Holocaust i Danmark

Af Jacob Halvas Bjerre, Ph.d.-stipendiat, Statens Arkiver og CBS

Holocaust i Danmark er en antologi bestående af syv artikler, der alle er forfattet af Hans Kirchhoff.  Fire af artiklerne er reviderede genudgivelser og tre er nye. (Hele indholdsfortegnelsen ses her http://www.universitypress.dk/shop/
holocaust-i-danmark-3278p.html) Antologien kan anskues som en samling af Kirchhoffs væsentligste bidrag til emnet, men ca. halvdelen af bogen rummer helt nyt stof og retfærdiggør den til fulde. Hovedvægten er tydeligt placeret på den afsluttende artikel, der over 100 sider behandler besøget i Theresienstadt. Derudover er der ikke tvivl om, at Kirchhoff gør status for emnet med denne bog. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at han sætter artiklerne ind en overordnet teoretisk ramme.

Den røde tråd
Den røde tråd for forfatteren er bystander begrebet (tilskuerrollen) der er en del af Holocaustforskningens tredelte paradigme: offer, gerningsmand og tilskuer. På overfladen forsimplede optikker, men de er løbende blevet uddybet og videreudviklet. Tilskuerrollen anses nu for et mangefacetteret begreb, der blandt andet fortolkes gennem en vurdering af rammebetingelserne for tilskuerne.

Centralt for analysen af den danske stat og administration står derfor også en redegørelse for råderummet for aktørerne, for hvilke muligheder var der? Hvornår var de der? Og hvordan blev de udnyttet? Det bliver gjort gennem hele antologien med blik til særligt de nazistiske samarbejdspartnere - altså gerningsmændene. Det er helt nødvendigt, fordi det var dem, og særligt Werner Best, der satte rammerne for det råderum, det danske systems repræsentanter måtte navigere i.

Hovedspørgsmålet
Det er et hovedspørgsmål for Hans Kirchhoff at forklare, hvordan det lykkedes, at de danske jøder blev skånet for officiel antijødisk lovgivning, flertallet for deportationen, og at ingen blev ført til de centrale udryddelseslejre. Hans Kirchhoffs svar er, kort sagt, samarbejdspolitikken, der ofte i denne antologi betegnes som kollaboration. Kirchhoffs typiske og meget skarpe analyser indfanger også både det positive og negative af kollaborationen med besættelsesmagten på eksempelvis denne måde:

”Det er således svært at anfægte, at samarbejdet både før og efter bruddet 29. August blev et skjold for de danske jøder og bidrog til, at tabene blev de mindste i Holocausts historie. Men vi ved også, at det at forhandle med ondskaben har sin pris, og at prisen i form af samarbejdspolitikken blev både en politisk, økonomisk og moralsk hjælp til Hitlers krig imod de allierede, hvis sejr var forudsætningen for vor egen befrielse. ” (s.18)

Bests dobbeltspil og Duckwitz
I artiklerne følger de centrale analyser af, hvorfor historien udviklede sig som den gjorde. Først gennemgås de overordnede forhold, og de efterfølges af artiklen om Bests dobbeltstrategi - at stå sig godt med Berlin ved at tage initiativ til at aktionen, og dernæst lade viden om aktionen sive ud via Duckwitz. Den efterfølgende korte artikel om Duckwitz er i sin essens et kildeuddrag fra den dagbog, der nu befinder sig i det tyske udenrigsministerium, og som ikke tidligere har været tilgængelig for forskningen. De centrale optegnelser fra september og oktober er derfor nu tilgængelige for alle, hvilket er glædeligt.

Internering af de danske jøder og Sveriges andel i flugtens succes
Analysen af interneringsplanens rammevilkår og motiver er glimrende, hvilket også gælder for artiklen om Sveriges rolle i flugten og redningen. Den klarlægger tydeligt, at Sveriges ændrede afhængighed af Nazi-Tyskland havde en positiv effekt på flygtningepolitikken, der kunne udnyttes til at forberede imaget hos de allierede, men samtidig tillægges folkestemningen en ikke uvæsentlig betydning for ændringen i den svenske politik.

Eichmann i København
Eichmanns besøg i København fortolkes af Hans Kirchhoff som et udslag af et vedvarende dansk pres, og ikke som anført i andre værker en mission der skulle afdække, hvorfor så mange jøder havde held med at flygte. Det dokumenteres overbevisende, at presset fra dansk side, af flere grunde, der ikke skal opremses her, var medvirkende til, at Ribbentrop sagde god for en elastisk jødepolitik i Danmark. Og at Best mødtes med Gestapochefen Heinrich Müller i Berlin for at få godkendt de velkendte særlige forhold for danske jøder. Eichmann var altså blot i København for at få detaljerne på plads, lyder den overbevisende konklusion.  

Nyfortolkning af besøget i Theresienstadt
I den vægtige slutartikel er det et af Kirchhoffs hovedformål at gøre op med den diskussion, der er centreret om, hvorvidt de to danske udsendinge lod sig narre af det propagandabedrag, som var iscenesat af SS. Han konkluderer til slut, at på baggrund af den minutiøse forberedelse af besøget fra SS-side, den manglende forhåndsviden om Theresienstadt, at fangerne var truet til at spille med, og at turen i lejren var kort og forudbestemt, så ”kan det ikke undre, om kommissionen i et større eller mindre omfang lod sig føre bag lyset”. (s.294).

Selvom Kirchhoff dermed går dybt ind i den diskussion, han forsøger at begrave, så er det et forfriskende paradigmeskifte, at besøgets succes bør vurderes ud fra dets hovedformål – nemlig at de deporterede fra Danmark ikke blev ført videre til gaskamrene. Det lykkedes. Derfor var besøget, bedraget til trods, en succes for det danske diplomati og de danske jøder.    

Konklusion
Generelt set er bogen et velargumenteret og veldokumenteret stykke forskningsarbejde, der vil stå som et centralt værk i den fremtidige diskussion vedrørende både de danske jøders skæbne under besættelsen og samarbejdspolitikkens rolle heri. Bogen vil særligt udmærke sig ved, at den på glimrende vis dokumenterer og analyserer, hvorledes presset fra departementschefsstyrets repræsentanter og deres kollaboration med de nazistiske aktører, var hovedårsagen til, at så få af de danske jøder døde i nazisternes forsøg på at gennemføre Holocaust i Danmark.