Hitlers død

Af Kresten Søe

Hitlers endelig skæbne – konspirationsteoriernes legeplads

Skød Hitler sig selv i Førerbunkeren 1945 i Berlin, eller havde han held til at smutte forbi den sovjetiske hær og flygte med en ubåd til Argentina? Eller gik flugten til Schweiz, Australien eller USA, hvor et vidne endog så ham i selskab med Eva Braun. Eller endte Der Führer som munk i et kloster i Tibet?

Utallige dokumentarer, avisartikler og hjemmesider er gennem årene skrevet af konspirationsteoretikere med konstante sensationelle afsløringer ud fra et hav af ”sikre” øjenvidner verden over.

Skulle man tro blot en brøkdel af disse vidner, har det tidligere nazikoryfæ uden sammenligning været efterkrigstidens mest berejste globetrotter. Dertil tilmed den travleste, idet han ikke bare formåede at skifte opholdssted i lyntempo, befinde sig på vidt forskellige lokaliteter samtidigt og derudover undervejs i samme hast formå at ændre udseende med en række plastiske operationer.
Hidtil har historierne her udgjort en konspirationsteoretisk legeplads, som ingen professionel historiker har taget seriøs eller for alvor har beskæftiget sig med. Men med denne bog, der er oversat fra engelsk originaludgave, foreligger omsider en tilbundsgående videnskabelig tilbagevisning af de mange konspirationsteorier med analyse af deres manglende kontekst, fravær af kildekritik og løsrevne realisme.

Bogens baggrund og opbygning

Historikeren Luke Daly-Groves’ bog, som allerede her samme år foreligger på dansk, er en udbygning af en bacheloropgave fra 2015. Værket er det første seriøse, som går helt tilbage til de første kilder omkring Hitlers selvmord og med videnskabelige forskningsmetoder undersøger og analyserer den lange række af konspirationer. Kildegrundlaget er arkivalier, tidligere tophemmelige M15-dokumenter, artikler, relevante historiske værker om emnet, TV og film samt en del hjemmesider på internettet. Hertil kommer optegnelser fra og skitser over Hitlers bunker, personlige fortællinger fra officerer indenfor efterretningstjenesten samt episoder om skuddueller, plyndringer og rapporter fra hemmelige agenters research verden over. Fremstillingen er på videnskabelig vis verificeret og udbygget med et noteapparat med kildehenvisninger på ikke mindre end 49 sider, som yderligere suppleres af et autentisk s/h fotomateriale.
Bogen tager sit første udgangspunkt i den samtidige forskning umiddelbart efter dramaet i Berlin og er ofte primært funderet i den engelske historiker Hugh Trevor-Ropers udgivelse: The last days of Hitler (på dansk: Hitlers sidste dage, 5. udgave 2002).

Opbygningen sker i kapitler under overskrifterne: Fakta og konspirationsteorier, Den britiske efterforskning og rygterne om overlevelse, Den amerikanske efterforskning og rygterne, En politisk dagsorden? Briternes, amerikanernes og sovjetrussernes håndtering, Hjalp de Hitler med at flygte? Jagten på Hitlers håndlangere og Beviserne står stadig.

Til sidst kommer konklusionen, som gennemgår og sammenholder konspirationsteorierne med observerbare fakta, vidnernes validitet og den brede historiske kontekst frem til værkets deraf følgende endelige uigenkaldelige konklusion: At Hitler begik selvmord i bunkeren i Berlin 30. april 1945.  

Konspirationsteoriernes parade, oprindelse og efterforskning

De mange konspirationsteorier og vidneudsagn om Hitlers tilstedeværelse verden over blev gennemgående seriøst undersøgt men også hurtigt henlagt. Fælles for dem alle var dog, at både sandsynlighed og beviser manglende. Størstedelen blev afsløret som opspind af specialagenterne fra FBI/CIA og de britiske efterretningstjenester. Der blev udarbejdet talrige rapporter, der - ligesom virakken som helhed - indgår i bogens kilde- og baggrundsmateriale.

Hvem stod bag? Nogle, fx den nazistiske undergrundsbevægelse i det besatte Tyskland, havde åbenlyst interesse i at holde den nazistiske myte gående. Men også spiritister, sindsforvirrede, lykkejægere med ønske om økonomisk gevinst, opmærksomhed eller personlig hævn over egne fjender og sidst men ikke mindst sensationsjournalister stod for deres massive andel. Sovjet lagde fast hånd om enkelte beviser for Hitlers faktiske død (en del af hans tandsæt). Men Stalin havde også både internt og udadtil politisk interesse i at bidrage til konspirationsteorierne ved at give udseende af, at Der Führer opholdt sig i vesten, og at de vestlige sejrherrer holdt hånden over ham. Bl.a. den amerikanske hær forskede flittigt på egen hånd gennem de første efterkrigsår for at samle beviser om Hitlers endeligt. Amerikanerne forholdt sig skeptiske for eksisterende kilder, mens briterne primært baserede sig på Trevor-Ropers kvalificerede efterforskning, som bogen konklusion også validerer i sine analyser. Begge lande nåede ikke desto mindre til sidst frem til samme konklusion, nemlig at Hitler var død.

Men hvis man hos CIA og FBI troede fuldt og fast på dette, hvorfor brugte man så de mange resurser i efterforskning og rapportering af konspirationerne? Til forklaring af dette inddrager forfatteren på overbevisende vis bl.a. konteksten. - Nemlig datidens generelle registrering af rygtespredere af anden årsag af hensyn til indre sikkerhed og spionfikseringen i efterkrigstiden. Dertil kom, at det besatte Tyskland summede af rygter, som kunne nære en skjult nazistisk modstandsbevægelse. Alt, hvad der her var i omløb, var af hensyn til roen i det nu besatte land bedst tjent med hurtigst muligt at blive efterforsket og manet i jorden. Tilliden til den britiske allieredes informationer var i USA ikke overvældende. Man foretrak derfor danne sig sit eget indtryk for at være på sikker grund. Hertil kom, at FBI og CIA var i indbyrdes konkurrence. Begge instanser havde stor interesse i begrundelse for at holde budgetterne høje, oversøisk indflydelse gående og mange folk i sving - især i USA’s primære interessesfære i Argentina og det øvrige Latinamerika. Der var således særdeles mange andre gode afledte grunde til at opretholde rapporteringen og konspirationsefterforskningen i kog i samspil med den almindelige spionage på de pågældende lokaliteter.

Konklusion, tilgængelighed, målgruppe og niveau

Konspirationsteorier er underholdende og behøver sjældent beviser. De flyver fra sted til sted drevet af interesse og ønsket om sensation. Gendrivelserne er til gengæld knap så sexede og består oftest af tørre facts med grundig kildedokumentation og tekster med masser af noter og henvisning til eksisterende fakta. Dette er som oftest genrens præmisser, som også for en del er gældende for dette værk. Oversættelsen er som sådan OK, men den har ikke formået at rokke ved forlæggets videnskabelige tilsnit, det tunge lixtal, med de mange indskudte formuleringer og hovedsætninger på op til 7 linjer. Der er altså her tale om en klar forskerrelateret frem for journalistisk fremstilling. Men værket prætenderer dog retfærdigvis heller ikke hverken i sin præmis eller grundlæggende intention at være rettet til den almene brede målgruppe.

Bogen kan dog ikke desto mindre med interesse og ihærdighed læses på to niveauer. Et forskerniveau, hvor man sammenholder med kilder, noteapparatet og egen historiske forhåndsviden. Og et mere alment niveau, hvor man springer de mange notehenvisninger med faktuel underbygning sidst i bogen over.  Herved kan man som læser koncentrere sig om sammenhængen, den historiske ramme og substansen i de mange konspirationsteorier og den måde, disse valideres med hensyn til sandhedsværdi og i den aktuelle historiske samtidskontekst.

På begge disse niveauer fremstår Daly-Groves’ værk velunderbygget, overbevisende og tankevækkende i sin historiske forskning. Hertil kommer værdien i ny ajourført viden om de centrale aspekter i sagen, der er kommet til efter Sovjetstatens sammenbrud.

[historie-online.dk, den 10. december 2019]