H.C. Hansens liv og tid
BogFeature
H.C. Hansens liv og tid
En af fordelene ved at vokse op med mange familiemedlemmer, der har tilknytning til Socialdemokraterne er, at man på reolerne hos familien ofte kunne finde bøger fra forlaget Fremad, der var kooperationens forlag.
Efterhånden som familiemedlemmerne er gået bort, er mange af deres bøger endt på mine bogreoler. Derfor har jeg i snart mange år haft Bogen om H. C. Hansen stående på min reol. Bogen udkom i 1960, samme år som H. C. Hansen døde og var redigeret af hans efterfølger Viggo Kampmann og Julius Bomholt.
Bogen er frygtindgydende tung. Næsten 300 sider i et halvstort format. Dette er virkelig en bog fra dengang, hvor man lagde engagement og faglig stolthed i at producere bøger. Det gælder selvfølgelig både på det indholdsmæssige område af bogen og dens ydre fremtræden. Jeg har desværre aldrig orket at læse bogen fra ende til anden.
Nu står den som sagt på reolen hjemme hos mig. I øvrigt ved siden af en bog af tilsvarende størrelse om Hans Hedtoft, som jeg heller aldrig har fået læst. Nu - 46 år efter bogen om H. C. Hansen udkom – får den selskab på hylden af en ny bog om ham. Skrevet af Bo Lidegaard, der først og fremmest er kendt som forfatter til den store to-binds biografi om Jens Otto Krag, men også har skrevet bøger om dansk udenrigspolitik i mellemkrigstiden og under besættelsen, og desuden har skrevet biografier om to markante diplomatiske skikkelser under besættelsen og den kolde krig, nemlig Henrik Kaufmann og Povl Bang-Jensen.
Denne gang er ambitionerne måske lidt mindre, i og med, at der ved denne udgivelse er lagt vægt på at lade billedmaterialet og billedteksterne fortælle det meste af historien.
Det sker på en underholdende og let tilgængelig facon, hvor højresiderne i bogen viser et billede fra årene mellem 1906 og 1960 - de år hvor H.C. Hansen levede - mens der er tekst på de modsatte sider af bogen. Det giver en fin formidling, og i dette tilfælde bliver det en perfekt blanding af tekst og billeder. Konceptet må kunne bruges i mange sammenhænge, men er måske bedst velegnet til biografier, eller andre bøger hvor emnekredsen indbyder til fordybning i et afgrænset område.
Mange læsere her på websitet kender selvfølgelig H. C. Hansens skæbne fra han som ung typograf i Århus endte som superminister i Danmark - Stats- og udenrigsminister! - så jeg skal ikke trætte læserne med en opremsning af disse mange større og større poster i partiet og statsapparatet.
H. C. Hansen tilhørte den generation af ledere i den socialdemokratiske bevægelse, der for alvor forankrede velfærdssamfundsprincippet i Danmark. Søren Mørch kalder dem i 25 statsministre for den tredje generation af politikere i partiet, hvor den første generation var partiets skabere, der tog de hårde slagsmål med politiet og i flere tilfælde blev smidt i fængsel eller deporteret, mens den anden generation er centreret omkring Borgbjerg, Stauning og K. K. Steincke, der indtog de første parlamentariske topposter og tog de første skridt ud i skabelsen af vort velfærdssamfund.
Vor tids historikere og politologer kan - ud fra ovennævnte generationsteori - diskutere hvor mange generationer, der siden er kommet til i partiet, og hvorvidt nutidens socialdemokrater mere er i gang med at afvikle velfærdssamfundet eller om de er ved at tilpasse det til nutiden!
Da Helle Thorning-Schmidt var på sin møderække op til formandsvalget i partiet i 2005, citerede hun flittigt H. C. Hansen for at have sagt, at ”han hellere gik fra forhandlingsbordet med resultater end med resolutioner”. Jeg har forgæves søgt efter citatet i Lidegaards bog, men essensen i det Helle Thorning-Schmidt sagde, går gennem bogen som en rød tråd. Nemlig at H. C. Hansen var en handlingens mand. Han var energisk og havde det held, at han havde sit politiske højdepunkt i en periode, hvor industrialiseringen buldrede frem og skabte grundlaget for det økonomiske boom i 1960´erne. Men ligesom Hedtoft så døde H.C. Hansen i en ung alder, og derfor blev det andre socialdemokratiske ledere, der kom til at tegne landet i 1960´erne.
Lidegaard rejser det kontrafaktiske spørgsmål, som gode historikere altid skal stille, nemlig: Hvad nu hvis? Hvordan var det gået, hvis H. C. Hansen havde fået lov til at leve så længe, som man havde forventet af ham? Hvordan havde han mødt ungdomsoprøret? Hvordan havde blomsterbørnene set på en statsminister, der nok var dygtig og energisk, men også var mere bornert og småborgerlig end for eksempel Krag med hans mere frigjorte levemåde?
Efter sigende var det netop også for at holde Krag fra at få for meget indflydelse, at H. C. Hansen i en periode opretholdt posten som både stats- og udenrigsminister. Bo Lidegaard gør ikke meget ud af dette modsætningsforhold, men prøver at fremmane en kontinuitet i partiet, hvor magten i partiet nærmest går i naturlig arvefølge, uden de fløjkampe, som har kendetegnet partiet de sidste 20-25 år. Enhver der kender til partiet indefra ved, at denne kontinuitet ikke automatisk faldt på plads.
Jeg håber, at Bo Lidegaard vil bruge sit nyopfundne koncept på historiebøger til at formidle flere billedbiografier af store socialdemokratiske ledere eller andre beslægtede emner. De fortjener det. Det er en formidlingsform, der er perfekt til det informationsbehov, som folk i vore dage har, og som de kan overkomme at læse. Hvordan han vil få tid til det, samtidig med sit fuldtidsjob i Statsministeriet vil jeg ikke blande mig i. Bare bøgerne kommer.
FAKTA
Bo Lidegaard:
H. C. Hansens liv og tid – En historie fortalt i billeder
Udg. af Gyldendal
151 sider, ill.249 kr.
