Guder og gudinder i nordisk mytologi

Af Anders Ellegaard

Karen Bek-Pedersen sammenligner arbejdet med bogen med et puslespil. Men der er forskelle: der er ikke et billede at se efter; der mangler måske nogle brikker; der er brikker, som passer flere steder; der er nogle brikker, som ikke stammer fra samme tid og sted.

Bogen er et forskningsværktøj og derfor forsynet med henvisninger og noter. Hver ny generation af forskere kommer med nye tanker, formuleringer og tolkninger. En klog indianer sagde, da han skulle aflægge ed om at sige sandheden i en amerikansk retssal: ”Jeg kan ikke fortælle sandheden, jeg kan kun fortælle, hvad jeg ved.” Forfatteren bruger citatet til at beskrive bogen som måske ikke værende sandheden, men hvad hun og andre forskere véd lige nu.

Det næste kapitel hedder ”Mytologi, religion og tro.” Myter handler om verdens skabelse, kosmos, overnaturlige kræfter og fænomener i natur og kultur. Den norrøne mytologi er delt i en vestlig del (Norge Island, Færøerne) og en østlig del (Danmark, Sverige), med vægten i vest. Mytologi var før kristendommens indførelse både religion og tro. Den førkristne mytologis beskrivelse har flere problemer: den er nedskrevet af kristne; kristendommen blev ikke indført samtidig i alle lande, egne, samfund og familier; i lang tid eksisterede asatroen og kristendommen side om side. Asatroen havde i modsætning til kristendommen ingen faste dogmer, skrifter, hellig bog, teologi eller ritualer. Udøvelsen var baseret på handlinger, traditioner, sædvaner, sociale forskrifter og ritualer. Det medfører, at man ikke altid kan forstå myter, arkæologiske fund eller rune- og billedsten, som de engang blev forstået.

Kilderne til myterne er mest litterære. De ældste er udenlandske, men de lider af, at nedskriverne var fremmede udlændinge, som måske var muslimer eller kristne. - Kongebogen eller Den ældre Edda (ca. 1270) indeholder digte om mytologiske guder (ca. 1/3 af skriftet) og om store helte. De er ikke tilpasset en kristen kontekst, men har et uforvansket, traditionelt hedensk indhold. For eksempel Vølvens spådom, Den højes tale, Tryms kvad, Rigs liste. - Snorre-Edda af Snorri Sturluson, Den yngre Edda, ca. 1220, drejer sig om skjaldekunst. Snorri var selv kristen, så forstod han mytologien helt? - Ynglingesaga (Heimskringla) af samme nedskriver. - Skjaldedigte forfattet af enkelte individer til bestemte lejligheder. Med form, kenninger (flerleddede poetiske omskrivninger) og komposition antages det, at de ikke er ændret meget, siden de blev digtet. - Gesta Danorum af Saxo Grammaticus blev skrevet på opfordring (ordre?) af biskop Absalon i perioden 1190-1208. Saxo var en kristen munk. Hans bog skal tages med et kilo salt. - Af andre kilder nævnes Adam af Bremen, Tacitus, Paulus Diaconis, Ibn Fadlan, Landnamsbok, sagaerne, runer, billedsten, person- og stednavne samt arkæologi med fordele og ulemper. - Under evaluering af kilderne tilføjes det, at vi selv og vores viden kan blive en del af fortolkningen.

I fjerde kapitel rokker forfatteren ved vores opfattelse af Asgård for guderne, Midgård for menneskene og Udgård for jætterne. Ordet ”garðr” som oversættes til ”gård” kan også betyde ”gærde.” Dette gærde rejste guderne for at beskytte sig mod jætterne, og gærdet kaldte de Midgård. Indenfor dette gærde byggede de Asgård. - Guderne er aser (mænd) og asynjer (kvinder), som bor i Asgård; vaner (mænd) og vandiser (kvinder) som bor i Vanaheim; lyse og mørke elver; diser og norner. - Jætterne er jætter (mænd) og jættekvinder; turser og rimturser; gyger, trolde og dværge.

Den næste store del af bogen er helliget guderne, som er beskrevet efter deres position i hierarkiet.

Man skulle derfor tro, at Odin ville komme først som gudernes fører, men forfatteren har valgt at Thor skal komme først. Der er tegn på, at troen på Thor har været størst, og Odin har egentlig nogle ret tvivlsomme sider. Hvis en gud har en særlig tilknytning til en anden gud, kan hun eller han være rykket frem i geledderne.

Det vil være alt for omfattende, at skrive om alle guderne, men læserne skal ikke snydes for ikke at vide, om deres yndlingsgud er med. Følgende guder har fået et længere eller kortere kapitel: Thor, Sif, Gefjon, Odin, Frigg, Fulla, Freja, Frej, Gerd, Njord, Skade, Ull, Loke, Heimdal, Tyr, Balder, Nanna, Høder, Rind, Vidar, Vale, Idun og Brage, Ve og Vile, Høner, Mimer. Og for at det ikke skal være løgn, er der et kapitel om Andre Gudinder, som omfatter 13 mindre kendte gudinder.

Kapitlet om Thor bruges her som eksempel på inddelingen af omtalen af de enkelte guder. Det skal dog bemærkes, at nogle af kapitlerne er meget korte og ikke har så mange underinddelinger, fordi kilderne til omtalen er begrænsede. - Thor: Søn af Odin og Jord - Thors familie - Navne og heiti (poetisk ord brugt i skjaldekunst) - Bilskirmir (Thors bolig) - Tordenguden? - Thor og hammeren - Miniaturehamre - Tordensten? - Thors dyr - Thors tjenere - Krigsgud? - Den stærke gud - Eg og røn - Thor og runerne - En kløgtig gud - Bøndernes gud? - En komisk gud? - Landet formet og ændret -  Guder og jætter og Thor - Midgårdsormens ærkefjende - Thor og Kristus - Landet, højsædet og naglerne - Stednavne og personnavne - Thor i arkæologien - Thor og Sankt Olav - Sammenfatning.

Det siger sig selv, at nogle af disse punkter ikke kan ses i omtalen af andre guder. Nogle fælles ting er der dog: Navnets betydning, familie, én eller flere kilder til og versioner af myterne, heiti og kenninger, stednavne, arkæologi og sammenfatning. Og dertil kommer så det særlige for de enkelte guder og gudinder. Forfatteren har en etymologisk og kildekritisk tilgang til myterne, hvilket betyder, at fortolkningerne nogle gange er mere sikre end andre. Men det skal ikke glemmes, at der her ikke er tale om en eksakt videnskab, men en videnskab hvor fortolkerens viden spiller ind. Forfatteren gør selv opmærksom på andres fortolkninger, som hun anerkender som mulige eller forkaster. Og hun gør også opmærksom på fortolkninger, hvor isen er tynd.

I ”En kort afslutning” skriver forfatteren, at der stadig kommer ny viden og nye fortolkninger. Nøgleordet er opdatering. - Grænsen mellem guder og jætter er uskarp, idet de kan have fælles ophav. Nøgleordet er kompleksitet. - Myterne er også komplekse, idet de ofte har flere kilder og udgaver. Nøgleordet er Ad Fortes! (Et bibelhumanistisk ord fra middelalderen som betyder: Til Kilderne!)

Efter forordet er der en udtaleguide, en liste over forkortelser og en ordliste over fremmedord, og bagerst i bogen er der en litteraturliste på 50 sider og et indeks.

Mange kender den nordiske mytologi fra de 15 gode tegneseriehæfter, som udkom under fællesbetegnelsen ”Valhalla,” men vil man kende myterne, etymologien, kilderne og fortolkningen rigtigt, skal man læse denne bog.

[Historie-online.dk, den 23. februar 2022]