finansiere større arkæologiske undersøgelser, er den frivillige detektorarkæologi af stor betydning for forståelsen af øens kulturhistorie. Magelbyskattens 680 mønter er hovedsageligt indenrigske mønter fra nederste og midterste del af møntsystemet, og den kan være nedgravet under Grevens Fejde i 1535 eller 1536. Men historiske undersøgelser har ikke kunnet støtte eller udvide det arkæologiske og numismatiske billede.  Ikke desto mindre medførte fundet af skatten, at en række frivillige detektorførere afsøgte markerne omkring Magleby og fandt 507 genstande, der omfattede mønter, fibler, spænder og meget andet, der dateres fra oldtiden og frem til nyere tid. Det er det samme fundbillede, man ser omkring andre landsbyer i Syd- og Midtsjælland – og det undrer derfor anmelderen, at man ikke gennemfører systematiske arkæologiske sonderinger af flere udvalgte lokaliteter i området, i stedet for gigantiske undersøgelser af få spektakulære anlæg, der måske alligevel ikke giver et maksimalt resultat.

Ebbe Nyborg fremlægger på få sider en meget velbelyst og fin historie om Kappel Kirke fra 1464 på Lolland. Historien bør være et skoleeksempel på, hvad man kan få ud af at kombinere bygningsarkæologi med historiske undersøgelser.  Imponerende klar og utroligt oplysende!

Louise Søndergaard fortæller om udgravningn af en gård fra renæssancen ved Arnebjerg ved Skanderborg, der åbenbart er revet ned ret kort tid efter opførelsen. Det har ikke været muligt at finde kort og kilder der belyser gårdens historie. Konklusionen er, at man endnu ved alt for lidt om renæssancens bøndergårde til at kunne vurdere de fundne rester – men at undersøgelsen ved Arnebjerg er et skridt på vejen. 

Morten Johansen, mfl. afslutter tidsskriftet med en rapport om Vikingeskibsmuseets dykkerundersøgelser af et par skibsvrag ved Kriegers Flak inden anlæggelsen af Danmarks største havvindmøllepark. I det ene vrag fandtes glasskår heraf eet med lakforsegling og korkprop, der kunne dateres til 17-1800-tallet. Det andet vrag rummede en del tomme flasker, heraf flere produceret i Estland efter Store Nordiske Krig til eksport bla. til England. Det giver en spændende vinkel på 17-1800- tallets glasproduktion og handelssøfart i Østersøområdet.

Gefjon 5 holder med andre ord standarden som et fornemt tidsskrift med artikler om arkæologiske fund og teoretiske emner. Det er der også andre, der gør og i det hele taget er det et spørgsmål, om man i virkeligheden spreder informationerne for meget ud i en så lind strøm af kostbare årbøger og tidsskrifter fra museer og universiteter fra ind- og udland, at ingen fagarkæolog elle glad amatør kan bevare overblikket. Problemet er formentligt lige så uløseligt, som vi fik en fornemmelse af med Nordic Archaeological Abstracts (NAA), der samlede faglige abstracts fra de nordiske lande i årene 1974-2000. De var skrevet af forfatterne selv, men projektet udviklede sig til en kolos af informationer og henvisninger, der blev lige så vanskelig at overskue som udgivelserne selv. I vore dage må IT-teknologien og den omdiskuterede kunstige intelligens kunne skabe det nødvendige overblik – måske en arkæologisk/historisk App?

[Historie-online.dk, den 27. januar 2021]