Germanerne

Tore Jansons bog ”Germanerne” forsøger at forklare, hvad der egentlig ligger bag dette begreb. Det er en lang vandring gennem historien med ganske finurlige detaljer.

Af Erik Ingemann Sørensen

  ”Germania” ved Rüdesheim demonstrerer tyskernes enorme kraft. Er sat efter den tysk/franske krig i 1871. (HPN-foto).

Tyskland er nok et af de folk, som har fået flest nedladende betegnelser. Ordene i overskriften er et lille eksempel på dette. Det skal dog tilføjes, at nazisternes herredømme i den grad har medvirket til, at de negative betegnelser i den grad er blevet hæftet på det tyske folk.

Professor emeritus Tore Janson er meget optaget af, hvordan det lykkedes for nazisterne at dreje og forvride myterne til egen fordel, så folket kunne blive vildledt. Dét er et af forfatterens hovedformål med bogen. Men det lader sig ikke gøre uden at kigge bagud i historien, skriver han. Hvorefter der tages fat på myten om Germania. Alle, der har læst Julius Caesars ”de bello Gallico” må erindre – ofte med furer i panden – det pokkers til krævende oversættelsesarbejde. Men Caesar byggede en bro over Rhinen, rykkede ind og demonstrerede romernes frygtindgydende magt overfor Germanerne. Og så er det netop Caesar, der cementerer ordet germanere om folkene nord for Rhinen.

 I 1875 – efter det tyske kejserrige var blevet deklareret – stod statuen af Hermann i Teutoburgerwald. Et rædselsværk med et fundament 26,5 meter i højden. Oven på dette troner Hermannfiguren med en højde på 24,5 meter. Sværdet, han holder, er syv meter langt. (Foto: HPN).

Da man i 1455 fandt Tacitus’ skrift på 30 sider skrevet i år 98 e.Kr. – ”De origine et moribus Germanorum” (”Om germanernes oprindelse og skikke”), begyndte germanerne at dukke frem fra historien. En af hovedfigurerne var den germanske helt Arminius eller Hermann. Denne figur får ekstra medvind, da en nationalistisk bølge vældede frem igennem de første årtier af 1800-tallet.

Pudsigt nok kommer Hermann ikke til at spille den store rolle i den nazistiske ideologi, skriver Tore Janson. Det gjorde derimod Tacitus med sine betragtninger om de tyske hirdmænds troskab. Det blev omsat til ”Ein Volk, Ein Reich, Ein Führer”. Og så den ed, der bandt såvel officerer som menige til Hitler! Og Heinrich Himmler kørte det hele meget længere og endnu mere vanvittigt ud.

Det kan undre, at forfatteren ikke kommer ind på Hitlers og Speers gigantprojekt ”Welthauptstadt Germania”. Var der noget, der skulle cementere begrebet Germania, så var det dette vanvidsprojekt. I øvrigt afslørede dokumenter om byggeriet, at Albert Speer fik fjernet/deporteret alle jødiske familier, der havde ejendomme i området. Hvad han ”elegant” fik skjult både under Nürnberg-processerne og frem til sin død. Han kendte skam intet til det.

Den store ”Folkehal” i Germania. Den ville have fået en højde på 290 meter. Til sammenligning er Peterskirkens højde kun 183 meter. (Foto: HPN).

Der er lavet en film om Welthauptstadt Germania. Den kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=dOXmrVR00RI

På Potsdam-konferencen traf man den endelige beslutning om at fjerne Det Tredje Rige fra tyskernes bevidsthed. Det skulle blandt andet ske gennem de såkaldte fire D’er: Denazifisierung – Demilitasrisierung – Dezentralisierung og så Demokratisierung. Unægtelig en voldsom opgave, der da heller ikke holdt i længden – ofte begrundet med at de tidligere allierede nu stod stejlt over for hinanden. Et af de markante resultater var, at man klippede båndet mellem germanere og tyskere. Ordet arier røg med, hvilket var yderst rimeligt. Men efter 1951 kom tidligere markante nazister atter i tjeneste. Igen grundet den kolde krig. Allerede i 1947 var den tidligere chef for efterretningstjenesten Reinhardt Gehlen vendt tilbage til sit gamle arbejde under Hitler. Denne gang var arbejdsgiveren dog USA.

Tore Janson beskæftiger sig herefter med, hvordan germanerne optrådte i antikken med ganske interessante fortællinger relateret både til skriftlige kilder og arkæologiske fund. Den sidste del af bogen centrerer sig om den lingvistiske afdækning af den påvirkning, germanernes sprog har udøvet i Norden og England. Det bliver lidt tung læsning og også til en argumentation, der til tider bærer præg af, at forfatteren er uddannet lingvist med latin som hovedfag. De historiske eksempler er ikke fyldestgørende.

Det giver også anledning til en vis undren, at han overser den berømte sten ved Ejderen med teksten:  ”EIDORA. ROMANI TERMINUS IMPERII” – Ejderen Det romerske riges grænse.

Det er dog en til tider pænt spændende bog, der nu er kommet på dansk.

[Historie-online.dk, den 9. januar 2024]