Historie, magt og identitet

Af Peter Yding Brunbech

De danske grundlovsfejringer er emnet for Anette Warrings bidrag til den danske magtudredning. Analysen af fejringerne skal tjene til at afklarer historiebrugens betydning for dannelsen af en dansk demokratisk identitet. Resultatet er et interessant og læseværdigt værk, som blandt andet løfter sløret for, hvorfor Danmark står med en diffus og overset halv fridag som nationaldag.

Historie, magt og identitet viderefører langt hen af vejen traditionen fra Bryld og Warrings Besættelsestiden som kollektiv erindring og leverer en tolkning af grundlovsdagenes erindringspolitiske funktion og deres samspil med dannelsen af et erindringsfællesskab omkring det danske demokratis tilblivelseshistorie. Grundlovsfejringerne er bevist valgt som akse for denne analyse ud fra antagelsen om, at de i kraft af deres rolle som ”erindringssted” for dansk demokrati, præsenterede en årlig tilbagevendende lejlighed til at definere det danske demokrati ud fra dets tilblivelseshistorie.

Fejringerne bliver af forfatteren inddelt i seks overordnede perioder. Reelt er analysen ofte koncentreret om bestemte grundlovsfejringer, der anvendes som repræsentative for en epoke og den er desuden bevist koncentreret om hovedstaden. Analysen anvender både talernes referencer til det samtidige og det historiske samt fejringernes symbolsprog såsom anvendte faner, optogenes ruter og fejringernes geografiske placering.

Vi føres fra kampen i 1854 for at beholde de nyligt vundne frihedsrettigheder til Højre, Venstre og Socialdemokratiets stridigheder om politik, forfatning og historiefortolkning i 1880’erne, dengang 1. maj endnu ikke var etableret som arbejderbevægelsens kampdag. Efter systemskiftet i 1901 og den nye grundlov i 1915 etableres i mellemkrigstiden og under besættelsen ifølge Warring et mere konfliktløst erindringsfællesskab om demokratiets opståen og fejringerne koncentreredes i stedet om dagspolitiske emner. Samtidig begyndte interessen for dagen at svinde.

For tiden efter 2. verdenskrig koncentrerer analysen sig om de to jubilæer i hhv. 1949 og 1999 samt om den revitalisering grundlovsfejringerne til dels oplevede hos EF/EU modstanderne. Produkterne af det mislykkede jubilæum i 1949, herunder blandt andet et historisk værk om folketinget, underkastes en meget grundig analyse. Sammenligningen af fejringen i 1949 og 1999 repræsenterer samtidig et interessant studie i officielle jubilæumsfejringers udvikling.

Afslutningen af Historie, magt og identitet indeholder blandt andet en meget interessant sammenligning mellem den norske 17. maj og grundlovsdag. Her vurderes deres forskellige udviklingsforløb og årsagerne til den enes store succes og den andens delvise fiasko som samlende nationaldag.

Bogen er som sagt et bidrag til den såkaldte magtudredning. Man savner i den forbindelse en forklaring, der placerer udgivelsen i denne udredning. Hverken i bogen, på magtudredningens hjemmeside eller i informationsmaterialet fra forlaget finder man andet end en lakonisk konstatering af, at værket er en del af magtudredningen. En redegørelse fra magtudredningens ledelse om overvejelser og formål med publikationen ville have været velkomment.

Warring konkludere som nævnt, at mellemkrigstiden og besættelsestiden affødte et mere eller mindre konfliktløst erindringsfællesskab om den fredelige overgang til demokrati i Danmark og om den urgamle danske demokratiske tradition. Her kunne man godt have ønsket lidt mere uddybende overvejelser om denne overgangs form og særligt om besættelsestidens specifikke betydning for udviklingen. I bogens anden del bruges dette erindringsfællesskab til at stille det perspektivrige spørgsmål om dets betydning for den danske EF/EU modstand og om den forbeholdne danske holdning til Europa skyldes ja-sidens manglende evne til at opstille en positiv modfortælling, der kan argumenterer for øget internationalisering.