Menu
Forrige artikel

Himmlers smerte

Kategori: Bøger
Visninger: 2248

 

Af Kresten Søe 

Historisk baseret spænding fra krigens sidste måneder

Bogens handling udspiller sig i Berlin i foråret 1944, hvor engelske og amerikanske fly lægger byen i ruiner, og indbyggerne søger ly i beskyttelsesrum og kældre. Mens bomberne falder, vender SS-løjtnant Heinz hjem til sin kone Maria fra østfronten som såret krigshelt med sit nyligt tildelte ridderkors og et angstsyndrom, han delvist forsøger at skjule.

 I hjemmet er intet som før. En hjemløs familie deler lejligheden med dem, og Maria og han er kommet væk fra hinanden. Primært på grund af Marias skepsis som følge af sin stigende indsigt i systemet og nazismen. En erkendelse, som Heinz til gengæld aldrig når, selv om krigens synes tabt, deres fælles søn Mark er blevet dræbt af bomberne, og Det Tredje Riges dødskamp er i fuld gang.

Mens Heinz forbliver tro mod Hitler, oplever han en stigende bekymring for sine tilsyneladende utæmmelige angstanfald.  Maria er til gengæld tro mod sine egne humanistiske og kristne værdier og forsøger lindre tilværelsen for krigens ofre ved at bruge sine særlige evner til healing.

En tredje hovedperson er Marias ven - den tidligere kommunist Ernst, som Heinz modstræbende opsøger efter Marias insisteren, for at han kan bliver helbredt for sine angstanfald efter Wilhelm Reichs metode.

Attentat mod Heinrich Himmler som omdrejningspunkt

Et vigtigt omdrejningspunkt i bogen er Rigsfører og chef for SS Heinrich Himmler, der allerede ved Heinz’ hjemkomst annoncerer et besøg hos den unge krigshelt.
Udsigten til besøget synes at indbefatte muligheder for Heinz’ karriere, men nærer også omvendt hans angst for nye anfald i Rigsførerens nærvær.
Til gengæld har Maria, der nyligt har mødt systemets knytnæve i form af et fængselsophold, kun afsky for Himmler, selv om Rigsføreren personligt har sørget for hendes løsladelse.

Ernst derimod ser Marias information om Himmlers hemmelige besøg som en mulighed for at for at dræbe Hitlers bøddel. Da Maria afslår at deltage, udfritter han derfor Heinz om tid for besøget under behandlingerne med den hensigt at lægge sig i baghold og tage Himler med sig i døden.
Da besøget bliver en realitet, gælder det til både Heinz og Marias overraskelse i stedet for Heinz primært Marias og hendes evner til healing.
Herefter tager handlingen en overraskende drejning for alle bogens tre hovedpersoner.

Pro et contra vurdering som spændingsroman

Læseren følger i handlingen tre meget forskellige menneskers modsætningsfyldte forhold, mens de hver ud fra deres egen overbevisning kæmper for at gøre, hvad de mener er godt og rigtigt i det sønderbombede Berlin.

Den historiske ramme er fint beskrevet og vidner om grundigt kendskab til perioden. På samme måde er der gode indlevede beskrivelser af fx angsten i de trange beskyttelsesrum, køerne foran forretningerne og den stigende civile apati med dens spredte små vredesudbrud mod systemet og dets repræsentanter som fx husets emsige tilsynsførende Hoffmann.

Men forfatteres metode med at lade de agerende være katalysatorer for både den historiske ramme, nazismens grusomhed og Wilhelm Reichs filosofi og metode bliver simpelthen for meget og for detaljeret til at Heinz, Maria og Ernst får selvstændigt liv, og læseren rigtigt kommer ind under huden på nogen af dem.

Historien er sådan set elementært spændende, og plottet - især slutningen - ganske fermt skruet sammen. Men de mange udvendige beskrivelser, der vælges frem for at lade i hovedpersonerne agere og sanse i deres eget perspektiv virker i længden for påklistrede og gør, at bogen sætter sig mellem to stole ved at formidle historien frem for at fortælle en historie.

[Historie-online.dk, den 20. april 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kristin Lavrandsdatter
Mødrene Arv
Kongemageren