Havnen – hvor verden ender og begynder

Sådan uden banderole fra stederne af…

Søfartsmuseets årbog ”Havnen” er endnu en perle fra et af de fineste museer i Danmark. I år kommer man både rundt om bordeller i Asien og den måske snart fjernede havneoase i København.

Af Erik Ingemann Sørensen

Når man – som denne anmelder – er født og opvokset i Fredericia, er der 2 fortællinger, man har fået ind med modermælken. Den ene fortælling er fra banegården med dens mægtige dampmaskiner, der kunne gøre enhver knægt himmelfalden: ” Se hvor Maskinen, / den vældige Tingest, staar rolig og syder", skrev Johannes V Jensen i digtet ”Memphis station”.

Og så havnen. Med al dens liv, mystik, fortællinger, mennesker og skæbner. Det var en fast søndagstradition, at min far tog mig ved hånden for at trave en tur rundt på havnen. Og min far kunne fortælle som ingen anden. Om stederne og om farefulde sejladser, om ”skibskatastrofer og pludselig død”, som Tom Kristensen skriver.

Fredericia havn inden de gamle skibe helt forsvandt

Hvert år venter man spændt på den nye årbog fra Søfartsmuseet i Helsingør. Her kommer den ene perle efter den anden. Og i år er så sandelig ingen undtagelse. Denne gang med havnen som omdrejningspunkt.

I en lille ekstraindledning skriver den sejlende Mikkel Beha Erichsen: ”Men for mig er havnen dufte. Dufte og lugte af spildolie, rådden fisk, maling, mennesker, bolværk, eventyr og tryghed…” (s.7) Mon ikke selv bolværksmatroserne må give eventyreren ret?

Årbogens redaktør, Thorbjørn Thaarup, indleder med en spændende artikel om havnen som port til verden. Han er blevet nysgerrig efter at opklare, hvor man kan finde verdens ældste havn. Det kom lidt som en overraskelse for mange, da arkæologer i 2011 udgraver ved Wadi-al-Jarf. Her synes det ikke, som om Google Maps er til megen hjælp. Men stedet ligger ved Nildalen – syd for Cairo. Fundene har afsløret, at det var her, man lossede de store blokke, der blev anvendt ved bygningen af pyramiderne. Storhedstiden var omkring Cheops tid (ca. 2575 f.Kr.). Så var det slut. ”Store stenblokke forsegler husenes indgange og indikerer, at man en dag for omtrent 4.570 år siden har låst efter sig, muligvis i forventning om en tilbagevending…” (s.12).

Thorbjørn Thaarup fortæller også om de vigtige handelspladser i Skandinavien: Hedeby, Ribe, Kaupang og Birka. Henholdsvis Danmark, Norge og Sverige. Anlagt ved vandvejene blev de vikingetidens markante steder for udveksling af varer. Se video.

Romerriget – oldtidens stormagt – havde Rom som omdrejningspunkt. Kysten lå godt 30 kilometer fra hovedstaden Rom. Men Tiberen løb igennem på dens vej mod havet. Logisk var det derfor at opføre en havn i nærheden af dens udløb. Derfor finder vi byen Ostia, der blev byen, hvor man lossede varer og lastede nye. Det kniber lidt med dateringen, men man mener, at den opstod omkring år 300 f.Kr. Der var et voldsomt behov for blandet andet korn til indbyggerne i Rom.

Mosaik fra Ostia. I midten det store fyrtårn der ledte vej til havnen. (s. 23)

Fyrtårnet, der sendte sit signal langt ud på Mare Nostrum, er desværre ikke med i artiklen, der også mangler det enorme tårn ud for Alexandria.

Selv om Ostia var den vigtigste havn for Rom, findes der eksempelvis intet amfiteater, skriver forfatteren. Det undrer mig meget. Der findes rent faktisk et amfiteater med plads til ca. 4.000 mennesker.

Efterhånden overtog nabobyen ’Portus’ Ostias rolle, mens Ostia langsomt sygnede hen.

Sådan er det ikke i dag. Millioner af turister og de stakkels skolebørn, der ihærdigt følger i hælende på en forelæsende lærer, besøger hvert år Ostia. Her har man udgravet store dele af byen – faktisk det meste af den, så man kan vandre rundt og møde denne fascinerende oldtidsby: Se video

Skudehavne og bondesejlads

Efterhånden som skibene udviklede sig, kom der endnu større mængder af gods. I Danmark havde havnene ikke udviklet sig i samme takt. Denne udfordring tacklede man ved at lade fartøjerne gå så tæt på stranden som muligt. Lasten blev så bragt i land af mindre både.

Scenen er fra 1883, men situationen ville ikke have været fremmed for 1500-tallet… Illustration fra bogen, s.25

”Ordet bondesejlads giver det indtryk, at det var bønder, der sejlede deres egne varer til købstæderne på deres egne skibe, men det var sjældent tilfældet…” (s.24). Denne problemstilling har man på Åland løst ved at tale om ’husbehovsseglation”. (Se blandt andet: David Papp: ”Åländsk allmogeseglation” (Rabén & Sjögren, 1977).

Rundt om var der altid skippere, der ledte efter en mulig last. Hvad bønderne så kunne drage nytte af.  En sejlads i ballast var ensbetydende med tab.

Renæssancen medfører ”en centralisering af handel og godsorientering…i sidste ende købstæderne, der løb af med sejren…” (s.25). Nu fulgte de store havneprojekter. Disse fører forfatteren på fin og velformuleret op til vores egen tid.

For netop 100 år siden

Der er markante 100 års jubilæer i år. Størst er nok afslutningen på 1. verdenskrigs vanvittige slagterier. Det moderne Finland fødes. Og Danmark sælger De vestindiske Øer til USA. Sidstnævnte markeres på fin måde i artiklen ”I transit – danske spor i havnen på Sankt Thomas”, skrevet af  Nathalie Brichet.

Artiklen er tæt knyttet til den fine udstilling M/S Museet for Søfart viste i 2017. Om målet med artiklen hedder det: ” Jeg (har) med ovenstående havnehistorie (Havnen på Skt. Thomas) som baggrund valgt at forfølge nogle af de spor, som skiftende tiders udnyttelse af havnens muligheder har sat på nutiden. Under mine feltarbejder har jeg således via samtaler med øens beboere analyseret, hvordan tidlige tiders aktiviteter på havnen præger nutidens aktiviteter og knytter hændelser sammen. Især det ganske særlige samarbejde mellem den danske stat og private i starten af 1900-tallet viste sig vigtigt…” (s.65).

Undersøgelserne synes at pege på, ”…at fortidens koloniale aktiviteter har haft store konsekvenser for havnelivet på Sankt Thomas på både godt og ondt…” (s.65 f.).

Spændende er det. For hvor vi ved pænt meget om fortidens danske aktiviteter på Grønland, så synes det, som om De vestindiske Øer ikke længere spiller nogen rolle for nye generationers bevidsthedsdannelse. Mange får et chok, når de hører om de danske slaveskibe.

Omvendt kan synet af Dannebrog vække smerte på øerne: ”Hver dag blev det danske flag hejst fra den tidligere guvenørbygning på Denmark Hill, hvor direktøren for WICO (The West Indian Company) plejede at bo. Hver dag, når vi gik til og fra skole, kunne vi se det danske flag – vi ejer ikke vores egen havn; der var en smerte i vores ansigt; selvfølgelig! Det var jo den tidligere kolonimagts flag.” (s.72) Sådan udtrykte en af øernes beboere i 2016.

Nathalia Brichet bruger helst ordet ”slavegjorte mennesker” om de mennesker, der ankom fra det afrikanske kontinent. Det kan virke lidt forvirrende. Ordet/begrebet er tilsyneladende først dukket op i det danske sprog i 2004. Det er lidt følsomt det ord. Den tradition, man voksede op med, anvendte udtrykket ’slave’ – uden at man følte noget nedsættende over det. Det gælder for den sags skyld også ordet ’neger’ – det var heller ikke nedsættende. Ikke før den politiske korrekthed bankede på døren. Jeg kaster absolut ikke noget lod ind i den debat. Noterer stilfærdigt de vanskeligheder Statens Museum for Kunst havde med titlen på et billede. Man kan jo nøjes med at kaste blikket over på den anden side af Øresund for at se, hvor ømtåleligt et ord eller begreb bliver gjort.

Dansk kolonihistorie er fyldt med umådelige lidelser for dem, det gik ud over.

Det kan vi ikke vende ryggen til. Men….

En til tider temmelig mærkværdig historie

Det myldrer med historier, der bare venter på at blive fortalt. Midt i al dette henter Nathalia Brichet en af de særligt delikate frem. Om kapitaldrømme, politisk vankelmodighed, spirende uro samt den tyske ørn. Og hvor kan hun dog fortælle.

Det drejer sig om WICO, havnemagt, drømme og profit. Forfatteren har fundet særdeles spændende kildemateriale frem. Allerede i 1902 havde man forsøgt at sælge øerne.  Men det faldt på grund af stemmelighed i Landstinget.  Da man i horisonten kunne se, at Panamakanalen ville blive realiseret, kom ’Den hvide elefant’ – direktøren for ØK, H. N. Andersen, på banen. Vidunderligt formuleret af forfatteren. ”Ud fra en blanding af fædrelandskærlighed og målbevidst købmandsskab…” (s.74) gik han ind i planerne om udviklingen af havnen på Sankt Thomas.

Senere kommer den vægelsindede kamæleon, den radikale udenrigsminister Erik Scavenius ind over. Denne historie og resten af fortællingen er så spændende, at jeg ikke her skal afsløre trakasserierne.

Artiklen er glimrende illustreret – som hele årbogen. Forfatteren nævner den danske maler Hugo Larsen, der vel kan kaldes øernes maler. Desværre mangler der et link til hans værker. Han er virkelig værd at stifte nærmere bekendtskab med. Jan Tuxen har lavet et fint website med hans kunst. Det kan ses her

Der kom et brev med bare et par linjer…

Breve hjem og breve fra hjemmet var de lyspunkter, der holdt modet oppe, når afstandene kunne måles i tusindvis af sømil. Dengang. I dag er det så let som ingenting med ’Facetime’ og diverse andre elektroniske kontaktmuligheder.  Her og nu er det jo en herlig ting. Men som historiker må man se et stort og vigtigt kildemateriale forsvinde. Hvilket i øvrigt også gør sig gældende for gmail med mere.

Formanden for Aarhus Søfartsmuseum, Ole Sonne, har samlet og bearbejdet en stor brevsamling af skibselektrikeren i ØK, Henning Fabricius Munksgaard Jørgensen. Han levede fra 1915 til 2000. Han sejlede i 30 år og var således væk fra hjemmet i 24 år, skriver forfatteren. Man har bevaret 534 af hans breve og kan gennem disse erfare om en sømands dagligdag.

”Mange ting ændres med årene, livet til søs blev rutine, og brevskriveren befandt sig i forskellige livsfaser…” (s.101).

I et brev fra Genua 29.11.47 skriver han: ”Det er ellers en pæn by set herfra. Der står kvinder nede på kajen og tigger mad, så det er ikke godt her…2 (s.103 f.)  Et typisk billede fra en havneby kun 2 år efter krigens ophør. Disse forhold åbnede til gengæld op for andre muligheder hos det andet køn, hvilket der da også fortælles i andre breve. Her synes især Asien at være leveringsdygtig inden for det amourøse område.

I mange år var der også knaphed i Danmark, hvorfor cigaretter, spiritus og beklædningsgenstande vakte jubel, når sømanden kom hjem med pakker under armen. Eller som dengang han vendte hjem med en ganske særlig flaske til barnedåb: heri var der vand fra Jordanfloden.

Undervejs kan artiklen føles  lidt enerverende. Det er imidlertid ikke Ole Sonnes skyld. Livet til søs byder på talrige timer ”uden indhold”. Det er ikke romantik det hele.

Brevskriveren med en af sine piger. (Foto fra bogen side 123) Man kommer næsten til at tænke på de såkaldte blomsterbåde.

Det er godt set af redaktøren at få denne brevsamling med i årbogen, så vi får et blik ind i det engang så stolte erhverv. Med ror i stedet for joystick.

Årbogens skinnende perle

Museumsinspektør Jakob Seerup, Bornholms Museum, har skrevet en hel perle. Om Jacques-Philippe Vrigny og hans besøg i København omkring år 1700. Vrignys mange iagttagelser omsatte han til en bog, der udkom i begyndelsen af 1700-tallet med titlen ”Relation en forme de journal, d’un voyage fait en Danemarc, a la suite de Monsieur l’Envoyé d’Angleterre”. Han ledsagede den engelske gesandt James Vernon, under dennes rejse til Danmark.

Jakob Seerup giver læseren vigtige baggrundsinformationer om Vrigny. Han var huguenot og således tilsluttet det trossamfund, der havde været og var genstand for blodige forfølgelser i Frankrig. I Danmark var man anderledes stemt – mere liberalt – så de forfulgte havde i realiteten et fristed her. Hvilket absolut faldt i Vrigny’s smag.

Vrigny ankom til den danske hovedstad på et for ham meget gunstigt tidspunkt: ”…et København, der med flåden som omdrejningspunkt var i færd med at ændre sig markant…” (s.344) Det nyanlagte Nyholm, med flådens beddinger, viste sømagten Danmark fra en særdeles gunstig side. Og adskillige gange skriver han båret af begejstring.

”Holmen eller Arsenalet I København er uden diskussion blandt de mest komplette og bedst indrettede steder i hele Europa, og vor forfatter har gjort sig umage for at give en meget oplyst og nøjagtig beskrivelse af det, både i forhold til bygningernes mange dele, udformning og fordele, fortifikationerne, den helt særlige havn for den danske flåde, der ligger i den, søkadetterne, der holdes der betalt af Kongen, som en udklækningsanstalt for fremtidige søofficerer, og også de mange søfolk, der holdes der med alle deres respektive aflønninger, for ikke at tale om håndværkere af alle slags, der på fuld tid bibeholdes der til at bygge og udruste orlogsskibene…” (s.145).

Det er næsten en hel programerklæring. Og han gennemfører den med et skarpt blik for det, han ser og oplever. Som nu den 1. maj, hvor kong Frederik IV ”…holdt (…) revue over sine søkadetter, sømændene og andre søfarende folk, der er på etablissement og opretholdes såvel i freds- som i krigstider…” (s.149). Og det var i sandhed et betagende og imponerende skue.

Et besøg på Holmen blev det også til, hvilket giver os et fint indblik i datidens liv her.

Vrigny kommer naturligvis også ombord på et af flådens skibe: Linjeskibet ’Fredericus Quartus”, der var blevet taget i brug i 1699. ”Det fører 110 kanoner. Jeg målte det første dæk eller øverste række kanoner, som er den længste del, og fandt det at være 98 af mine skridt i længde og 22 bredt, men dette er ikke nogen eksakt målestok…” (s.166). Skibet deltog i kampen i Køge Bugt den 4. oktober 1710. (Se anmeldelsen af "For Kongen og Flaaten")

Jakob Seerup går med sin store viden om den danske flådes historie ind og fortæller yderligere om både flådens skibe og flådebyen København, som han karakteriserer som ”…en underlig rodet affære…” (s.172)

Søkadetakademiet var oprindeligt et operahus, der blev indrettet som kadetakademi i 1715. Bygningen, der ligger i Bredgade i København, huser nu Østre Landsret. Maleri af Johannes Rach og Heinrich Eegberg. Illustration fra bogen side 147

Jakob Seerup kommer virkelig i dybden med historien om den franskfødte, men i England arbejdende Jacques-Philippe Vrigny og dennes bog. Artiklen er illustreret på fornemste vis. En sand perle.

Forhåbentlig er der en happy end

Årbogen slutter med en skøn beretning om fiskerihavnen i København. ”Her rodes på livet løs, og havnens brugere er glade for det. Store bunker af fiskegarn tårner sig op, og gamle gummistøvler og reservedele ligger og flyder på kajen…”(s.199). En mellemrubrik siger det lige ud: ”Her dyrkes det upolerede”.

Ordet ’fiskerihavn’ relaterer til fordums tider, hvor bådene kom ind efter fangsten. I dag er det store kølebiler, der klarer det. Området har fået lov til at ligge hen som et urørt klondike med blandt andet gamle husbåde. Det er helt klart en oase i storbyen.

Men roligt er her ikke. Larmen fra de mange mondæne beboelsesblokke, der konstant skyder op og æder mere og mere af fristedet, kan høres. Og hvad værre er ses. Der er efterhånden ikke meget af det gamle havnemiljø tilbage. Med en robots kyniske præcision æder byggeriet løs af det, der engang var byens smukke havnefront. Som i flertallet af de danske havne. Og det er skam ikke byggeri for menigmand. De aldeles kønsløse bygninger består af lejligheder til adskillige millioner kroner. For her er det ’in’ at bo. På Aarhus havn havde man glemt at orientere mågerne om, at de ikke må skrige op om natten. Beboerne kan jo ikke sove.

Klokken er ikke mange sekunder fra at slå 12. Og så er det for sent. Man kan jo kun håbe, at planlæggerne og politikerne indser, at hvis man fjerner, det der var, ja – så kommer det aldrig igen.

Vi andre? Tja. Vi kan kun håbe på en ’happy end’.

Museet for Søfarts årbog ”Havnen” lægger sig smukt i rækken af museets andre årbøger. Herlige artikler, boblende sprog og fornem lay-out. Det er ganske enkelt en stor, stor fornøjelse at læse i den.

Historie-online.dk, den 11. april 2018