Gode tider - nye farer
Af Nils Arne Sørensen
Vi er nået frem til 3. bind af Kershaws fremstilling af Europas historie siden 1914, der handler om en tid, hvor ”Europa ikke [fandtes], ud over som en forestilling om en fælles kulturel identitet”, og hvor ”Europas to halvdele – Vesteuropa og Østeuropa – … i sig selv [var] rent politiske konstruktioner”, som det hedder i bogens første sætninger (s. 7). Det præger naturligvis bogen, som i høj grad er inddelt i kapitler om henholdsvis Vest- og Østeuropa, men det præger også Kershaws fremstilling på en anden måde: hans Europahistorie er først og fremmest en politisk historie. Det spidsformuleres i behandlingen af Vesteuropa i tiden fra 1950’erne til midten af 60’erne (med en formulering, der vækker mindelser om hidsige debatter i fascisme- og nazismeforskningen i begyndelsen af 1980’erne) som ”et klart tilfælde af politikkens forrang” (s. 62). Tilgangen afspejler sig i, at fire af bogens seks kapitler har et klart politik-historisk fokus, men politik fylder også godt i kapitlet ”Gode Tider” om den økonomiske og sociale udvikling, hvor man finder behandlingen af både velfærdsstaten og den europæiske integrationsproces.
Den politiske historie behandles frem til midten af 1960’erne i et klart oppefra perspektiv. Det gælder både den kolde krig, som den overordnede ramme, men også udviklingen i de to Europa’er, hvor der i Vest lægges vægt på, hvordan det liberale demokrati ganske hurtigt blev solidt forankret ovenpå krise og krig med fokus på politisk systemudvikling og centrale aktører. Det samme gælder endnu mere og helt rimeligt for behandlingen af det kommunistiske Europa, som fremstilles under den velvalgte metafor, skruetvingen (som i perioden på skift løsnedes og strammedes). Som vi er vant til i Europahistorier, er det stormagterne der fylder mest – især i behandlingen af Vesteuropa, hvor Kershaw leverer fine skitser af den politiske udvikling i Italien, Frankrig, Storbritannien, og ikke mindst Vesttyskland. At udviklingen af et ”normalt” og i fredelig forstand Europa-orienteret Vesttyskland var afgørende ud over forbundsrepublikkens grænser, men også en politisk kraftpræstation, gør Kershaw overbevisende rede for. Hans særlige interesse for Tyskland er også tydelig i behandlingen af Øst, hvor læseren får en skarpsindig fremstilling af, hvordan DDR udviklede sig til den ultimative sovjetiske lydstat i kølvandet på opstanden i 1953.
Man kan let problematisere Kershaws tese om, at perioden bedst forstås læst gennem ”politikkens forrang”. Også i Kershaws fremstilling står det nemlig klart, at økonomi og levevilkår havde afgørende betydning for den politiske udvikling. Man kan med stor ret spørge, om de liberale demokratiers konsolidering i Vest (og ikke mindst i Vesttyskland) havde været mulig uden den ekstraordinære høje vækst – ligesom kriserne i Østblokken ofte hang tæt sammen med utilfredshed med økonomiske forhold.
Det er tydeligt, at det er i den traditionelle politiske historie, Kershaw befinder sig bedst og er mest læseværdig. Vi får ganske vist også nydelige skildringer af afkoloniseringens betydning, af velfærdsstaterne og af den europæiske integrationsproces, men i versioner hvor man fornemmer, at det ikke lige er her, at Sir Ian har brugt mest tid på at læse op på den nyeste forskning (fx er der ingen spor af de seneste års analyser af netværks betydning for den tidlige integrationsproces, ligesom det skurrer noget at læse om ”nationalistiske” bevægelser i imperierne; her er den dominerende betegnelse af gode grunde ”antikolonialistiske”). I afsnittene om den sociale og økonomiske udvikling behandler Kershaw naturligvis de dramatiske både økonomiske og sociale forandringer i perioden, men mindre skarpt end gamle Hobsbawm gjorde for næsten 25 år siden i Age of Extremes. Kapitlet ”Kultur efter katastrofen” har en meget fin skitse af, hvordan krigserfaringen blev tolket og brugt meget forskelligt i de politiske kulturer, både Øst og Vest for jerntæppet. Behandlingen af finkultur (musik, teater, billedkunst, litteratur og filosofi) er imidlertid helt forudsigelig, mens udviklingen af populærkulturen og dens medier næsten kun ses som underholdning (Fx skriver politikhistorikeren Kershaw ikke noget om den afgørende rolle tv-mediet kom til at spille for identitetsdannelse og for det politiske liv, hvor mediet førte politikken helt ind i dagligstuen, men hvor mediet også ændrede betingelserne for politik, som Tony Judt fint påpeger i sin version af Europas historie efter 1945 (Judt: Postwar, 2005, s. 345f)).
Til gengæld har Kershaw fint fat i, hvordan de sociale og økonomiske udviklinger fra 1950’erne skaber forudsætninger for et skred væk fra de social-konservative værdier, der dominerede i krigens skygge, til krav om værdimæssigt liberale reformer, der blev stadigt kraftigere fra midten af 1960’erne. Skreddet fik sit tydeligste udtryk i det, vi har vænnet os til at kalde ”68”, og netop det konkrete 1968 forstået som politiske protestbevægelser blandt unge, især studerende, behandler Kershaw fint og nuanceret, både begivenhedshistorisk og virkningshistorisk. Ved at lade behandlingen af udviklingen i Vest følge af et afsnit om ”Det andet 68” – nemlig Østblokkens og især Tjekkoslovakiets - får han også understreget, hvor dyb kløften mellem de to Europa’er fortsat var i slutningen af 1960’erne. I Øst blev skruetvingen strammet, mens udviklingen i vest i stedet blev præget af, at selv konservative politiske partier måtte orientere sig mod en værdimæssig liberal reformdagsorden. Dette – sammen med den internationale afspænding, herunder den tyske Ostpolitik under Willy Brandt – gør, at Kershaw elegant kan afslutte bogen i dur. For blot med den sidste sætning at skifte toneart: ”Men i 1973 kom oliekrisen med dens økonomiske og politiske konsekvenser”. Vi mangler bare føljetonromanens: ”Fortsættelse følger”.
Det gør der naturligvis også. Nærværende bog er nemlig første halvdel af Roller-Coaster, der udkom på engelsk sidste eftersommer. Sammenlignet med opdelingen af Kershaws To Hell and Back i to halvdele fungerer delingen her glimrende – selv om man nok kunne have ønsket sig, at der var blevet gjort lidt mere ud af at gøre delingen i to halvbind færdig. Litteraturlisten i dette bind er således den samlede litteraturliste til perioden 1950-2017, mens indledningen simpelthen består af 1950-afsnittene fra den engelske udgave, hvor indledningen er opbygget som kontrastering af 1950 og i dag for at illustrere den dramatiske karakter af de sidste 70 års forandringer. Det fungerer rigtigt fint, og det ville have klædt Sir Ian at skrive en ny tekst, der lagde mere energisk op til bogen i denne delte version.
Læs Nils Arne Sørensens anmeldelse af Den store katastrofe. Europa 1914-1933
og Helvede tur-retur. Europa 1933-1949
[Historie-online.dk, den 22. januar 2019]
