Menu
Forrige artikel

Gyldendals store verdenshistorie

Kategori: Bøger
Visninger: 9103

Af Vigand Rasmussen, lektor, cand. mag.

Mens forsiden af denne verdenshistorie er meget sart med storbyens spejling i Stonehenge, så er der anderledes saft og kraft i de godt tre kilo indhold.

Bogen er en blanding af et historisk opslagsværk og et ditto atlas med rod i The Times Atlas of World History. Den danske udgave er redigeret af redaktionen bag Den Store Danske Encyklopædi, hvorved dette arbejde er i de bedste hænder. Anders Nygaard har ligeledes klaret den svære oversættelse fint med et absolut læseligt resultat, om end mange måske vil studse over ord som ’pastoralisme’ (s.44) og ’peninsulære’ (s. 46). Det må ikke have været nemt at skulle oversætte så komprimerede tekster som i denne verdenshistorie.

Værkets egentlige indhold indledes med en tretten sider lang verdenshistorisk kronologi, hvor de fire spalter er regionsopdelte, mens den femte handler om ’Kultur og Teknologi.’

Derefter følger syv dele, der går fra ’Menneskets oprindelse og de tidlige kulturer’ til ’Den globale civilisations periode.’ Hver del indledes med en kort tekstouverture, der lige skitserer, hvad der venter læseren. Derefter følger en række emner, som bliver behandlet på dobbeltsideopslag, hvor hvert opslag består af en ret kort, men absolut fyldestgørende tekst, af eet billede, af nogle kronologiske oversigter og af nogle kort med fyldige tekster.

Kortene er med omhu valgt, så emnet dækkes på grundig vis. Eksempelvis er der på opslaget om ’De europæiske opdagelsesrejser’ et kort over større europæiske opdagelsesrejser fra 1480 til 1630, et mindre kort over rejser i Caribien fra 1493 til 1519 samt et kort over den europæiske udforskning af Stillehavet fra 1720 til 1780. Dette opslag giver således en fin introduktion til opdagelsesrejserne fra de tidlige portugisere til James Cook.

Det sidste opslag handler om ’Det globale miljø’, og bogens sidste billede er et foto af en syreregnsramt tjekkisk skov, hvor de udgåede træer står som var de malet af den tyske romantiske maler Caspar David Friedrich. Det er en afslutning, der maner til eftertanke.

Bogen rundes af med en fyldig ordliste og et ditto indeks, som bestemt ikke mindsker værkets anvendelsesmuligheder.

Selv om der gennem de forskellige engelske udgaver har været en udlugning af de uundgåelige fejl, har et par småkiks alligevel sneget sig ind i denne danske version. Det hører absolut til i småtingsafdelingen, at Aalborg på kortet på side 40 er anbragt i Frederikshavn. Det er lidt værre, når industrialiseringskortet på side 235 giver indtryk af, at det danske jernbanenet i 1914 bestod af en bane fra grænsen til omegnen af Vejle, en art gaffelbane fra Århus til henholdsvis Struer og Aalborg, en bane tværs over Fyn samt banen fra København til Korsør. Man kan naturligvis ikke forlange, at de mange småbaner er taget med, men hovedbanenettet burde være komplet og korrekt anført på kortet af hensyn til de brugere, der ikke lige er hjemme i den danske jernbanegeografi. Og så er det, man får den kætterske tanke: lider kortmaterialet af lignende mangler for andre områders vedkommende ? Det er næppe tilfældet. Stikprøvetjek har ikke afsløret noget i den retning.

Det er forunderligt, men egentlig også lidt befriende at se en verdenshistorie uden et foto af Adolf Hitler, ligesom hans vej til magten i Tyskland klares på atten linier. Til gengæld gøres der på fineste vis meget ud af verden udenfor Europa, hvilket både er nyttigt og tiltrængt.

Gyldendals Store Verdenshistorie kunne ved første øjekast se ud som endnu en coffee table book, men ved nærmere øjesyn afslører den sig som et utroligt vægtigt og vigtigt opslagsværk, der bør ligge permanent på læsepulten – klar til at gøre sig nyttig, når historiske spørgsmål trænger sig på.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Michel Foucault – En introduktion
Spindelvæv og drømme
Territorium, stat og nation