Gladsaxe

Af arkivar Trine Grejsen, Grenå Egnsarkiv

Når jeg hører navnet Gladsaxe, så ser jeg Erhard Jakobsen stryge det mistænkeligt mørke pandehår tilbage til lyden af ” Det har jeg aldrig sagt! ”. Om Gladsaxe forandrede Danmark? Men når Gladsaxe forandredes, så gav det genlyd i hele Danmark, og hvis overdrivelse fremmer forståelsen, så er Gladsaxe særdeles velegnet som eksempel på livet i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Jeg har slugt Drømmen om Gladsaxe, for den er spændende. Asger Liebst har sat bogen op som en anden kriminalroman, og man fanges ind af de udlagte spor til hvem fra Gladsaxe, der blev medlemmer af Blekingegadebanden, hvordan det vil gå for familien og Frank, fra Franks Radio samt af diverse afsløringer om Erhards vej frem mod dannelsen af CD. Fortællingen er bundet på forskellige kendte som ukendte borgere i Gladsaxes mere eller mindre tilfældige skæbnefællesskab.

Hovedpersonen er Frank Mogensen, der tog turen op og ned med Gladsaxe, Denne gudsbenådede reklamemand og sælger, der ”fra ingenting” opbyggede sin egen kæde af radiobutikker, betalte og iscenesatte Erhards kommunevalgkamp mod Schlüter og i en kæmpe brandert overbeviste sig selv og direktøren for Arena-fjernsynsfabrikkerne om, at farvefjernsyn ikke ville blive hver mands eje!

Frank solgte til Fona, flyttede til Hobro, men fik som bagmand sin kone Birgith indvalgt i Folketinget for hvem andre end CD, her hævede hun sin løn og gjorde intet væsen af sig. Før hun som vidne for forsvaret for at belaste Mimi ”kom til” at fortælle, at hun selv og Ninn-Hansens havde talt om stoppet for familiesammenføring.

Vi kommer naturligvis heller ikke udenom Erhard:  Aktive lyttere og seere, Høje Gladsaxe, CD, der i starten nærmest var en borgerliste fra Gladsaxe, hans næsegrus beundring for USA under Vietnamkrigen og hans vandvittige idé om at gøre Rhodos under militærjuntaen til venskabsby! Kommunist forskrækket? Da Juri Gagarin var i Danmark i 1962, besøgte han Gladsaxe, hvor skolerne holdt idrætsdag. Ja, man tror det er løgn.

Ind i mellem historierne om disse kendte og farverige personer ligger masser af mindre, men spændende og vedkommende, historier om kendte og, indtil nu, ukendte folk i Gladsaxe.

Jeg kendte ingen i Gladsaxe og jeg har kun været i kommunen én gang. Alligevel blev jeg inspireret, underholdt og klogere. Det er mere, end jeg normalt forlanger af en historisk fremstilling. Og denne her beviser med al ønskelig tydelighed at gode lokalhistoriske fremstillinger med fordel kan læses uafhængigt af lokalkendskab. Men et lille kort ville have hjulpet, beliggenhed spiller jo, som de fleste andre steder, en stor rolle i Gladsaxe.

Jeg blev forført af bogens mylder af historier, men men.... Der er et par steder, der irriterer: Layoutet et lækkert, men jeg synes det er synd, at illustrationerne alle er skubbet til slutningen af hvert kapitel, mere synd synes jeg, det er, at dele billederne over to sider, især når det kun er 1/5 af billedet, der er på den ene side, og det ikke er oplagt, hvorfor billedet ikke bare er beskåret eller formindsket, så det kunne være på en side. Lidt for smart for min smag.

Der er også et par stedet hvor forfatterens begejstring for sine tekster resulterer i lidt for nysproglige selvfede ordorgier, som fx tvillingetårnene i Bagsværd, tekstforfatning, aprilstyrtregn og kameraparcelhus. ”….lysbilleder passede til parcelhuset som let kunne efterligne fotografiapparatets indre mørke ved at forvandle sig til et dunkelt kammer, på hvis væg billedet kunne projiceres. Kamerahuset og parcelhuset har regulering af lys og mørke, af åbning og lukning tilfælles. Inden i sit kameraparcelhus…” etc. over næsten to sider.

Jeg synes med fordel, at bogen kunne være sprunget over side 216-228 og gået direkte til epilogen. De sider er vel en slags perspektivering, men kommer til at virke lidt påklistret. Den ene virker som en historie, der ikke blev plads til og den anden, som et påskud for at besøge Gladsaxes venskabsby i Japan!

Til slut er der et personregister med navne og titel/rolle i bogen, og her mangler jeg faktisk den almindelige, men gennemgående Larsen-familie, der både har lagt familiehistorie og billeder til bogen! Hvorfor kom de ikke med, når der er blevet plads til selv de mest perifere men kendte bipersoner som fx Joan Baez, hvis relation til Gladsaxe er, at hun blev nævnt i et blad, der blev trykt i forstaden.

Men mine kritikpunkter ændrer ikke ved min umiddelbare reaktion efter endt læsning, jeg må læse den igen, for der er helt sikkert nogle gode historier, jeg er læst forbi, og dem vil jeg endelig ikke gå glip af.