Historien om Danmark

Af Benny Staal , arkæolog cand.mag.

I forbindelse med Danmarks Radios TV-serie ”Historien om Danmark”, sendt i foråret 2017, er der udgivet en bog af samme navn. Nu er det bogen, der anmeldes her, og ikke udsendelserne, men anmelder vil dog alligevel drage sammenligninger ind i ny og næ, idet et par af de faglige hovedpersoner i udsendelserne og forfatterne til bogen er de samme personer, Jeanette Varberg, museumsinspektør på Moesgård Museum, der skriver om oldtiden og Kurt Villads Jensen, Stockholms Universitet, der skriver om middelalderen.

På bogens bagsideomslag kan man blandt andet læse: "HISTORIEN OM DANMARK er en moderne, nyskrevet danmarkshistorie, der fortæller både alt det, man skal vide for at forstå vores historie, og en hel del, som man strengt taget ikke behøver at vide - men som er spændende alligevel." Disse ord bør man tage med et gran salt...! For vel er det en moderne og nyskrevet Danmarkshistorie, velskrevet også, men den formidler så sandelig ikke alt, man skal vide, dertil er bogen alt, alt for kort. Bogen kan nærmere ses som et grundlag for videre læsning, også til tider for at få korrekte oplysninger med, da bogen naturligvis er præget af præcis disse to forfattere i tolkningsmæssig sammenhæng (der er næsten altid forskellige opfattelser og tolkninger, når man diskuterer historie). Nu står der ikke hvem, der har skrevet bagsidenotatet om bogen, men det ville da have været spændende at kunne spørge om, hvilke dele man strengt taget ikke behøver at vide.

Bogen er udgivet af DR i samarbejde med Gads Forlag, og den er på 408 sider inkl. et kombineret steds- og navneregister. Bogen er konsekvent opbygget af meget små beskrivende afsnit under hver sin overskrift, og ind imellem er der sat "faktasider" ind - det er dem med blå baggrund. Bogen indledes af et forord skrevet af skuespiller Lars Mikkelsen, der også er hovedfortæller i TV-udsendelserne. Forordet beskriver Lars Mikkelsens personlige tilgang til stoffet, og hvordan det vakte hans interesse for den danske ’historie’. Noget, som de fleste nulevende danskere sandsynligvis også vil kunne nikke genkendende til. For rigtig mange gode historier er der tale om her.

I bogen beskrives de to tidligste hovedafsnit af det danske områdes historie, oldtiden og middelalderen, ind imellem med nødvendige afstikkere til det sydlige Europa, for kontakter og samhandel har der altid været. Dog indledes bogen med en kort beskrivelse af de første mennesker – menneskets udvikling fra Afrikas stepper til vort europæiske område, altså også lidt om neandertalere og Cro-magnon menneskene, som der ikke findes 100% sikre spor efter i det nuværende danske kerneområde. Men det er faktisk en god ide at indlede med dette, da menneskets udvikling er ukendt stof for mange, og naturligvis helt grundlæggende for alt senere. Men der måtte gerne have været en mere uddybende forklaring og præsentation af disse allertidligste fund, end de cirka seks sider der er givet plads til.

Stenalderen er den længste periode af vores oldtid (godt 11.000 år) – hvoraf den ældre stenalder varer cirka 9.000 år - og det kan undre, at den som sådan ikke fylder mere end cirka 60 sider – altså perioderne sen-palæolitikum, mesolitikum og neolitikum, eller som de fleste siger, ældre- og yngre stenalder hhv. jæger- og bondestenalder. Der er ligegodt tale om en periode, hvor der sker utroligt meget, især den vel nok største og mest gennemgribende revolution i vor forhistorie, nemlig indførelsen af landbruget, også kaldet for "den neolitiske revolution"

Især i TV-udsendelserne, men også i bogen, er der enkelte faktuelle fejl og forskellig opfattelse blandt forskerne af de faktiske forhold. For eksempel påstås det af Jeanette Varberg, at også kvinder gik på jagt i jægerstenalderen. Museumsinspektør på Nationalmuseet, Peter Vang Petersen, modsiger i samme udsendelse udsagnet og beretter, at mens mændene har været på jagt, har kvinderne haft nok at gøre med indsamling af føde, madlavning og ikke mindst børnepasning. Varbergs påstand fremstilles også i bogen. Om det er den moderne nutidige kvinde, der fører kvindekampen tilbage til de første jægere, skal være usagt, men ulogisk er det i hvert fald, blandt andet via det faktum, at der blev født børn igennem hele jægerstenalderen, også selv om Varbergs udsagn delvist støttes af et enkelt fund, Bäckaskogkvinden, der blev fundet i Sverige (side 24). Usikkerheden er stor, idet jagt- og fiskeriredskaber sagtens kan være endt i gravene sekundært, de fleste kendte grave er anlagt på bopladser, hvor det har flydt med sådanne redskaber. En anden nærliggende mulighed er, at mennesket ikke har ændret sig forfærdeligt meget siden stenalderen, og som sådan kan man forestille sig, at visse kvinder har været "jagttypen", ligesom nogle mænd vel kan have været feminine. Sådanne emner er altid tabu i vor beskrivelse af fortidige samfund og kulturer.

I teksten om Porsmosefundet, også på side 24 påstås, at der ikke er tvivl om, at man kæmpede om retten til land i yngre stenalder… Det er en påstand der må stå for forfatterens egen regning. Det kan ikke påvises i det arkæologiske materiale, og skeletter med voldsmærker fortæller intet om, hvilke uenigheder man måtte have haft. I bondestenalderens afsnit undrer det, at de såkaldte kultpladser, sarupanlæggene, helt mangler omtale i TV-udsendelsen, og kun er perifert berørt i bogen. De er ganske rigtigt beskrevet som kultanlæg, måske de dødes land, som der står (side 52), men ellers er der intet om tolkninger.  Her - i bogen altså – er der dog sneget sig en fejl ind i omtalen af et lignende anlæg på Bornholm, Rispebjerg, idet Varberg skriver: ”… har stenalderbønderne boet bag ved høje palisader i rektangulære huse.” (side 58). Der er intet, der tyder på, at man har boet indenfor palisaderne… på nogle af de efterhånden mange erkendte kultanlæg, men det er korrekt at man har haft rektangulære huse på den tid, blot placeret på bopladser udenfor kultanlæggene. Hustypen er især erkendt på Bornholm, hvor bevaringsforholdene har været optimale. Også i beskrivelserne af megalitbyggerierne kunne der være skrevet meget mere. Det er som om Varberg bevidst undgår de forskningsproblemer, der ligger gemt her, men det kan da ikke have undgået hendes opmærksomhed, at hendes gamle læremester udi bondestenalderen, Niels H. Andersen, i 2015 udgav en fin publikation om dysser og arkitektur i 2014, sammen med museumsinspektør Palle Eriksen, Ringkøbing-Skjern Museum. Flere kritikpunkter kunne være taget op her, men bogen indeholder også senere perioder, som skal omtales her.

Bronzealderafsnittet lader til at være bedre underbygget på et rent fagligt forskningsmæssigt plan. Selv om konceptet naturligvis er det samme som i stenalderafsnittet, fornemmer man, at forfatteren er mere på hjemmebane her. Afsnittet indledes med præsentation af metalfund fra stenalderen, og som sådan kunne disse lige så godt være omtalt, hvor de tidsmæssigt hører hjemme. Men ok, metal er det, og så kunne de få fine fund lunulae-fund (halssmykker, der viser forbindelse med det irske område) af guld og dolkstave af bronze fra den yngste del af bondestenalderen også godt være blevet nævnt - lunulae viser blandt andet kontakt vestover til Irland. ”Oldtidens råolie” siger overskriften på side 70. Denne overskrift er utraditionel men ganske præcis og godt fundet på, for om noget var bronzen datidens prestige-råvare, hvilket ses af de mange offerfund, der kommer for dagen. Det er den rene demonstration af rigdom, om man vil. Og afsnittet om ”Nordens guld og en bid af himlen” er også både relevant som overskrift og som beskrivelse af ravet i Norden vs. blåt glas (og metaller) fra syden. Der kunne godt være gjort lidt mere ud at tankesættet bag de mange flotte metalfund i fra det danske område. Godt nok nævnes de, men tankerne bag ofringerne leder hen mod en magtdemonstration, der må være foretaget for at vise "at se, det her har lederen råd til" - altså en sammenligning til nutidens samfund, når nogle investerer i en Lamborghini, selv om behovet er en noget billigere Folkevogn, for at sige det sådan. Derimod synes en beskrivelse af hustypologien at mangle helt i bondestenalderens afsnit, mens der her i bronzealderafsnittet beskrives store haller… et fænomen som såmænd også er påvist i stenaldersammenhæng, dog ”store” først rigtigt i den allersidste del af bondestenalderen. Der gøres meget ud af udvalgte gravfund. Det er forståeligt og godt, at forfatteren har fremlagt enkelte meget vigtige fund, der siger meget om datidens rigeste klasser. For menigmands hverdag kender vi ikke meget til, til sammenligning. At kvinder fremhæves at have fået våben med i graven - dolke - tolkes også til at være status. Ganske korrekt. En lille oplysning i afsnittet her, der mangler, er, hvorfor vi finder bronzesværd i store mængder her i Norden, mens de forekommer sjældnere i de sydligere himmelstrøg, hvilket beror på det faktum, at de blev deponeret i grave her i vores nordlige område og i floder sydpå.

Ikke overraskende har bogen et helt afsnit omhandlende jernalderen, men desværre er dette kun på 65 sider, selv om det er et af de vigtigste tidsafsnit i forhistorisk sammenhæng. Her beskrives både hjemlige - som europæiske tilstande, og gensidige påvirkninger via krige og uro, folkevandringer og handel generelt. Mens TV-udsendelsen sprang cirka 750 vigtige jernalderår over, er her megen god information at hente, selvfølgelig stadigvæk i meget små velskrevne afsnit, som hver især kan/skal underbygges ved supplerende læsning. Måske er beskrivelserne af jernalderens afsnit også præget af et betydeligt hastværk for at få bogen færdig, men dertil er at sige, at det er lykkes Varberg at få de vigtigste elementer med på fornem vis. Der er naturligvis forskellige opfattelser blandt arkæologer og andre forskere af de faktiske forhold set i detaljen, men holder man sig for øje, at det nu en gang er denne forfatters opfattelse, giver det god mening, uanset hvad man måtte tænke. For den, der ikke vidste meget om jernalderen i forvejen, er det absolut et godt sted at begynde.

Den sidste del af jernalderen er det tidsafsnit, vi kalder for vikingetid. Faktisk begynder vikingetiden allerede i germansk jernalder, som Varberg også lader forstå, men den vikingetid, der er gået over i vores fælles bevidsthed, begynder med raidet på Lindisfarne kloster i Nordøstengland i 793 og slutter  med slaget ved Hastings i England i 1066, hvilke to fikspunkter Varberg også tager til indtægt i afsnittet. På 61 sider fører Varberg os gennem vikingetiden med alle dens aspekter; krig, handel, troen fra hedenskab til kristendom, politiske forviklinger i storeuropæisk sammenhæng, geografisk område, hvor vikingerne nåede til, ja - omtrent alt er husket og godt beskrevet. Igen kunne man godt have ønsket sig mere dybde i de enkelte afsnit, igen er der givet for lidt plads til at fortælle mere detaljeret om enkeltelementer. Men når det er sagt, mener jeg som anmelder, at det generelle indtryk af perioderne før middelalderen er beskrevet så flot, som det nu er muligt. Naturligvis kunne meget mere være blevet prioriteret her også, men det har der øjensynlig ikke været plads til. Her tænkes på for eksempel, hvordan menig mand, håndværker som bonde, må have levet sine liv. Der er gjort plads til de store brede linjer, ikke detaljen, i bogen. Igen skal forfatteren roses for sine fine faktabokse, der gav nogle positive "nåå ja-oplevelser", for eksempel forklaringen på vore ugedages navne. Til gengæld vil anmelder mene, at det er en stærk overdrivelse, når det for eksempel påstås på side 224, at der er fem ringborge, som "er bevaret til i dag" - og Aggersborg, Fyrkat, Trelleborg, Borgring og Borgeby nævnes... hvorefter omtales en syvende, nemlig Nonnebakken. Hvor er den sjette? Man kan antage, at Trelleborg i Skåne er den sjette, som uheldigvis ikke er blevet nævnt her. Men, når det er sagt, så er de alle, som man kan se i dag, i store træk rekonstruerede, hvilket for eksempel ses på Aggersborgs ringvolds ringe højde, og Borgring ved Køge anes overhovedet ikke i landskabet andet end fra stor højde.  Som det nævnes, kendes kun små "hjørner" af Nonnebakken, og samme gør sig gældende for Borgeby og Trelleborg på den svenske side af Øresund. I det hele taget burde disse borganlæg have haft en noget større omtale, idet der netop i disse år forskes og diskuteres om deres oprindelse, funktion og nedbrydning. Man kunne for eksempel godt have nævnt, at ringborgene er kopieret fra lignende borgfund i Holland, Belgien og et enkelt i Nordfrankrig, alle bygget af Karl den Store i 800-tallet. Nu har disse tidlige anlæg, der både var til forsvar og almindelig beboelse, ikke noget med 900-tallets nordiske anlæg at gøre, men der hersker næppe tvivl om hvorfra inspirationen til vore borge kom, idet de sydvesteuropæiske anlæg udviser en lige stringent arkitektur, som vores borge gør. Størrelsesmæssigt er de sydvesteuropæiske som Fyrkat ved Hobro.

Middelalderen er inddelt i to afsnit, tidlig middelalder fra 1050 til 1340 og sen middelalder til 1536. Som det ofte er, handler den tidlige historieskrivning om kongemagt og kirken, hvilket også er tilfældet her. Der er dykket ned i udvalgte kongers færden, samt kirkens og naboers ageren i forhold hertil. Meget anderledes kan det ikke være, når pladsen ikke tillader det, men det giver også anledning til kritik. Ikke alt kan komme med i kritikken her, men for eksempel kan det nævnes, at Esbern Snare, broder til Absalon og opvokset med Absalon og Valdemar den Store, overhovedet ikke nævnes i bogen (ej heller i TV-udsendelsen såmænd). Det kan undre, især når der i bogen på side 292 er gengivet en plan over Kalundborg, netop etableret af Esbern Snare. I det hele taget gøres der ikke meget ud af Hvide familien, der i generationer prægede udviklingen i den tidlige middelalder i Danmark, både indenrigs og udenrigs. Når dronning Berengaria nævnes, kunne man også have valgt det mere mundrette danske Bengerd, der sandsynligvis vil være flere nulevende danskere bekendt, men det er altså den samme person. I det hele taget skulle der have været en liste med kongerne, og der var mange, samt deres koner. En sådan ville formodentlig have hjulpet med forståelsen, for eksempel på side 295, hvor Valdemars oldefars helgendag, Knud Lavard, nævnes, og anmelder måtte ty til Internettet for at udrede familiebåndene på den tid. Borgerkrig og forviklinger her er småt beskrevet i bogen. Et andet element, som spillede en stor rolle i Danmarkshistorien var da Marsk Stig og hans hjælpere blev erklæret fredsløse. Det nævnes også, at de flygtede til Norge og foretog raids i det danske område, men hvor i Danmark? Her kunne være nævnt for eksempel Nykøbing på Falster, Stubbekøbing og Stege på Møn, og at det drejede sig om sommertogter, da vinteren ikke tillod sådanne aktiviteter. Afsnittets faktabokse er fine og oplysende, men nogle steder undrer det, og her tænkes ikke over den eneste korrektursmutter på side 275, hvor der står "Han er først omtalt" to gange efter hinanden. Nej, på side 278 står "Syltstensrevolutionen", som anmelder mener, er en stærk overdrivelse, idet syltstenskonstruktioner kendes fra tidligere, og stolpekonstruktioner fortsætter såmænd også. Det, der er revolutionerende er indførslen af tegl, man begyndte at bygge stort og stærkt, hvilket da også er nævnt i bogen. På side 297 i faktaboksens nederste afsnit "Danmark - den hvide races urhjem" beskrives, hvordan Erik Arup i 1925 opfattede danskerne som værende en ren race... denne historiske opfattelse er nu afløst af DNA-undersøgelser til forklaring af folkevandringer og kulturforskelle. Anmelder undrer sig over at dette afsnit overhovedet er med? Har det et slet skjult sigte som et politisk vink til nutiden? Hvis det forholder sig således, er det uhørt. Hvis ikke, er det overflødigt. Det er i hvert fald anmelders opfattelse. På et senere tidspunkt gøres der noget ud af at fortælle om middelalderens danskere som værende "glimrende akademikere og jurister og kendte forskere internationalt" (side 301). Ja, det var der såmænd også mange ikke-danskere, der var i middelalderen. Til gengæld er den jævne befolkning så godt som ikke blevet nævnt med et ord. I den store tosiders faktaboks om "Øl" (side 313-14) benævnes den første "den store ernæringsmæssige revolution i skandinavernes historie" som en "rytterkultur i stenalderen". Det er der vist ikke meget belæg for at påstå (rytterkultur), selv om det er almindeligt anerkendt, at ølbrygningen sandsynligvis kom ind med den neolitiske revolution. I samme afsnit omtales "bedrøvelige to-tre procent" i øllets styrke... noget af en overdrivelse, når man nu ved, at der blev, som også skrevet, drukket i litervis af drikken hver dag. Det påstås, at det er en overdrivelse, at man drak øl på grund af dårligt drikkevand. Her må man gøre indsigelsen, at drikkevand fra bybrønde garanteret ikke har været anvendeligt uden sygdomsforløb efterfølgende. Måske drikkevand fra åer og brønde i det åbne land?  Korrekt angivet er det dog, at øl smagte bedre end vand, og ikke mindst fik øllet stor betydning på grund af afgiftsfastsættelse heraf.

Middelalderens andet tidsafsnit - sen middelalderen - er i og for sig velbeskrevet på cirka 75 sider, men igen fornemmes mangler i form af flere informationer på mange planer. De områder, der er sat i fokus, for eksempel pesten, det religiøse liv og især Kalmarunionen, samt Christian den 1., kan man ikke sætte en finger på. Men der er mange flere facetter i tiden, der burde have haft lige stor vægtning. Dog får læseren en del viden om pesten i midten af 1300-årene, Hansaforbundet og de mere jordnære emner som prostitution, udvikling (eksempel ved faktaboks om optikere side 354), tyveri og straf og gilderne som middelalderens "foreninger" kaldes. Naturligvis har krigsvæsenet, der karakteriserede tiden også fået god plads. Man kan mene, at for eksempel burde "det stockholmske blodbad" have haft mere omtale, end tilfældet er, men det er med. Til gengæld nævnes slaget ved Visby (side 335) kun perifert i en faktaboks. Sandsynligvis også på grund af pladsmangel.

Bogen mangler, måske på grund af et tidspres eller økonomiske forhold, vigtige dele. Blandt det vigtigste er en litteraturliste, og i den sammenhæng kunne man godt have forventet litteraturhenvisninger i selve teksten også. For det er vel ikke således, at de to forfattere selv og helt alene på hvert deres fagområde, har forsket sig frem til de fortællinger, der er i bogen. Nej, langt det meste er tidligere beskrevet i litteraturen, og som sådan er teksten en lang, men flot bearbejdet genfortælling, og i den slags historiefortælling, er der ofte divergerende opfattelser af tingene. Det er, nuvel, de to forfatteres meninger om tingene, der genfortælles, men alligevel er det skrevet som den eneste sandhed, hvilket sjældent er tilfældet i historiefag.

Vedrørende mangler, skal det nævnes, at man burde have bragt et eller flere kronologiskemaer som oversigt til den almindelige læser, der gerne vil orientere sig i perioderne under selve læsningen. Et kronologiskema ville med garanti have givet det overblik, som læseren ind imellem kan have tabt, og det gælder såvel de forhistoriske- som de historiske perioder. Kronologiskemaer kunne endvidere have været forsynet med highlights, så læseren nemt kunne have fået sammenligninger i form af genstandsfund, kongelige ægtefæller, politiske begivenheder etc.

Bogens billeder og illustrationer: Her må anmelder stærkt kritisere billedredaktionen ved Birgit Lyngbye Pedersen. Det er faktisk ufatteligt, at en institution som DR og forlaget GAD ikke tager ophavsrettighederne alvorligt. Det gør de jo, når det er deres egne fotos og tegninger, der står til afbenyttelse på hjemmeside m.m. Det går ikke i dag, blot at skrive institutionens navn som ophav til et billede (med mindre billedet er helt uundværligt og alle forsøg på at lokalisere fotografen er mislykkedes - så kan man blive nødt til det). For det tog i de fleste tilfælde anmelder en søgning med cirka fem klik at finde frem til, hvem fotograferne til billederne på Nationalmuseets hjemmeside er. Så hvorfor i alverden ikke kreditere de dygtige fotografer, når det er så simpelt at finde frem til dem? På Nationalmuseets hjemmeside under samlinger online, kan man finde masser af fotos, der er bragt i bogen, og man kan her læse, hvem fotograferne er.  Det samme gør sig gældende på Moesgård, men her skal fotoafdelingen lige kontaktes for at få oplyst, hvem fotografen til et bestemt billede. Som eksempel herpå: side 23, er fotografen Arnold Mikkelsen og ikke Nationalmuseet, og på side 107 er fotografen Lennart Larsen. Men det er omtrent alle fotos, der mangler ophavsmand. Til gengæld er der enkelte steder opført to fotografer, for eksempel på side 98, hvor både Roberto Fortuna og Kira Ursem står anført som fotografer, men der har næppe været to om at trykke på kameraets udløserknap, men her kan det skyldes en efterbearbejdning. Nogle billeder er hentet fra lokalmuseerne, og et eksempel herpå ses på side 59; et par billeder af de såkaldte solsten. Det er næppe Bornholms Museum, der har taget disse? Problemet med fotografangivelser er generelt hele bogen igennem, i alle dens afsnit.  

Det er også kritisabelt, at der mangler målestok på genstandsbillederne. Selvfølgelig er sådanne ikke altid med på selve billedet, men ofte er det nemt nok at finde ud af målene, som kan skrives i tekstform. Det har man ikke ville ulejlige sig med, og læseren får sig uvilkårligt nogle overraskelser, når en genstand ses in natura på et museum.

Kritikken af bogen er i hovedtræk, at det er så godt som uladsiggørligt at beskrive hele Danmarks forhistorie og historie indtil 1536 på blot 400 sider. Det ville have hjulpet på anmelders syn på bogen, havde man kaldt den "Historier om Danmark" i stedet for "Historien om Danmark", for så var meget undskyldt, og så ville bogtitlen have været korrekt i forhold til indholdsmængden og eksemplerne.

Når min kritik af bogen her er fremlagt, skal der også ros til. For det er immervæk noget af en kraftpræstation, de to forfattere har bedrevet; at skrive så meget historie på kort tid. Det må have været svært for forfatterne at udvælge, eller måske snarere at fravælge elementer/eksempler, der har været ligeså vigtige som de, der blev tilvalgt. Sådanne valg vil altid være personlige, og med det i baghovedet, kan bogen kun anbefales som nyttelæsning til alle, der ikke kender til forhistorien og middelalderen i Danmark. Bogen er et godt og udbytterigt supplement til TV-udsendelserne, som desværre glimrer med sine mange mangler og detaljer. Men benyt ikke kun bogen her. Brug supplerende litteratur til yderligere at få et mere fuldstændigt billede af de faktiske forhold. Danmarks oldtid og middelalder er perioder, der indeholder alle tænkelige elementer, krig og fred, religion, sygdom, liv og levned, rig og fattig, indenrigs- og udenrigspolitik, udlængsel og hjemlige sysler, ja alt simpelt hen. Og det får man i hvert fald et godt indtryk af.

Den største ros skal dog være det faktum, at det er lykkedes til fulde at promovere det danske riges områdes tidlige historie. Så tak til DR og forlaget GAD samt medvirkende forskere i TV-udsendelserne og ikke mindst de to hovedforfattere, for det. TV-udsendelserne og bogen, suppleret ved hjemmesideoplysninger, har formået at skabe en hidtil uset interesse blandt almindelige borgere. Museer er blevet fyldte af interesserede borgere, der vil vide mere. Bare nu det lykkes, også i fremtiden, at fastholde interessen hos alle disse mennesker. Måske finder endog en undervisningsminister på et eller andet tidspunkt ud af, at historie er et glimrende fag, der hører til for at skabe dannelse hos borgerne, altså sammen med andre skolefag, der gennem mange år er blevet nedprioriteret i folkeskolen.

Historie-online.dk, den 30. maj 2017