Håbets gennembrud

Af Preben Etwil

Danmarks mest vidende historiker ud i det anstrengte Øst-Vest forhold, Poul Villaume, nåede kort før sin død at få færdigskrevet tredje bind af sin store monumentale danske trilogi om Den Kolde krig 1917-1991.

Dermed foreligger der nu på dansk en kvalificeret og samlet historisk fremstilling af hele Den Kolde Krig, som den udspillede sig 1917-1989 Værket bygger på den nyeste internationale forskning, bl.a. baseret på nyåbnede arkiver i både Øst og Vest. Dog med en bias mod Vest, da Øst-arkiverne tilsyneladende er begyndt at lukke sig omkring sig selv.

Tredje binds undertekst: Afspænding, nedfrysning og tøbrud 1977-1991, dækker meget godt bogens indhold.  

Bind 1: Frygtens logik (2020) og Bind 2: Mellem frygt og håb (2023) er anmeldt andet sted på www.historieonline.dk.  Se anmeldelserne her

I bogens fyldige epilog, forsøger Villaume at give sin forklaring på, hvorfor det er gået så skævt mellem NATO/USA på den ene side og Rusland på den anden side efter 1991 – med særlig fokus på krigen i Ukraine.

Epilogen burde være pligtlæsning for alle, der i dag har en mening om årsagen til Rusland voldelige overfald på Ukraine. Denne epilog nuancerer debatten uanset om man er enig eller ej med forfatteren, men viser desværre, at bogens titel om Håbets gennembrud hænger i en tynd tråd, når sejrherrerne USA/NATO behandler taberne, Rusland, ikke-anerkendende og respektløst: ”Basil Lidell Harts 1960: Fasthold styrke, om muligt. Under alle omstændigheder, hold hovedet koldt. Hav ubegrænset tålmodighed. Træng aldrig en modstander op i hjørnet, og hjælp ham altid at med at redde ansigt. Sæt dig selv i hans sted – for at se tingene gennem hans øjne. Undgå selvretfærdighed som djævlen – intet gør mere blind” (p. 271).    

Bogen indeholder tre kapitler:

Kapitel 1 har overskriften Détente (afspænding) i krise, og er tidsfæstet til 1977-1979, hvor Villaume med sikker hånd behandler forskellige former for menneskerettigheds-aktivisme i både Øst og Vest, supermagtsrivalisering på Afrikas Horn og den Islamiske revolution i Iran – og ikke mindst den fejlslagende Sovjetiske invasion af Afghanistan, hvor det tydeligt fremgår, at en alders- og dementramt Bresjnev kører på sine sidste dampe.

Kapitel 2 der har titlen Ny atomfrygt, europæisk håb, dækker perioden 1980-1985, og gennemgår en række historiske episoder, der bl.a. dækker den såkaldte Carter-doktrin, en ny amerikansk atomstrategi, den europæiske ”nulløsning”, krigsretstilstand i Polen, og ikke mindst Ronald Reagans såkaldte ”Stjernekrigsprojekt”. Kapitlet kræver, at man holder tungen lige i munden, hvis man skal have det fulde udbytte af alle de nævnte strategiers anvendte forkortelser. Det gælder dog for øvrigt for hele værket.

Kapitel 3 der er tituleret: Vejen til Murens fald og Den kolde krigs afslutning, omhandlende perioden 1985-1991. Ingen kan være i tvivl om, at det er denne del af historien, der vil blive husket længst – ja, i generationer, da det på alle måde var den periode, der ændrede mest for fremtiden. Et tema, der vendes tilbage til i bogens epilog.

Kapitlet handler bl.a. om, hvordan Sovjet ændres under Gorbatjov, og hvordan Reagan langsomt alderdomssvækkes, og hvor Villaume hårdnakket afliver myten om, at det var Reagan himself der banede vejen til Berlinmurens fald og Sovjetunionens kollaps. Men ikke mindst bliver påstanden om, at NATO ikke ville rykke en millimeter længere mod Øst, taget under grundig historisk behandling.

I et nutidigt perspektiv, er bogens epilog måske det mest interessante. Det indeholder en relativ grundig gennemgang af alt det, der foregik mellem Ukraine og Rusland, og hvordan USA og NATO aktivt pustede til ilden.

Bogen er skrevet i en meget læsbar form, hvor både fagfolk og lægmænd kan læse den med stort udbytte.

Et gennemgående tema gennem hele bogen er, at fjender tillægger hinanden de allerværste onde motiver, og bygger deres forsvar op i frygt for, at modparten har andet i ærmet, end de reale forhold tilsiger. Derfor spiller misinformation og fordækte hensigter en altafgørende rolle for tingenes faktiske udvikling. Hele det vanvittige våbenkapløb, der foregik under Den Kolde Krig, byggede for begge parter på en gensidig frygt, at man ikke kunne stole på hinanden. Begge parter forsøgte så at forsvare sig gennem styrke. Det lykkedes ikke for Sovjet. Ikke på grund af Reagan, men på grund af økonomisk ineffektivitet og demokratisk underskud i et stivnet bureaukratisk styre, der byggede på en ideologi, der ikke havde forbindelse med virkeligheden: ”Den der kommer for sent, vil blive straffet for livet” som Gorbatjov så klogeligt sagde til Honecker på DDR’s dødsleje (p. 229).

Løbet var kørt, Sovjetsocialismen stod ikke til at reformere.

Det at USA og NATO behandlede taberne med manglende respekt og anerkendelse hører eftertiden til.  

Bogen, ja hele storværket om Den Kolde Krig, kan med disse ord på det varmeste anbefales til læsning i den kolde tid, som vi lever i.

[Historie-online.dk, den 23. oktober 2024]