Haven til lyst og glæde

Af Ning de Coninck-Smith

Jeg elsker min have, så er det sagt. Jeg har drømme og mange planer, jeg flytter rundt, planter nyt og holder skarpt øje med snegle og andet utøj på vej til at forstyrre min idyl. Min glæde er ikke blevet mindre, efter jeg har været i selskab med tidligere museumsinspektør ved Langelands Museum og havehistoriker Helle Ravns bog Haven til lyst og glæde. Den danske havekultur gennem 200 år. Et langt forsvar for haven som folkekunst og for havedyrkning som en bevarings- og beundringsværdig aktivitet. Vi er mange, som har ’haven i hovedet’, som Helle Ravn skriver.

Her handler det ikke om barokkens stilige anlæg, eller den romantiske park efter engelske forbilleder, det handler om det lille paradis på jord, hvor bondekoner, lugekoner og havemænd har trimmet hække, fjernet ukrudt, gravet georginer ned – og taget dem op igen – hvor alverdens lægeurter har trivedes ved siden af rabarber og stikkelsbær. Det handler om borgerskabets prydhaver med lysthuse og nøddegange, revne, grusede gange og store staudebede; om parcelhus- og rækkehushaver med perlegrus eller små grå skærver, måske med japanske forbilleder – og om havevandringer, plantebytte hen over hækken, om gril, trampoliner og havestuer og - nisser. Børn, leg, klatretræer og badebassiner, de nyeste biodiverse trends.  Det hele er totalt genkendeligt, om end kolonihavefolket endnu har deres fortælling til gode.

Museumshave Vendsyssel historiske museum, august 2021

Helle Ravn trækker på stribevis af kilder, fortrinsvis haveblade, som f.eks. det husstandsomdelte Idenyt, hvis historie går tilbage til 1950’erne, og havebøger, hvor den ældste Havekatekismus er fra 1787, men også på viden indsamlet gennem utallige havebesøg, fastholdt gennem en righoldig fotoside og tegninger, udført af Peter Dragsbo. Betydningen af planteskoler – den ældste er fra 1695 – gartnere på valsen, præstegårds- og skolehaver som formidlere af ny viden trækkes frem.  Havearkitekter har der været mange af, fra de kendte, som Erik Erstad-Jørgensen, Johannes Trolle og C. Th. Sørensen til de mindre kendte, som Wisti Raae, der satte sit præg på mange haver i omegnen af Gram i 1950’erne.  Også havekonsulenterne får deres berettigede plads i havens kulturhistorie og selvfølgelig Søren Ryge Petersen, hvis nede på jorden tilgang og håndholdt TV omkring årtusindeskiftet udfordrede den ædle havekunst.

Haver kommer grundlæggende i to typer, bondehaven, som var til nytte, hvor buksbomhække eller sten afgrænsede de firkantede bede og den borgerlige have, som opstod i forbindelse med 1800-tallets villabyggeri. Her handlede det ikke om nytte, men om oplevelser og fransk importerede roser. Haver har deres egen cykliske tid, bestemt af årstiderne, havens karakter og ejerens liv. Hvor haver historisk set ofte blev beplantet for eftertiden med langsomt voksende planter, som nøddehegn og rødbøg, bliver moderne haver beplantet for nutiden. Sorterne er blevet færre, og traditionen med at tage frø og stiklinger synes nærmest forsvunden, ifølge Helle Ravn. Nu har planteskolerne deres kronede dage. Hver egn sin have; vestjyderne kæmpede med sand og blæst, men var til gengæld glade for havenisser og anden pynt, mens fynboerne lå i læ og havde de smukkeste haver. Særlig haverne i Troense beskrives med en særlig og kærlig hånd.  Gartnere på valsen satte deres eget præg på haverne på Als. Sydpå stødte de på solitære nåletræer og mispel, og tog dem sidenhen med sig hjem.

Forbindelse mellem hus og have udgør et kapitel i sig selv. Bønderne så ingen grund til at sidde ude i Guds frie natur, når de endelig havde fri, og borgerskabet foretrak lysthuset, eller kroketspil på de stadig større græsplæner. Havemøbler var endnu ikke hver mands eje, men det blev de efter 2. Verdenskrig, efterhånden som terrasserne blev større og modernismens (have)arkitekter dyrkede sol og frisk luft og nærmest trak haven ind i parcelhuset.

Den der troede, at Helle Ravn ikke havde en mening, kan godt tro om. Det har hun helt bestemt, skærver og perlegrus og betonrør i forhaven med (forkølede) planter er ikke høj kurs, parcelhushavernes robotklippede græsplæner og betonfliser finder heller ikke nåde, mens forfatteren med gru har iagttaget unge par, der vender op og ned på en gammel have. Forståelse for den folkelige havearkitektur, skal man således ofte lede længe efter, fredninger kommer ikke på tale – og det giver måske ganske god mening, at haver ikke er tidsløse. Tænker denne anmelder.

Hvis man gik rundt og mente, at en have var en have, tager man således fejl. Der er mange fortællinger, dybe lag af kultur og historie, planter som går og kommer (som den danske sommer) og egnsspecifikke karakteristika.

Helle Ravns viden om folkelig havekunst er som ingen andens. Hun er en fabelagtig iagttager af havens pudseløjerligheder, men som formidling er bogen ikke helt vellykket. Indholdsfortegnelsen lover mere systematik, end bogen holder, idet de enkelte kapitler er springende og gentagende, og der savnes et register. Men læs et kapitel ad gangen, for at tage ved lære, for at undres og for at blive glad for sin egen have, også når efteråret for alvor melder sig med havearbejdet til følge.

Pæon, solskinsdag, Rymarksvej Hellerup, juli 2021

[Historie-online.dk, den 8. september 2021]