Gulkrog - et Vejlekvarters historie
Af Verner Bruhn, Esbjerg.
Det er en gammel disciplin at udgive byhistorier, og der er vel næppe nogen tidligere købstad eller by der ikke har en – adskillige har endda flere. Det er derimod mere sjældent, at et enkelt kvarter eller bydel gøres til genstand for en nærmere undersøgelse, selv om der glædeligt nok er kommet nogle stykker de senere år. Værdien af en sådan beskrivelse af et bestemt kvarter ligger naturligvis i, at de særlige træk der har skabt kvarteret kan belyses og sammenholdes med selve hovedbyens udvikling. Den øgede interesse øges formodentlig bl.a. af de store muligheder der ligger i udnyttelsen af it-teknikken og det stigende antal databaser, der efterhånden er tilgængelige over nettet. Det er den foreliggende bog et godt eksempel på. Om der ligefrem er tale om en ”ny form for lokalhistorie”, som det nævnes i forordet, er måske tvivlsomt, men det er i hvert fald en ny måde at udnytte kildemateriale på. Rønnow har anvendt det geografiske informationssystem GIS til at hente oplysninger fra skattemandtalslister og folketællinger og omsætte dem til ”øjebliksbilleder” i 1860, 1890, 1918 og 1940, mens Poul Ulrich Jensen har benyttet arkivalierne på Vejles Byhistoriske Arkiv og Stadsarkiv, forretningsarkiver, foreningsarkiver m.m. og for tiden efter 1960´erne på en række interviews blandt ældre borgere.
Beretningen om Gulkrog begynder efter en kort indledning i 1850´erne, hvor området efter en langvarig strid mellem lodsejerne efterhånden blev bebygget og antog karakter af et ”bykvarter” og føres videre gennem opgang og senere stilstand frem til vore dage. Baggrunden for denne udvikling var ophævelsen af konsumtionsvæsenet i 1851, næringsfrihedens fortsatte udbredelse og bortfaldet af en række andre snærende bånd, som tilsammen skabte nye muligheder for vækst i området og for erhvervslivet for hele Vejle. Gulkrog blev indfaldsvej til byen fra sognene mod nord og nordvest, og efterhånden som både veje og jernbaner de følgende tiår blev forbedret, voksede indbyggertallet i Gulkrog hastigt fra knap 700 i 1860 til 1.349 i 1918. Den egentlige gründertid fra 1860-1890 var præget af indvandrere fra sognene Grejs, Hover og Jelling, og helt frem til 1918 var aldersfordelingen da også den typiske for et udviklingsområde med mange børn og unge og få ældre. Den stærke vækst kaldte på mange aktører, især håndværkere af alle slags og driftige folk som f. eks. ”mechanicus Kjær” der foruden at nedlægge gasledninger – gasværket var oprettet i 1859 – også tilbød at ”indsætte kunstige tænder”. Småforretninger skød op – dagligvarebutikker som købmænd, slagtere og bagere, og med anlæg af nærbanerne Vejle- Give i 1894 og Vejle-Vandel tre år senere fik både Gulkrog og oplandet flere muligheder, så også flere mindre virksomheder skød op - garveri, jernstøberi, sæbe-og parfumefabrik m.fl. Ikke alle klarede sig, mens andre voksede og blev til større produktionsenheder. Skildringen af disse pionerår i al deres forskellighed er både instruktiv og livlig og i øvrigt illustreret med udmærkede billeder.
Skildringen tynder noget ud i perioden 1920-1945, vel mest fordi kvarteret var kommet ud af de mere spændende tilblivelsesår og efterhånden mere og mere kom til at ligne andre af Vejles kvarterer. Det afspejles demografisk af, at indbyggerne ikke mere var domineret af tilflyttere, men af folk der var født i området, og alderspyramiden nærmede sig den klassiske urnemodel med færre unge og flere ældre. Kvarteret begyndte at ændre karakter på grund af de voksende trafikproblemer som følge af den stigende bilisme, i Gulkrog dog med en særlig dimension med anlæg af Højbanen og opførelse af en ny banegård. Til gengæld er der i skildringen blevet plads til lidt fyldigere omtale af nogle af de virksomheder, der prægede kvarteret. Hvem vidste for eksempel at produktionen af de populære sovesofaer begyndte i møbelfirmaet Dantos i Gulkrog?
Det var dog først efter Besættelsen at den nye udvikling af Gulkrogområdet for alvor tog fart, eller rettere sagt: i dele af kvarteret. Nye boligforeninger begyndte opførelsen af lejlighedskomplekser og en nydannet Vestergadeforening tilpassede forretningslivet til nye tider, mens andre dele af kvarteret stagnerede og forfaldt, indtil en saneringsplan i slutningen af 1970´erne omsider gennem nedrivning og ombygning helt ændrede bybilledet. Første del af bogen slutter med en særlig omtale af Gulkrogs største og mest markante virksomhed, papirvarefabrikken A/S Charles Hindborg, etableret i 1887 og omdannet til fond i 1961. I betragtning af at Fonden er medudgiver af bogen er omtalen vel rimelig nok, selv om den er noget omfattende. Den rummer til gengæld gode beretninger om, hvordan familier, især kvinder i kvarteret, sad og lavede papirposer til fabrikken når dagens huslige sysler var endt.
Bogens sidste del er reserveret kommentarer til kort, grafer og figurer af de demografiske undersøgelser af beboernes hjemsted, alder og beskæftigelse og deres ofte nye beskæftigelse og økonomi efter tilflytningen i de samme kronologiske nedslag 1860, 1890, 1918 og 1940. Det er i denne afdeling man for alvor kan se, hvor detaljerede oplysninger der kan hentes i det store arkivmateriale ved at udnytte nye metoder som indgang. Der kan sikkert anføres gode indholdsmæssige grunde til denne opdeling af stoffet, men dispositionsmæssigt forekommer den dog upraktisk. Dels medfører den en række gentagelser, dels og især betyder det at læseren skal springe fra den første beskrivende del til den anden kommenterende for at få fuldt udbytte af indholdet. I øvrigt undrer det, at de demografiske grafer og alderspyramider sammenligner Gulkrog med landsgennemsnittet – interessant nok, men når det nu handler om et kvarter i Vejle, havde det været mere logisk at sammenligne med Vejle By. Det havde i det hele taget været nyttigt med en form for sammenlignende konklusion mellem den gamle by og nybyggerkvarteret for at understrege og tydeliggøre, hvori Gulkrogs særpræg egentlig bestod. En sådan konklusion kunne også have fremhævet en helt afgørende pointe der fremgår af oversigterne, nemlig at Gulkrog nok udgjorde et bykvarter for sig selv i forhold til den gamle bykerne, men at der også i den nye bydel var store forskelle i demografisk, social og erhvervsmæssig udvikling. Vestergade var fra begyndelsen den vigtigste indfaldsvej og derfor den dominerende gade, og denne førende status fastholdt den gennem hele perioden i forhold til f.eks. Gulkroggade og Skovgade.
Der er mange muligheder i lokalstudier som i Gulkrog – omtrent hver by har sine, og der kan hentes både ideer og gode eksempler i bogen om et kvarter i Vejle der vel bar et gyldent navn, men om end ikke fattigt, dog uden d.
Forfatterne har lagt størst vægt på de demografiske og erhvervsmæssige forhold, hvorimod forenings-og fritidsliv er så godt som usynligt i beretningen om Gulkrog. Om børns skolegang næsten intet, og om deres mulighed for leg hedder det i en billedtekst, at de legede på gaden, for trafikken omkring 1890 var ikke så voldsom. Det er et udsagn, der kan gælde for stort set alle byer i landet. De billeder, hvor børn leger, er af glade baptistpiger, og piger der leger med dukkevogne i en baggård. Var der ikke en mark, hvor drenge spillede fodbold eller legede røvere og soldater?
Netop i et kvarter under opbygning kunne man forvente at tilflytterne søgte sammen i nye fællesskaber, og selv om der i nogle interviews sporadisk tales om ”det gode sammenhold”, er der ingen eksempler på foreningsdannelser som skytte- eller gymnastikforeninger, boldklubber m.m i den tid mellem 1870 og 1914, der ofte omtales som foreningstiden. En enkelt bemærkning er der om oprettelse af en afholdsforening – i øvrigt Danmarks første, og ellers omtales kun Baptistmenigheden der allerede i 1877 byggede et kapel og senere kirke i kvarteret. Baptisterne stod stærkt i denne del af Vejle og samlede mange børn og unge i søndagsskole og spejderkorps, men var der ikke andre spejdere i byen og var Indre Missions udbredte søndagsskolevirksomhed slet ikke til stede?
