Guds huse på landet

Af Jytte Kjær Schou

En kortfattet men interessant og fagligt velfunderet gennemgang af de danske landsbykirker fra middelalderen.

Forfatteren er middelalderarkæolog og tidligere direktør for Nationalmuseet. Kirkerne er ikke fredede, men de er vores ældste, fineste og mest omfattende bygningskulturarv, og forfatteren advokerer for, at vi har pligt til at bevare og vedligeholde dem. Hans gennemgang af kirkernes historie henvender sig til alle interesserede og understøtter på bedste vis kirkernes betydning.

Forfatteren lægger ud med forudsætningen for opførelsen af de første kirker. Han tager udgangspunkt i Poppos jernbyrd i 963, der overbeviste Harald Blåtand om, at den kristne gud var stærkere end de gamle guder, og han gjorde kristendommen til landets officielle religion. Jellingestenen vidner om hans beslutning og fortæller om slægten, magten og troen som omdrejningspunkt i hans politik. Overgangen til kristendommen var nemlig også en politisk beslutning, som ligeledes gavnede rigets mægtigste. Danmark blev dermed en del af det kristne Europa, og truslen fra den tyske kejser blev minimeret, når han ikke længere kunne påberåbe sig Danmarks hedenskab som et påskud til at angribe landet.

I kølvandet på kristendommens indførelse fulgte opførelsen af gudshuse. Landsbykirkerne ligger spredt ud over det ganske land, så alle landsbyer havde adgang til en kirke. Her kunne de modtage de vigtige sakramenter hidkaldt af kirkeklokkernes bimlen. Forfatteren giver et godt indtryk af kirkebyggeriet fra de første trækirker, som vi kun har få spor af, til stenkirkerne, hvoraf der er bevaret knap 2000. Selv om kirkerne typisk ligger øst-vest ligesom de døde i deres grave, og der også er andre fællestræk, er ikke to landsbykirker helt ens, selv om det kunne se sådan ud for det utrænede øje. Der er stilblandinger. Selv om de romanske træk er fremherskende, kommer senere indflydelsen fra gotikken. Man får indtryk af, at der er ret vide rammer for udformningen af kirkerne, hvilket også kommer til udtryk i senere tiders om- og tilbygninger. Bygmestrene kender vi ikke meget til, og de trælle og daglejere, der gjorde det hårde arbejde, er helt anonyme.

Forfatteren gennemgår de forskellige bygningskonstruktioner og byggematerialer gennem tiden, som frådsten, sandsten, granit, tufsten og tegl, ofte i en skønsom blanding og bundet sammen af den stærke kalkmørtel. De første tagkonstruktioner med stråtag eller træspåner blev afløst af det kostbare indførte bly og senere tegl, som vi selv kunne producere. Også kirkernes indre beskrives med bl.a. altre, stenbænke, den centrale døbefont og ikke mindst hvælvingerne med romanske kalkmalerier, hvor menigheden kunne hygge sig med at kigge på scener fra Bibelen under præstens lange prædiken.

Bogen er et bind i serien ”100 danmarkshistorier”. Seriens begrænsede format gør det svært at udfolde det omfattende emne, der kunne fortjene en mere udbredt visuel beskrivelse, men det tillader pladsen ikke. Her må man gå til ældre litteratur. Trods begrænsningerne er det lykkedes forfatteren at dokumentere, at landsbykirkerne udgør en værdifuld og bevaringsværdig kulturarv. Selv om de ikke spiller samme rolle i menneskelivet i dag som i middelalderen, er det stadig her, de fleste søger hen for at markere livets overgange.

[Historie-online.dk, den 23. august 2023]