Guldgraveren

Af Poul Porskær Poulsen , historie-online.dk

”I det svage lysskær så jeg tydeligt den gamle guldåre strække sig over hele skaktens bund.  Med en hakke slog jeg nogle stykker kvarts løse, og få øjeblikke efterstod jeg med det stykke guldholdige kvarts i min hånd, som viste mig, at jeg havde nået mit mål, og at jeg som den første hvide mand stod på et af de steder, hvor de gamle fønikiere i længst forsvundne tider havde gravet deres guldrigdomme frem af jorden” (s. 117)

Robert Andersen – eller som han var døbt Rasmus Andersen – stod i det nuværende Zimbabwe og triumferede over, at han havde fundet Kong Salomons Miner. Han var inspireret af Rider Haggards roman om samme emne, og som mange andre ledte han efter de mytiske miner. Kong Salomons Miner var det nu nok ikke, men guld var det, ogRobert Andersen blev en af de guldgravere, der faktisk fik noget ud af anstrengelserne.

Det var dog ikke nyt for ham. Han havde fundet både guld og sølv tidligere, så han var en holden mand, der altså også havde råd til at finansiere en tur i det sydlige Afrika, hvor guldfeberen på dette tidspunkt – 1894 – rasede. For RobertAndersen fulgte feberen og var ramt af den i svær grad.

Robert Andersen var født på Nordlangeland i 1851, og da han ikke havde lyst til at være landmand, kom han ud at sejle i 1865. Og her begyndte hans eventyrlige held at gøre sig gældende. På sin første tur afmønstrede han i England, hvorefter skibet gik ned med mand og mus på vej tilbage over Nordsøen. Heldet havde han fra begyndelsen, der var også et andet skib, som han udgik at gå ned med. Da han var i Afrika, kom han lige efter den første Matabelekrig, og han sørgede for at komme væk igen lige inden den anden Matabelekrig. Og så havde han jo held i forbindelse med guldgraveriet, men det var nu også forbundet med meget arbejde at søge i dagevis i terrænet – prospektering – for at finde steder, hvor det måske kunne være interessant at grave.

Det første fund gjorde han i Leadville, Colorado, et sølvfund, og derefter gik det slag i slag. Robert Andersen fandt guld flere gange i Californien, det sydlige Afrika er allerede nævnt, og han var også en smuttur i Australien for at deltage i guldgravningen der i 1897-98. Det gav dog ikke rigtigt noget resultat, så han søgte tilbage til USA, hvor det nu var Klondike, der var det sted, alle de eventyr- og guldhungrende fra hele verden drog til. Det var i begyndelsen meget svært at komme til Klondike – vandringer over bjergpas, rivende floder mm. gjorde det til en frygtelig oplevelse for mange. Men for enden af den strabadserende tur lå altså guldet, og her grundlagde Andersen ” Robert Andersen Concession” i Hunker Creek, hvormed han blev en af områdets største mineejere.

Det gav altså godt med penge at grave guld i Klondike, og det gav også en pæn slat, da Robert Andersen i 1906 solgte det hele og rejste hjem til Danmark. Han var blevet træt af det hårde liv og de mange rejser, så nu slog han sig ned i København, blev gift og levede tilbagetrukket i mange år, inden medierne i 1930’erne og 40’erne fandt ud af, at her sad en ældre herre med en fantastisk historie, som han hellere end gerne fortalte om. I 1938 udkom ”Jorden rundt efter Guld” – som var samlet af hans kone, der havde lyttet til hans historier i mange år. Robert Andersen døde i 1945.

Det er ovenfor omtalte bog, de to forfattere Jesper Bosse Jønsson og Michael Helt Knudsen faldt over og blev fascinerede af. Et fantastisk liv på mange kontinenter med massevis af dramatiske begivenheder – og så det, at Robert Andersen havde opfyldt drømmen om at drage ud i den store verden, finde guld og vende hjem som en holden mand. Man forstår godt, at forfatterne, der begge er kulturgeografer, lod sig rive med og følte, at her stod de med et materiale, der var helt unikt, og som de måtte omsætte til en bog. Det har de så gjort, dels ved at lade Robert Andersen fortælle med sine egne ord nogle steder, og andre steder genfortælle beretningen – dels ved at have undersøgt alle de mange facts, der bryder frem gennem beretningen. Hvordan graver man guld, hvorfor er det så kostbart, historier om nogle af de andre legendariske personer i guldgravningens historie, det vilde vestens historie, krig i Sydafrika, goldrush i Australien osv. osv. Man får meget at vide, og det er spændende viden – vel ikke nødvendigvis nyttig viden, men af en så høj underholdningsgrad, at man læser videre med tilbageholdt åndedræt. Det er altid spændende at blive grebet af begivenheder og forhold, man ikke havde en anelse om ville være interessante – og når det så er sådan en eventyrlig historie, hvor vor danske helt oven i købet har heldet med sig, så er det fornøjelig læsning. Det er næsten en drengebog i ordets positive betydning.

Så den kan anbefales til de mørke vinteraftner – men den kan sikkert også læses i liggestolen til sommer!