Genforeningen 1920

Af Kresten Søe

Pragtværk i 100året for genforeningen 1920

Bogens cover afbilder det nok mest kendte symbol på genforeningen. Nemlig billedet af Christian 10. på sin hvide hest, der overskrider den gamle Kongeå grænse ind i det genvundne Nordslesvig 10. juli 1920. Men forinden var gået næsten to år med bitre stridigheder både i den danske Rigsdag og blandt det danske mindretal syd for grænsen i Slesvig, der siden 1864 havde været under Preussen.

Udsigten for de mange dansksindede havde ellers peget mod en tilbagevending til Danmark, siden de tre dansksindede repræsentanter i den tyske rigsdag og den preussiske landdag i Berlin: H.P. Hansen, Nis Nissen og Hans Diderik Kloppenborg-Skrumsager med held havde taget mindretallets selvbestemmelsesret op de sidste dage af 1. Verdenskrig. Man havde forberedt sig godt, og de dansksindede havde etableret et virksomt foreningsliv.  Allerede 1891 havde historikeren H.V. Clausen tegnet den linje (Clausen-linjen), der angav en realistisk grænse efter sindelag mellem dansk og tysk. Men først ved det tyske nederlag i 1. Verdenskrig kom muligheden. Krigens sejrherrer Frankrig, England og USA var venligt stemt for de nationale mindretals selvbestemmelsesret, ligesom den tyske regering stillede sig positiv. Men meningerne var delte om, hvor og hvordan en afstemning skulle foregå, og hvilke områder den skulle omfatte. Ja, sågar om en genforening blot skulle ske helt uden afstemning med en indlemmelse af hele Slesvig efter diktat af sejrherrerne.

I det danske Nordslesvig lå indflydelsen i Slesvigs Vælgerforening med den reelle magt hos Tilsynsrådets 60 medlemmer. Men rådet rummede to fløje. En stor benævnt Åbenrå-bevægelsen, som gik ind for en deling med Nordslesvig fra Kruså til Højer efter Clausen-linjen (der dog ikke tog stilling til Flensborgs status). Åbenrå-bevægelsen gik ind for en afstemning en bloc nord for linjen og i Flensborg/Mellemslesvig en afstemning kommune for kommune, så kun områder med dansk flertal kom til Danmark. I København gik den radikale statsminister Zahle (efter manges mening for meget) på listefødder for undgå et fremtidigt fjendtligt modsætningsforhold til den mægtige tyske nabo. Herudover frygtede man også at sætte alt overstyr ved at træde krigens sejrherrer over tæerne med en direkte løsning med Tyskland. Et mindretal i Vælgerforeningen, der op til afstemningen skulle vokse sig langt større, var Flensborg-bevægelsen, som ønskede Flensborg med også uden dansk flertal. Endelig var der en tredje bevægelse - Ejder-bevægelsen ledet af den energiske Ionas Collin - som med sejrherrernes hjælp ønskede hele Slesvig ned til Ejderen til Danmark uanset befolkningens sindelag. Bogens godt 400 sider udspiller sig mellem disse grupperinger og deres initiativer, interesser og stridigheder, som disse fandt sted sammen med skiftende mål og synspunkter i månederne frem til udformningen af afstemningerne, den endelige genforening og kongens berømte ridt.

Indhold og fremstilling

Bogen starter med at opridse de historiske begivenheder fra katastrofen 1864 op til 1. Verdenskrig. Blandt andet via en rammehistorie, hvor vi følger en dansksindet soldat Lorenz Jepsens skæbne i krigen og engelsk fangenskab. En skæbne, der til sidst i bogen knyttes sammen med forfatterens egen oldefar, Rasmus Christian Petersen, der også i modsætning til 6000 andre indkaldte dansksindede overlevede myrderierne, men 30 år efter tog sit eget liv som følge af de grusomme oplevelser, han aldrig formåede at slippe.

Rammehistorien giver sammen med flere lignende beretninger en fin personrelateret illustration af de vilkår, som det danske mindretal blev udsat for, og som dannede baggrund for kravet om genforening.

Efter en fyldig præsentation af bogens aktører og deres baggrund følger bogen derefter begivenhederne kronologisk fra starten i den tyske Rigsdag, hvor H.P. Hansen rejste ønsket 24. oktober 1918. Læseren flyttes derefter rundt de skiftende åsteder i Slesvig, København, Berlin og under fredskonferencen i Paris. Hertil kommer naturligvis et intensivt øje på begivenheder og frustrationer i Nordslesvig og Flensborg. Gennem den grundige fyldige fremstilling er der i udstrakt grad indflettet samtidige kilder, ligesom der udbygges med forfatterens egne kommentarer og stedvise vurderinger. Fremstillingsformen svinger mellem det journalistisk-populærhistoriske og mere traditionel historiefremstilling. Begivenhederne udbygges gentaget med vinkler, småepisoder og oplevelser på det mere personligt menneskelige plan. Et moment, der sammen med den journalistiske fremstilling medvirker til at levendegøre samtidsatmosfære og autenticitet.  Værkets herlighedsværdi og atmosfære understøttes yderligere af det indbydende righoldige illustrationsmateriale bestående af atmosfæremættede s/h samtidsfotos, kort og de spændende valgplakater, der kaldte nationaliteterne til samling op til afstemningerne.

Til sidst følger kapitel for kapitel opgivelse af de her anvendte kilder, som opsummeres i en litteraturliste.

Grundigt samlet værk med god anskueliggørelse

Ankjærgaard formår på glimrende vis at anskueliggøre de ofte kringlede sammenhænge og indviklede begivenheder for læseren. Bogen fremtræder her som den hidtil mest omfangsrige og grundige fremstilling af de afgørende begivenheder under genforeningen.  Spillet omkring genforeningen i både Slesvig, København, Paris og Berlin er medrivende, grundigt og atmosfæremættet anskueliggjort som i intet andet nyere værk. Man får både over- og indblik i de mange begivenheder og fora. Derudover indgives et grundigt forklarende overblik med hensyn til aktørerne, deres baggrund og årsagerne til, hvorfor grænsen kom til at ligge som nu. Den menneskelige og personlige vinkel kan i starten virke vel detaljeret ved præsentationen af hovedpersonerne. Men værket udgør derefter en relativ letlæst særdeles fint sammenhængende kronologisk fremstilling, som i hvert fald hos mig udartede sig som en page turner, der holdt nattesøvnen i ave ud på de små timer. Yderligere tæller her den fine samtidsatmosfære som vinder ved illustrationerne og de mange personrelaterede islæt. Også redegørelsen om Arbejderbevægelsen som blev medspiller er interessante læsning med hensyn til den sidste tid, da Åbenrå-bevægelsen blev trængt, og Flensborg-bevægelsen med Kloppenborg-Skrumsager øgedes markant i styrke. 

Forfatteren giver også læseren et kik over til holdningerne på tysk side.  Her citeres et par udtalelser, der får det til at løbe koldt ned af ryggen angående de fremtidige udsigter. De ofte forsonende danske toner ses bestemt ikke gengældt, og man sporer klart de holdninger, der kom til at dominere i den tyske del af befolkningen både nord og syd for grænsen især efter 1933 og under Besættelsen. Interessant er også udredningen af det noget tumulte indenrigspolitiske spil i København, der næsten vækker mindelse om det britiske Brexit.

Yderligere kommentarer og mindre anker
Ingen roser helt uden torne. Selv om den stedvis journalistiske fremstilling fremmer almen tilegnelse, så savner jeg et stikordsregister til opslag. Her er bogens ret intetsigende journalistiske pang overskrifter nemlig ikke til megen hjælp, når man alternativt skal finde rundt via indholdsfortegnelsen.

Forfatterens sympati, valuering og vinkler fornemmes klart placeret hos H.P. Hansen, Åbenrå-bevægelsen og ministeriet Zahle. Eftertiden har da også vist disse holdbare, men ind imellem drages vurderingen af fx Ionas Collin for mig vel meget i bakspejlet frem for på samtidspræmisser.

Kilderne er som nævnt opgivet kapitel for kapitel. Men samlet set er de relativt få. Jeg savner i grundlaget for den historiske ramme især Ole Lisberg Jensen: I skyggen af Tyskland, 2005 og Rasmus Glenthøj: 1864 sønner af de slagne, 2014.

Inddragelse af disse væsentlige værker og deres forskning havde givet bogens ramme mere opdateret tyngde i forhold til den udprægede traditionelle - af nogle betegnet radikale - historieskrivning.

Her tænkes på opfattelsen af årsag og baggrund for Novemberforfatningen 1863, Kongens rolle og begivenhederne i 1864 hos Glenthøj. Derudover ville inddragelse af Lisberg Jensens grundige periode- og marinehistoriske værk have givet en mere nuanceret vurdering af validiteten i Zahle, Scavenius og Munchs radikale "hvad skal det nytte" kamp for afrustning og mod udbygningen af den danske flåde. Nytte gjorde her netop kystforsvarsskibene af Herluf Trolle-klassen, (hvoraf Olfert Fischer bragte de første danske soldater til Sønderborg maj 1920). Disse skibe gav nemlig forsvaret af minefelterne i bælterne i august 1914 den internationalt troværdige artilleriopbakning, uden hvilken minefelter ingen sømilitær taktisk værdi besidder. Flådeudvidelse med disse tre skibe var derfor iflg. Lisberg Jensen m.fl. en vigtig brik i spillet om, at holde Danmark ude af 1. verdenskrig og undgå tysk besættelse 1914.

Disse anker angår dog kun den historiske ramme og rokker på ingen måde den positive vurdering af værkets kærne mht. genforeningen.

[Historie-online.dk, den 13. november 2019]