HIstorien om Europa
Af Claus Møller Jørgensen
Den superproduktive statskundskabsprofessor Jørgen Møllers seneste bog har som grundpræmis, at det for at forstå Europas nutid, er nødvendigt at tage Europas fortid i betragtning, dermed ment de rammer, som 5000 års historie har sat. Den historie udspiller sig i en bestemt geografi, som har givet nogle områder bedre muligheder for at udvikle byer og handel, som har været motor i moderniseringsprocessen, men kontinentets udvikling er på det grundlag bestemt af migration og kolonisering, naturkatastrofer, religiøse konflikter og økonomi og tro. Det er de fire temaer, som den efterfølgende fremstilling er disponeret efter.
Fortællingen starter i broncealderen med yamnaya-folket, som koloniserede det meste af Europa, følger de græske bystaters historie efterfulgt af romerrigets imperiebygning. I den dynamiske middelalder skete der en intern kolonisering i Europa fra frankiske centre. Koloniseringen fortsatte ud over Europas grænser efter 1500 med bosætterkolonier, som USA, og kolonier med indfødte alliancepartnere som herskere, som Indien, der dels spredte vesteuropæiske normer og institutioner, dels skabte blandingskulturer, dels betød krise eller undergang for de indfødte befolkninger.
Det andet tema er naturkatastrofer, som i flere tilfælde har vendt op og ned på Europas historie. Den paladsøkonomi som karakteriserede de ældre græske bystater, gik under i en kort årrække med naturkatastrofe, kulde og tørke. 536 kollapsede den romerske verden efter ekstrem kuldeperiode udløst af et vulkanudbrud, en hændelse som kendes i et fjernt ekko i den nordiske myte om fimbulvinteren. Men det var godt, den kom. Det vestromerske riges kollaps forhindrede, at et imperium kunne dannes i Europa, og skabte dermed forudsætningen for udviklingen af demokrati og moderne økonomisk vækst, som kendes i dag. Også pesten havde positive virkninger i hvert fald i Vesteuropa, hvor tabet af arbejdskraft var kraftigst, hvilket betød at livegenskabet blev opgivet, mens det blev fastholdt i Østeuropa.
Kristendommen spiller sin rolle. Efter Frankerrigets kollaps i 840’erne kollapsede den statsmodel, hvor magten voksede sig stærk fra oven, og måtte i stedet forankre sig lokalt. Resultatet var politiske systemer, der hvilede på samtykke og var åbne for deltagelse nedefra, som det formuleres. Kirken spillede efterfølgende en rolle ved at tiltage sig magt i den nye orden ved at omkalfatre det europæiske familiemønster. Ægteskab blev frivilligt og uopløseligt mellem mand og kvinde, der ikke måtte være beslægtede. Samtidig installerede kirken førstefødselsretten, som gav den ældste søn eneret på arv, hvilket kombineret med familiebånd mellem de herskende familier betød, at krig ikke som andre steder blev vejen til udvidelse af staters territorium, men ægteskab og arv. Religionen lagde desuden grunden til det moderne demokrati. Huguenotternes version af den kristne religion blev indoptaget i den liberale tænkning, som blev lagt til grund for den amerikanske revolution i 1776, der gjorde protestantismen forenelig med politisk samtykke og frihedsrettigheder, og, altså, på længere sigt det moderne demokrati. I sammen ånd var den kapitalismens ånd, som med Max Weber stadig er forklaringen på kapitalismens opstandelse i vesten.
Men ægteskabsalliancer var så ikke det hele alligevel. Krig skaber stater, og stater skaber krig, som det er blevet formuleret for 40 år siden, og det er et tema i bogens næste del. Charles Tilly, ophavsperson til onelineren, kritiseres dog for at overse ægteskaber og dynastiske forbindelser, som blev gennemgået tidligere. Hvilke konsekvenser det har for den traditionelle krigeriske fortolkning af den europæiske statsbygningsproces, som skete i kraft af den markante konkurrence mellem fyrster, som måtte udvikle stater for at kunne hive krigsressourcer ud af samfundene for at overleve eller vinde nyt land, overvejes ikke. Men pointen er, at der ikke kan skabes hegemoni i Europa, fordi ingen magt var stærk nok til at nedkæmpe alle andre. Revolutioner spiller også en rolle for demokratiseringsprocessen. Nok var de umiddelbare fiaskoer, men havde alligevel langsigtet betydning, fordi de lukkede ånden ud af flasken, som over tid gav befolkningerne deltagelse i valg og regeringsdannelse.
Bogen munder ud i en epilog, der fortæller, hvad forfatteren mener vi kan lære af de 5000 års historie, han har berørt på de foregående sider. Fortidens spor er så dybe, at Europa også i fremtiden vil bestå af selvstændige, demokratiske nationalstater med åbne økonomier, medmindre en atomkrig skulle sætte en stopper for den fremtid, historien har lagt ud. Jørgen Møller er altså optimist på demokratiets og de åbne samfunds vegne. Hvem kan fx forestille sig, at udemokratiske Kina skulle gå forrest i den grønne omstilling? Det er i lyset af historien naivt at tro det, skriver Jørgen Møller.
Møller er noget mere håndfast i sine konklusioner på historiens lærdom om fremtidens udvikling, end det man som oftest ser blandt historikere. Om det er det lange stræk i den historie, Møller fortæller, der gør hans konklusion radikalt anderledes end samtidshistorikere som Anne Applebaum og Timothy Snyder, der er mildest talt bekymrede for demokratiets fremtid, skal jeg ikke kunne sige. Men det er i hvert fald klart, at der er delte meninger om, hvad man kan lære af historien og hvilken slags historieskrivning, man kan lære af.
[Historie-online.dk, den 1. oktober 2024]
