Grev Rabens dagbog
Af Winnie Maria Bak, Cand. Mag. i Historie
Jens Henrik Koudals bog er blevet til på baggrund af grev Otto Ludvig Rabens dagbog fra 1700-tallet. Grev Rabens har i sin dagbog i nøgterne beskrivelser registreret, hvad han foretog sig gennem 42 år. Både når han befandt sig hjemme på Ålholm Slot, når han var på rejse med familien, og når han deltog i festligheder ved kongehofferne i København og Paris.
Kun sjældent giver han i sine optegnelser udtryk for følelser, men alligevel får man et rigtig godt indblik i hverdagslivet i det aristokratiske miljø i 1700-tallet.
Bogen er tematisk opdelt, hvilket fungerer fint. Koudal har med sin biografi bidraget med et rigtig godt stykke mikrohistorie, der både giver indblik i de nye strømninger indenfor undervisning – den såkaldte Sorø-oplysning, sygdomsbekæmpelse, begravelsestraditioner, forholdet til tjenestefolk og meget mere.
Som sådan havde Otto Ludvig Raben ingen særlig betydning i staten udover sit grevskab, og for en mand af hans stand, var hans liv ikke opsigtsvækkende. Men han var en del af det gamle samfund, en ”mursten i enevældens hus” som forfatteren skriver. Han blev født i København den 15. januar i 1730 som søn af en af landets mest indflydelsesrige mænd. Han boede 4 år i Paris, havde sin faste gang ved kongehoffet i København, hvor han fungerede som ceremonimester, og bosatte sig fast på Ålholm, da han blev gift i 1757. Sammen fik de mange børn, men som det desværre var almindeligt dengang, overlevede langt fra alle deres første år. Men man kan ud fra grevens optegnelser læse, at han tog sine børns uddannelse og fremtid meget alvorligt. Godsets drift, familielivet og selskabelighed stod i centrum i grevens modne år. Han døde af mæslinger den 5. maj 1791 – kun 8 måneder efter tabet af sin elskede hustru.
I Koudals bog får man både en masse at vide om grevens person, aristokratiets miljø samt en masse små sjove oplysninger om samtiden. F.eks. blev det stadig mere almindeligt i de toneangivende kredse efter 1670’erne, at man drak te eller kaffe. Især te da kaffe både var dyrere og mere besværligt at tilberede end te. Otto Ludvig nævner nogleogtredive gange i sin dagbog, at han drak kaffe samt fortæller, hvor han drak det. Blandt bønderne blev det først noget senere almindeligt at drikke kaffe. Og at bønderne i de senere årtier af 1700-tallet i stigende omfang brugte kaffe bevirkede, at oplysningsmænd kritiserede drikkens nærve-ophidsende virkning. Det endte med at regeringen fra 1783 til 1799 forbød ”kaffedrikken blandt almuen på landet”.
En anden sjov oplysning kommer fra Grevens egen pen, da han oplever et højst usædvanligt aftensmåltid hos amtmand Wallmoden. I dagbogen skriver han: ”Til souper serverede man smørrebrød og frihed til at stå op”. Da sædvane var lange måltider siddende til bords i streng rangorden, må dette også i allerhøjeste grad have føltes som frihed. Skikken med det stående smørrebrød tiltalte da også Ålholm-greven så meget, at det blev indført ved sammenkomster på Ålholm. Dagliglivets kultur var i forandring.
Fra forlagets side kaldes Grev Rabens dagbog for mere end en biografi, den er også en kulturhistorisk skildring. Bogen er utrolig velskreven og forfatterens viden om 1700-tallets sæder og skikke stor. Man mærker tydeligt begejstringen for den originale dagbog og grevens liv og færden. Desuden er bogen trykt i en herlig papirkvalitet, hvilket bestemt er med til at give et godt helhedsindtryk. Er man til kulturhistorie, er Grev Rabens dagbog. Hverdagsliv i et adeligt miljø i 1700-tallet hermed anbefalet.
