Generalernes forræderi

Samspil eller modspil i nazi-Tyskland mellem dem i toppen. Generaler og Hitler var ofte to uforenelige størrelser, resultatet var mere krig og flere dræbte. Niels Henrik Black Petersen har efter års interesse og et bibliotek på over 400 bøger skrevet sin egen bog. 2. Verdenskrig inklusive tiden inden og til den bitre ende for Tyskland i 1945.

Af Michael Koch

Hitlers mange taler endte ofte i et crescendo af vrede og hysteri. Således kunne han ophidse befolkningen i datidens Tyskland. De blev ført med af talerne og drevet til at acceptere krig. Endda til sidst i krigen: Den totale krig. Tilhørerne skreg af ophidselse, da Goebbels fortsatte Hitlers hysteri. Modstykket til alt dette var de ofte adelige generaler, som var drevet af noget andet end nazi-tanken.

Uden at ville Hitlers krig, var mange generaler tvunget med, og meget tidligt opstod en fælles forståelse blandt adskillige af dem: Hitler skulle væk. Det skete bare aldrig. Krystalnatten var en realitet.  Münchenaftalen - den hvor Chamberlain triumferede med papir i hånden, at der ikke ville blive krig i vor tid - satte en tyk streg under det faktum, at Tyskland var på vej ud i storkrig, og Hitler havde narret England, Italien og Frankrig, så landene holdt sig i ro.

Hitler blandede sig i generalernes planlægning og eksekvering af ordrer. Der skulle sjældent noget særligt til, før Hitler personligt kom med ideer, meninger og ordrer. I løbet af krigen tog Hitler endda selv over som hærfører, noget han slet ikke havde forudsætninger for, og utrolig mange kilometre fra krigens fronter dirigerede han som en blind. Når han så samtidig ikke ville acceptere den mindste form for tilbagetrækning og detaljestyrede helt ned til eksempelvis, om et maskingevær skulle flyttes 20 meter, så var der lagt op til en katastrofe for Tyskland. Det var kun et spørgsmål om, hvor hurtigt de allierede kunne nå til Berlin.

Desværre gik nazi-ideologien ud over store dele af den vestlige verden og Sovjetunionen. Tyskerne myrdede og trak sig tilbage gennem Sovjetunionen med den brændte jords taktik. Alle jernbanelinjer blev revet op, mennesker skudt, hængt og brændt, og der blev sat ild til huse og afgrøder. Alt, hvad de tyske soldater kom forbi på vej tilbage mod Tyskland, blev ødelagt.

Hitler gav endda ordre til, at de historiske byer i Europa skulle brændes af. Paris skulle jævnes med jorden. Men det skete ikke. Generalerne ville ikke følge Hitlers raseri, som indebar den totale destruktion. De mente selv, at de var soldater af ære, og var derfor ofte ikke medlemmer af nazi-partiet.

“Generalernes forræderi” er en bog, som gennemgår Hitlers vej til magten, krigen og spillet med generaler og nazi-ledere. Netop de generaler, som var i opposition til Hitler, samlede sig i OPP (Oppositionen mod nazismen). OPP arbejdede på flere fronter. De forhandlede med England, og de forsøgte at overbevise resten af hærledelsen om det vanvittige i at gå i krig.

Det var generelt uhyre vanskeligt at tale med nogen i det militære system uden selv at risikere at blive arresteret eller skudt som forræder. Et vaskeægte forræderi fandt i øvrigt sted, da en minister og en generaloberst lod hæren aflægge ed til Hitler. Det var i strid mod forfatningen og deres tildelte opgave med at varetage folkets interesser.

Generalerne var absolut ikke uden skyld i krigens rædsler. De accepterede myrderierne, som fandt sted overalt, hvor tyskerne kom frem. I eksempelvis Oradur sur Glane (ikke Glenn som i bogen) blev 202 mænd og 239 kvinder og 201 børn skudt og brændt. “Sådan gjorde vi i Rusland, og da vi ikke diskriminerer, gjorde vi også sådan i Frankrig”, sagde Divisionsgeneralen. Byen står i dag som et museum, hvor enhver bil og ruin står som den dag, det skete. Byen er bygget op igen ved siden af ruinerne.

I Rusland var myrderierne mange gange værre, end vi har set i Europa. Krigen rasede - det var for sent for generalerne at sige fra. Generalerne kunne have sagt fra mange gange tidligere, eksempelvis da Hitler likviderede en af deres egne, General von Schleicher, 13. juli 1934, men de holdt ved efter den episode. De så det nøgternt som prisen for at slippe af med Röhm. Så generalstaben var ikke uden skyld. Mennesker betød intet for de tyskere dengang, med mindre de var højt i systemet, så var de en brik, der kunne handles. Langsomt men sikkert blev alle i uniform i krigsmaskinen til hæletrampende nikkedukker, der gjorde honnør for føreren samtidig med, at de marcherede mod krigen med hagekorset på uniformen.

Hitler forlangte, at der blev kæmpet til sidste mand, mens generalerne ønskede fleksibel indsats, hvor strategisk tilbagetrækning og omgruppering kunne gøre en stor forskel og spare mange soldaters liv. Det kom ikke til at ske, for det var kun Hitlers mening, der skulle høres. I dag er det tydeligt, at havde Hitler ladet dygtige folk lede og selv undgået en hel del fejlagtige og tåbelige beslutninger, var meget gået anderledes.

Det var heller ikke fordi tyskerne var så specielt dygtige til krig, da de indtog Europa. Det var i høj grad også fordi, at lande som Danmark, Belgien, Holland og Frankrig ikke havde forberedt sig på Hitlers vanvid. Soldaterne blev kørt så hårdt, at de fik Pervitin piller til at være vågne i stedet for at sove. Det var regulær speed, tyskerne fodrede sig selv med. Europas held var, at England havde fået Churchill, som absolut ikke ville overgive sig eller forhandle.

Da Hitler angreb Rusland, var det blandt andet et mål at overtage hele Ruslands enorme produktionsapparat. Russerne var smartere end som så. Op mod 15 til 20 millioner arbejdere og tusindvis af store fabrikker blev nedtaget og kørt med tog til Sibirien, til Ural, hvorfra der efterfølgende kom en lavine af kampvogne, ammunition, udrustning og kanoner.

Tysklands krigsmaskine blev slidt ned af mangel på brændstof på begge fronter, de enorme afstande i Rusland, de hårdt kæmpende allierede, der konstant fik tilført skibe fyldt op med det nyeste materiel i lastrummene. Fra Rusland kom der millioner af soldater, der alle havde set, hvad tyskere gjorde ved deres land, så de gav alt i sig for at vinde. En tragikomisk vittighed i Tyskland i 45 var: Kig op; ser du en sort flyvemaskine, er den russisk, er den sølvfarvet, er det en amerikaner eller englænder, er der ingen flyvemaskine, er den tysk…

Reelt set tabte Tyskland da Hitler overtog fra generalerne. Hitler traf en lang række beslutninger langt fra fronten uden reel indsigt i kampene, uden at kende hverken forhold, fjende eller vejret i de specifikke kampområder. Til sidst flyttede han rundt på tropper, der ikke længere fandtes. De var kun tropper på hans strategikort.

Det er lidt svært at se et decideret nyt lys i forholdet mellem Hitler og Generalerne i bogen. Deres forræderi er mangefold, men det er ikke entydigt deres afmagt, modstand og modarbejdelse, der tabte krigen for Hitler. Vejen til helvede blev bredere efter Stalingrad, selvom den allerede var meget bred, da Hitler åbnede flere fronter. Det var dømt til fiasko. Det forfærdelige er, at et anslået tal på 75 millioner mennesker skulle miste livet, fordi en gruppe fascister med en afvist kunstmaler i spidsen ville straffe verden og tilegne sig guld, penge og kunst i uhyrlige mængder.

Der er en del egenproducerede illustrationer i bogen, som til tider kan være vanskelige at tolke. Det er synd, for de kunne have givet bogen noget ekstra.

Hvis læseren ikke er velbevandret i historien om 2. Verdenskrig, er bogen informativ. Hvis man omvendt har studeret krigens historie i lang tid, er det svært at få øje på nye anbringelser, der overrasker. Specielt de første ca. 100 sider kan opleves tunge, men når man så kommer dybere i bogen, glider det nemmere.

[Historie-online.dk, den 1. maj 2024]