Historiens afslutning og det sidste menneske

Af Preben Etwil

På mange måder er det mærkeligt at læse en bog, der næsten har tyve år på bagen, og som i høj grad handler om den sandsynlige fremtidige økonomiske og politiske udvikling i verden. Det er en kendt sag, at tidligere fremsagte forudsigelser ofte fremstår som håbløst hjælpeløse, når man sammenholder udsagnene med den viden, der efterfølgende fremgår af histo­riens ufattelige klare lys. Denne bog er ingen undtagelse - og dog.

Fukuyama blev med Berlinmurens fald i 1989 nærmest euforisk overmandet af den nye tids muligheder. For ham var det hermed blevet bevist, at den liberale og demokratiske samfundstype var alle andre samfund overlegne. Den havde nemlig vist, at denne samfundsform var den bedste til at håndtere økonomiske og teknologiske forandringer, ligesom den rationelle og naturvidenskabelige tænkning var kimen til, at moderniteten kunne indføres uden større ideologisk, kulturel og religiøs modstand. Både ideologiske (kommunistiske og fascistiske) og religiøse (islam og kristen funda­mentalisme) påvirkninger af samfundsudviklingen var efter Fukuya­mas bedste opfattelse af det onde, da totalitære systemer virker stærkt begræns­ende for den økonomiske og politiske udvikling.  Det, som Fukuyama tilsyneladende ikke havde forudset, var, at Berlinmurens fald skabte et magtpolitisk tomrum, der åbnede op for en lang række lokale - hovedsaglig etniske og religiøse - konflikter, der benhårdt under den Kolde krigs bipolære magtepoke var blevet holdt i skak af de to store supermagter. Med den ene supermagts totale kollaps blev flankerne imidlertid åbnet og konflikterne kunne bryde ud i lys luge. Bosnien, Kosovo, Tjetjenien, Vestafrika og Sudan er bare nogle af de lokaliteter, der kan opføres på en alenlang konfliktliste.

Bogen om historiens afslutning, eller rettere en artikel i 1989 der dannede baggrund for bogen, kom i virkeligheden til at udgøre startskuddet til en stor international debat om Vestens fremtids­muligheder og farer inden for økonomisk og politisk liberalisme, demokrati, ytringsfrihed, kultur­sammenstød osv. Debatten startede dog efter Fukuyamas opfattelse på et fejlagtigt og misforstået grundlag. Flere havde tilsyneladende misforstået indholdet af Fukuyamas pointe om historiens afslutning, og endnu flere var påbegyndt en kritik, der vidnede om, at de åbenbart ikke selv havde læst noget af Fukuyama (p. 414).

Bogen blev skrevet i en slags politisk beruselse over kommunismens og andre totalitære staters totale sammenbrud: ”Som menneskeheden nærmer sig årtusindets afslutning, har den dobbelte krise i de autoritære og socialistiske planøkonomier kun ladt én potentiel universel ideologi tilbage på slagmarken: det liberale demokrati, doktrinen om individuel frihed og folkets suverænitet” (p. 75-76). Intet andet alternativt syntes realistisk. Liberalismen, demokratiet og markedsøkonomien havde endegyldigt vist sin overlegenhed over for alle andre samfundsformer, og alt pegede på, at denne tilstand kunne betragtes som det sidste og højeste stadie i den historiske udvikling: ”Ved historiens afslutning er der ikke nogen seriøse ideologiske konkurrenter tilbage til det liberale demokrati […] nu ser det ud til – uden for den islamiske verden – at være almindelig tilslutning til det liberale demokratis påstand om at være den mest rationelle regeringsform, det vil sige den stat der bedst muligt udmønter enten det rationelle begær eller den rationelle anerkendelse i praksis” (p. 263). Samfund, der er nået frem til det liberale demokratiske niveau, bliver af Fukuyama kaldt "post-historiske", fordi at de definitivt er nået frem til den mest udviklede måde at indrette samfundet på, mens de samfund, der endnu mangler at nå frem til den liberale demokratiske styreform kaldes "historiske", da de fortsat mangler en historisk udvikling for at nå frem til det højest opnåelige.

Ideen om historiens afslutning er nu ikke Fukuyamas egen. Konstruktionen er åbenlyst hentet fra Hegel og Marx’ historiefilosofiske arbejder, der påstod, at de menneskelige samfunds udvikling naturligvis er en uendelig proces, men en proces der alligevel ville nå en form for afslutning, når menneske­heden havde nået den samfundsform, der kunne tilfredsstille deres grundlæggende behov. Ingen historikere behøver derfor med denne bogs fremkomst at frygte arbejdsløsheden. Historien fortsætter naturligvis.

Men tesen om historiens afslutning var dog så provokerende, og mange mente, at den var stærkt selvovervurderende og ensidigt fokuserende på den vestlige kulturkreds, at det allerede året efter fremkaldte en artikel af Samuel P. Huntington: Civilisationernes sammenstød?"[1], som eftertiden sandsynligvis vil vurdere som langt mere skelsættende end Fukuyamas bidrag. Derfor kan Fukuyamas bog - i dag - slet ikke læses uden, at man forholder sig reflekterende til Huntingtons civilisationsteorier, terrorangrebene i New York, Madrid og London, krigen mod terror gene­relt, og specifikt til krigene i Irak og Afghanistan. Ligeledes kan man heller ikke helt løsrive sig fra den danske kanon- og indvandrerdebat. Ved læsning af bogen dukker disse billeder og stemninger hele tiden op på ens indre nethinde.  Så bogen kan trods det bevidst fremad­skuende i 1992 kun læses og forstås bagvendt fra en position i 2009.

Bogen ydes ikke fuld retfærdighed ved at påstå, at den ikke er opmærksom på konflikten mellem den muslimske og vestlige verden – en ofte fremført påstand. Forskellen til Huntington er givetvis, at Fukuyama ikke kan svinge sig op til at påstå, at det skulle være civilisationernes sammenstød. Men at der er betydelige og modsætningsfulde forskelle mellem de forskellige kulturer er hævet over enhver tvivl: ”Den post-historiske verden ville stadig være opdelt i nationalstater, men dens forskellige nationalistiske strømninger ville have sluttet fred med liberalismen og i stigende grad have begrænset deres område til privatlivets sfære. Samtidig vil den økonomiske rationalitet fjerne mange af den nationale selvbestemmelses traditionelle karakteristika, efter hånden som markederne og produktionen bliver forenet med resten af verden. På den anden side ville den del af verden, der stadig sidder fast i historien, fortsat være genstand for en mængde religiøse, nationale og ideologiske konflikter, afhængigt af de enkelte landes udviklingsstadier, i hvilke de gamle magtpolitiske regler ville gælde” (p. 336). Fukuyama antyder ingen automatisk konvergens mellem de to samfundsformer: ”På mange måder vil den historiske og den post-historiske verden forblive parallelle, men adskilte verdener med relativ begrænset indbyrdes kommunikation, Der vil imidlertid være adskillige områder hvorpå de vil kollidere” (p. 337).

For den der ønsker en omfattende og dybdegående demokratidiskussion befriet for skematisme a la David Held og Robert A. Dahl kan hente meget stof til eftertanke i denne bog. Demokrati og demokratidebat bliver sat ind i et bredt historisk filosofisk perspektiv. Bogen analyserer på glimrende måde både feudale, merkantilistiske, kommu­nistiske og fascistiske samfunds manglende evne til økonomisk og politisk omstilling på grund af utilstrækkelig indsigt i de demokratiske mekanismer så som ytringsfrihed og kritisk tænkning: ”Som menneskeheden nærmer sig årtusindets afslutning, har den dobbelte krise i de autoritære og socialistiske planøkonomier kun ladt én potentiel universel ideologi tilbage på slagmarken: det liberale demokrati, doktrinen om indivi­duel frihed og folkets suverænitet” (p. 75-76). Samfundet stivner og eroderer, hvis man ikke slipper den demokratiske dynamik fri. Ethvert dynamisk samfund skal have politisk legitimitet af befolkningen, og diktaturer af enhver slags, det være sig kommunistisk, fascistisk, eller islamistisk, vil ikke over en længere periode kunne trække på en fond af ophobet loyalitet fra befolkningen side. Dermed vil legitimiteten i styret gradvist blive udtyndet og til sidst danne baggrund for en modreaktion. Det eneste stabile alternativ er, efter Fukuyamas opfattelse, det liberale demokrati, der altid står og falder med, at det har befolkningen bag sig.

Den moderne udvikling driver den demokratiske samfundsmodel frem. Økonomien bygger på kritisk tænkning – uden religiøse restriktioner. Den økonomiske udvikling fremmer også uddannelsesbehovet: ”Det er svært at forestille sig et fungerende demokrati i et samfund, der overvejende består af analfabeter, hvor folk ikke kan drage nytte af information om de valgmuligheder, der står for dem” (p. 163). Uddannelse har også den indbyggede mekanisme, at folk lærer at tænke kritisk og selvreflekterende, hvilket igen fører til, at de også ønsker at bestemme over deres eget liv. Derfor anerkender de ikke diktaturet som en legal styreform. Det være sig kommunistisk, fascistisk eller islamistisk. Fukuyama har med bogen påvist rigtigheden for de to første ismers vedkommende. Vi har stadig til gode at se, om det på sigt også kommer til at gælde den sidste. Bogen lægger indirekte op til, at det vil kunne ske. Huntington er af en anden mening. Kun fremtiden vil vise, hvem der får ret.

Begejstringen for det liberale demokrati er enorm hos Fukuyama, også selv om han villigt erkender, at systemet ikke er uden fejl og forbedrings­muligheder: ”vi kunne give hjemløse hjem, garantere minoriteterne og kvin­der rettigheder, forbedre konkurrencedygtigheden og skabe nye arbejds­pladser” (p. 80).  Fukuyama når ikke overraskende frem til, at demokratiet virker bedst, der hvor folk i forvejen har samme kulturbaggrund: ”det er ikke nogen selvfølge, at det liberale demokrati er det politiske system, der i sig selv er bedst egnet til at løse sociale konflikter. Et demokratis evne til fredelig løsning af konflikter er størst når disse konflikter opstår mellem såkaldte ”interessegrupper”, der har en bred, på forhånd eksisterende konsensus og værdigrundlag eller spilleregler, og når konflikterne primært er af økonomisk natur. Der findes derimod ikke-økonomiske konflikter, der er langt vanske­ligere, fordi at de handler om emner som nedarvet social status og nationalitet, som den demokratiske samfundsform ikke er specielt god til at håndtere” (p. 158).

Demokrati er heller ikke nødvendigvis den bedste styreform til at skabe økonomisk lighed: ”Under sådanne omstændigheder kan diktaturet potentielt være langt mere effektivt i bestræbelserne på at skabe et moderniseret samfund – som det sås, da diktatoriske beføjelser blev brugt til at gennemtvinge en jordreform under den amerikanske besættelse af Japan” (p. 161). Fukuyama afviser ikke, at forskellige former for markeds­fundamen­talistiske og autoritære styreformer kan løse opgaven langt bedre, men at det altid vil ske på bekostning af de demokratiske frihedsrettigheder – og det kan absolut ikke anbefales: ”Der gives intet demokrati uden demokrater” (p. 178).

En yderlige positiv effekt ved demokratiet er, at det hører til sjældenhederne, at demokratiske lande fører krig mod hinanden: ”en verden bestående af liberale demokratier burde derfor give væsentligt færre incitamenter til krig, idet alle lande gensidigt bør anerkende hverandres legitimitet” (p. 25), og mere nuanceret bliver det udtrykt således: ”I dag fører de demokratiske landes ledere ikke deres lande i krig undtagen af tvingende nationale grunde, og de må endda tøve, før de foretager sådanne alvorlige beslutninger, fordi de ved, at deres samfund ikke vil tillade, at de handler uforsvarligt. Når de alligevel gør det, som USA gjorde det i Vietnam, bliver de straffet hårdt” (p. 319). Det sidste leder uvilkårligt tankerne hen på dagens forhold i Irak og Afghanistan. I samme moment bliver islam faktisk omtalt som en: ”aristokratisk orden, hvis moralske grundlag var krigsorienteret” (p. 318)

Fukuyamas filosofi om historiens afslutning bygger på et dialektisk ræsonnement: ”Er der nogen ”modsætning” i vores nutidige liberale, demo­kratiske sociale orden, som kan få os til at forvente, at den historiske proces vil fortsætte og skabe en ny, højere orden?” (p. 179).  Hans svar er et entydigt rungende nej, men han får det ikke nævnt tydeligt nok, at hans statement givetvis ikke kan betragtes som en universel løsningsmodel, der gælder for alle samfund og kulturer. Som påpeget af bl.a. Huntington er der meget, der tyder på, at udsagnet ikke ser ud til at passe for dele af den islamiske samfundsmodel. Et forhold som Fukuyama flere stede i bogen selv peger på, men som ikke får den fremtrædende plads, som diskussionen om ”Civilisa­tionerne sammen­stød” lagde op til. Fukuyama afviser, at forhold ikke kan ændre sig: ”Et argument, som høres alt for ofte, er, at et eller andet land ikke kan demokratiseres, fordi det ikke har nogen forudgående demokratisk tradition. Hvis dette var nødvendigt, ville intet land kunne blive demokratisk, eftersom der ikke findes noget folk eller nogen kultur (heller ikke Vesteuropa), som ikke begyndte med eller på et tidspunkt overtog stærkt autoritære traditioner” (p. 274). Men ét er sikkert, Fukuyama har ikke meget fidus til den såkaldte islamiske erobringspolitik: ”På trods af den magt, som islam fremviser i sin nuværende genopblomstring, er det dog stadig sådan, at denne religion stort set ikke har nogen tiltrækningskraft uden for de områder, der kulturelt set har været islamiske fra begyndelsen. Islams kulturelle erobringer er tilsyneladende et overstået kapitel: Den kan tilbagevinde de frafaldne, men den vinder ikke genklang blandt unge mennesker i Berlin, Tokyo eller Moskva. Og selvom næsten en milliard mennesker kulturelt set er islamiske – en femtedel af verdens befolkning – udgør de ikke en ideologisk udfordring for demokratiet i den vestlige verden” (p. 79-80). Dette var som bekendt skrevet før Huntingtons kritik, men også efterfølgende vurderede Fukuyama ikke islamismens farer ligeså definitivt konfronterende som sin kombattant, hvilket han tydeligt gør opmærksom på i sit efterord til andenudgaven: ”den radikale islamisme {kan} bedst forstås som en politisk ideologi. Skrifter af Said Qutb – grundlæggeren af det muslimske broderskab i Egypten – eller Osama bin Laden og hans ideologiske fæller i al-Qaeda trækker på politiske tanker om stat, revolution og voldæstetisering, der reelt ikke udspringer af den islamiske tradition, men af radikale ideologier fra højre og venstre – det vil sige fascisme og kommunisme – fra det 20. århundredes Europa. Disse ekstremt farlige doktriner afspejler ikke nogen islamisk lære, men bruger islam til at opnå politiske mål” (p. 416 - 417). Heraf følger, at de radi­kaliserede og demokratisk fremmedgjorte islamister er farlige for demo­kratiet, og derfor skal holdes i skak, men at de forskellige fortolkninger af islam der kæmper om magten i princippet sikrer, at denne kamp kommer til at foregå internt i den muslimske verden. Men Fukuyama er dog ikke blind for, at vrede utilpassede muslimske minoritetsgrupper i Europa kan skabe demokratisk rav i den, men som han skriver: ”At afholde dette fra at udvikle sig til noget i retning af ”civilisationernes sammenstød” vil kræve mådehold og god dømmekraft fra de politiske ledere – hvilket moderni­seringsprocessen ikke kan garantere” (p. 418).

Meget store dele af bogen, ja hele bogens midterafsnit, handler om grundlaget for den liberale stats egenforståelse – anerkendelsen, dvs. alles anerkendelse af alles rettigheder: ”Behovet for anerkendelse kan umiddelbart virke fremmed, men det er lige så gammelt som den vestlige politisk-filosofiske tradition og udgør en meget velkendt del af den menneskelige personlighed. Det blev første gang beskrevet af Platon i Staten, hvor han hævdede, at sjælen bestod af tre dele – begær, fornuft og noget han kaldte thymos eller ”besjælethed” […] Trangen til selvværd opstår i den del af sjælen, der kaldes thymos. Det er en slags medfødt menneskelig retfærdig­hedssans” (p. 21). Fukuyama uddyber denne grundfilosofiske tankegang yderst detaljeret med et utal af henvisninger til både Hegel og Kant, men for en filosofisk lægmand letter det læsningen betydeligt, når der gives denne forklaring: ”En person mener at han har en vis værdi, og når andre mennesker behandler ham, som om han er mindre værd – når de ikke anerkender hans rette værd – bliver han vred” (p. 212). Det skal dog som slutbemærkning nævnes, at det primært kun er den vestlige civilisation, der indtil nu har taget denne tese ind under huden.

Fukuyama opridser fire faktorer, der hæmmer den demokratiske udvikling. For det første er det overdreven nationalisme, som ekskluderer visse befolkningsgrupper fra statsborgerskab og juridiske rettigheder. For det andet er det den form for religion, der bekæmper mangfoldighed og tolerance over for anderledes troende. Som eksempler nævnes ortodoks jødedom og fundamentalistisk islam. Den tredje faktor, der hæmmer demokratiet, er manglende social lighed. Det skaber grobund for social uro, og dermed et ustabilt demokrati. Den fjerde og sidste faktor der nævnes, er et manglende funktionsdueligt civilsamfund.  Kun hvis befolkningen har evnen til at kunne organisere sig privat og spontant, arbejde sammen på lokalt niveau og tage ansvar for eget liv, er de modne til et liberalt demokrati: ”De stærkeste nuværende liberale demokratier – for eksempel Storbritannien og USA – findes i de lande, hvor liberalismen kom før demokratiet, eller hvor friheden kom før ligheden” (p. 271).

Bogen kan læses på flere planer. Den kan læses som en historie om, hvordan den vestlige verden nåede frem til at indrette samfundene efter en liberal demokratisk model. Den kan også læses som et omfattende værk, der især fortolker Hegel og Kants anerkendelsesteorier, der danner det filosofiske grundstof til det liberale demokratibegreb, som stort set alle anvender i dag. Bogen giver også indblik i det evige ”historikerspørgsmål”, om historien er retningsbestemt med særlige lovmæssigheder afhængig af økonomi, kultur og religion. Ét er dog sikkert, demokrati er ikke kun bestemt af økonomiske hensyn. Fukuyama er godt nok dialektiker, men ikke af den materialistiske slags. Sidst men ikke mindst kan man læse Fukuyama sideløbende med Huntington for at se ligheder og forskelle i den filosofiske og politiske opfattelse af sammenstødet mellem frihed og totalitarisme. Et optimistisk og pessimistisk syn på fremtidens muligheder og farer.

Afslutningsvis skal det nævnes, at læsningen af bogen blev stærkt vanske­liggjort af, at angivelserne af det opfattende og nyttige noteapparat er forskudt op til flere gange. Det var mere reglen end undtagelsen, at man selv skulle finde frem til den relevante notehenvisning – nogle gange ved at lægge et tal (67) til noteangivelsen andre gange ved at trække det fra. Ganske forvirrende og stærkt forstyrrende. Det må erkendes at være ret uheldigt, da denne slags bøger ofte bedst forstås ved også at læse noterne.

Giver man sig god tid til at fordybe sig i bogen, vil man kunne finde en omfattende og yderst belæst argumentation for det fornuftige i at stile mod det liberale demokrati. Der er tale om både en demokratihistorisk og demokratifilosofisk bog af den indholdsrige og indsigtsfulde slags. Fukuyama behersker både en nometetisk og ideografisk analysemetode, dvs. at han både kan opridse historiske og politiske kategorier og lovmæssigheder samtidig med han beskriver de specifikke, singulære og individualiserede enkelt­tilfælde som historien er så rig på. Bogen er stor, og den har desværre også en tendens til i nogle af kapitlerne at bevæge sig langt ud af en tangent - ud i filosofiske tåger, der mangler konkret jordforbindelse. Men det kan ikke fjerne hovedindtrykket af en ganske glimrende bog om demokratiets filosofiske historie, der advokerer for, at den liberale og demokratiske samfunds­model er den bedste af alle verdener – ja, så at sige slutpunktet af den politiske historie.