Hofprædikant og biskop Laurids Jacobsen Hindsholms dagbøger 1647-1663

Af Christian Kaaber

Det faldt i Laurids Jacobsen Hindsholms lod at leve i interessante tider. Næsten for interessante, ville nogen nok mene. Hindsholm var, som navnet angiver, fynbo og kom til verden i en landsby på den østfynske halvø af samme navn i 1600. Han levede til 1663 og gjorde en smuk teologisk karriere uden dog på nogen måde at markere sig som en faglig sværvægter – nogen doktorgrad erhvervede han for eksempel aldrig. Men som menneske og som prædikant må han have vist formåen, for i 1647 blev han hofprædikant for den aldrende Christian den Fjerde og siden, fra 1651 til sin død i 1663, biskop over det store Fyns Stift – der dengang tillige omfattede Lolland-Falster. Et portræt af ham kendes ikke, og det mest håndgribelige spor af ham i hans domkirke er en prunkløs og nu meget nedslidt ligsten, der i dag har plads i krypten på Skt. Knuds Kirke i Odense. Til gengæld har han efterladt sine dagbøger, som han førte fra 1647 til sin død. Dagbogen fra perioden 1647 til 1651 blev udgivet som en slags privattryk i 1779 af den daværende ejer af det originale manuskript, der siden er gået tabt. Fortsættelsen, Hindsholms eget manuskript fra 1651 til 1663, er bevaret i Det Kongelige Bibliotek, og det kan kun betegnes som fortjenstfuldt, at materialet nu er samlet som en helhed i en velkommenteret og i det hele taget smukt udstyret bog.

Hindsholms kortfattede journaler er omhyggeligt gennemredigeret, så de latinske udtryk, han som god 1600-tals intellektuel spækkede sin danske tekst med, både er gengivet ordret og forsynet med oversættelse i skarp parentes. Det bevarer Hindsholms skrift autentisk og giver en god læseoplevelse. Hertil føjer sig grundige og smukt typograferede registre over den enorme mængde personer, Hindsholm omtaler, samt over såvel steder som emner. De tre registre gør bogen anvendelig for enhver med interesse for Danmark i Svenskekrigenes tid og for genealogisk og lokalhistoriske interesserede. Selve dagbogsteksten fylder knap 80 af bogens i alt 245 sider. Bogens første 80 sider anvendes til en biografisk og historisk perspektiverende introduktion til Hindsholms liv og tid, glimrende og letflydende skrevet og med en række smukt reproducerede illustrationer, bl.a. portrætter af skikkelser fra Hindsholms familiemæssige og faglige netværk og velvalgte billeder af såvel Christian den Fjerde som Frederik den Tredje og dronning Sophie Amalie. Hindsholms eget udseende må man som sagt gætte sig til. For blot at opsummere: Bogen er simpel hen gedigent og godt udgiverhåndværk.

Dagbøgerne selv er langt hen ganske summariske. Noget psykologisk portræt kan man på denne baggrund ikke tegne af hofprædikanten og biskoppen. Til gengæld giver de knappe indførsler et levende billede af en på alle måder usædvanlig præstegerning. Man får en klar fornemmelse af, at den gamle og hårdtprøvede Christian den Fjerde har haft tillid til sin præst og skriftefader, som da også stod bi til kongens sidste stund i sengekammeret på Rosenborg 28. februar 1648 klokken ”halffgangen Sex [17.30], da han døde med sin haand i min”, omgivet, som Hindsholm oplyser, af Leonora Christina Ulfeldt, hendes søster, Corfitz Ulfeldt, kansler Christen Thomesen Sehested, flere rigsråder, lægerne Ole Worm og Otto Sperling samt diverse tjenere. Der har været trængsel ved det kongelige dødsleje. Gennem Hindsholms dagbøger følger vi 1648-forårets stænderforsamling og valget af hertug Frederik til konge. Inden kroningen af den nye konge i Københavns Vor Frue Kirke 23. november samme år skulle Christian den Fjerde bisættes samme sted. Det skete 18. november, hvor Sjællands biskop Jesper Brochmand holdt ligprædiken på latin, mens Hindsholm stor for den danske prædiken. Selv om forløbet har været en stjernestund for Hindsholm, beskriver han det mere end kortfattet. Fra bogens introduktion ved læseren, at både Brochmands og Hindsholms lange taler kom på tryk – Hindholms ligpædiken rummer en både smuk og detaljeret beskrivelse af Christian den Fjerdes sidste timer; disse passager kunne de to udgivere gerne have været optrykt i et appendiks til bogen. Hindsholm er en god skribent, og undertiden skaber han små situationer som denne om et taffel med det kongelige herskab på Frederiksborg 12. juni 1648, hvor ”der forefaldt adtschillig discurs om tyves hængning, om spøgelser, om hekseri og deslige”. Det har været ganske underholdende at dinere med den kommende Frederik den Tredje.

Mellem juledag 1650 og 29. juni 1651 tier Hindsholms journal. Sidstnævnte dato aflægger han ”Vdi Cancelers Offerværelse” ed som kommende biskop over Fyns Stift.  Indsættelsen står Jesper Brochmand for i Vor Frue Kirke 13. juli, og 7. august 1651 kommer Hindsholm til Odense, hvor han straks tager fat på sinenye embedsopgaver. Dagbogen er derefter noget mere udførlig et års tid, inden den summariske tone atter indfinder sig. Gennem Hindsholms indførsler følger vi ham på visitatser rundt i stiftet. I december 1653 afbrydes rutinerne ekstraordinært, da Hindsholm drager til København for at disputere sig til den teologiske doktorgrad i Frederik den Tredjes personlige nærværelse. 1. juni 1657 er Hindsholm på visitats på Lolland og kan ikke ane, at kongen samme dag erklærer Sverige krig. De militære begivenheder begynder at afspejle sig i notaterne i august, da den svenske hær trænger op gennem Holsten, og kongen hyppigt passerer Odense på vej til og fra fronten i Jylland. Mere indtrængende bliver tonen 24. oktober ”bleff Fredricksodde (nuv. Fredericia) Jndtagen aff Suenschen vden nogen modstand oc fick alle Stycker (kanoner), munition, oc huad der waar inde. Gud bedret!” Her er Odensebispen forkert informeret: Frederiksodde blev stormet, og besætning og borgere betalte den barbariske pris, der overgik forsvarere, der ikke ville overgive sig. Og værre skulle det blive: ”30. Janvarii (1658) faldt Suenschen over i Fyen oc indtog Landet, Oc dagen der effter den 31., kom hid til byen”. Punktum. Ikke et ord om, at Hindsholm personlig var med til at tage imod svenskekongen ved bygrænsen. Næste indførsel, 2. marts, oplyser, at freden blev forkyndt ”wed trommeslag her i byen”.

Freden var det så som så med, og svenskerne forlod ikke Fyn, før de i begyndelsen af august genoptog krigen med landgangen i Korsør. Hindsholms optegnelser under Svenskekrigene vidner om, at den kirkelige forvaltning søgtes opretholdt af de fjendtlige besættere. Indførslerne taler om bisættelser og ordinationer. Besættelsesmagten befaler juleaften 1658 Hindsholm at forbyde stiftets præster at bede for den danske konge, men omformulere kirkebønnen til, at Gud vil give nåde til, at der igen må blive fred mellem de to nordiske konger. Hindsholm afviser på det bestemteste og truer med at nedlægge sin bestilling. Besættelsen får en ende den 15. november 1659, da ”de Suensche, wore fiender, som nu fast i 2 Aar haffuer hafft Fyen inde, (ere) slagen wed Nyborg oc totaliter ruinerede. Gud wære evig ære”.

I efteråret 1660 afbrydes Hindsholms lokale embedsførelse af flere rejser til København, hvor han deltager i stændermødet. Han oplever arvekongedømmets indførelse i slutningen af oktober, men kommenterer ikke de skelsættende begivenheder. Den 28. marts 1661 er præsterne fra syv fynske herreder samlet for at underskrive ”det Instrument om Kongens Arffuerettighed til Danmarck”. Det er den såkaldte enevoldsarveregeringsakt, vi hører om her. Statsomvæltningen noteret ganske kort og uden yderligere kommentarer. Herefter følger nogle korte fredelige år. Den sidste notits er dateret 24. maj 1663. Laurids Jacobsen Hindsholm dør 30. august samme år.

Laurids Jacobsen Hindsholm levede i interessante tider, og selv om hans dagbøger er kortfattede og embedsprægede, giver de stemme til et 1600-tals menneske med forbindelserne i orden. Hans optegnelser er grundstammen og grundstemmen i en veldrejet bog, der takket være de glimrende udenværker er blevet en vellykket helhed, der anbefales enhver med interesse for Danmarks historie i en af dens mest dramatiske perioder.

[Historie-online.dk, den 27. juli 2024]