Husmødre

Af Line Jørgensen, ekstern lektor, Europæisk Etnologi Københavns Universitet

Jeg vil begynde med enden, hvor journalist og forfatter Helle Juhl lader ingen ringere end Lise Nørgaard henvise til ”Kun en pige” og sætte det sidste punktum i bogen med ordene: ”Der er kun én vej frem: at kvinder ser sig bedre for, når de gifter sig, og at mænd og kvinder påtager sig lige ansvar for arbejdet i familien. Kun derved kommer vi af med det lille, men afgørende KUN.”  På den måde binder forfatteren en fin knude på sin fortælling og peger tilbage på prologen, hvor bogens agenda sættes på lignende vis: Helle Juhl ønsker at dokumentere en forsvunden livsform og gøre op med den stereotype forestilling om husmodertilværelsen som isoleret og kedsommelig. Et ry som husmoderen med 70’ernes ligestillingsdebat og rødstrømpebevægelse blev påklistret, hvorefter hun ”havnede på møddingen”.Helle Juhl ønsker at give et mere nuanceret billede af denne kasserede kvindelivsform og samtidig belyse hendes uretfærdige behandling som et overset væsen, der gik gennem livet og over i historien uden tak. Pointen ligger allerede i bogens spidsfindige titel: ”Husmødre – Historier fra en landets største arbejdsplads”.  Om husmoderen så virkelig er en uddød rase, eller om vi bare ser hende i nye klær’ som dagens moderne speltmødre, er en anden diskussion.

Således med rammen på plads tager Helle Juhl læseren med rundt i den mange facetterede husmorverden, som spænder over historier om alt lige fra rengøring, madlavning og håndarbejde til husmorradio, dameblade og østrogenes indtog på Christiansborg. Vi introduceres for Kvindens hvem hvad hvor, hendes husholdningsskoler og kampen for det frivillige moderskab og Forbrugerrådet. På underholdende vis går vi på bacilllejagt med skrubbebørsten og om bord i 60’ernes ryatæppe med Nilfisken.  Vi lærer, at man skal have 12 af hver i sin porcelænssamling, når man serverer sin Richs, og vi tryller med Atamon i det lille husmoderkøkken. Historierne er smukt illustreret af mange fængslende, sjove og ikke mindst sigende billeder, som giver læseoplevelsen et ekstra nøk.

De tematiske afsnit afbrydes tre gange af interviews med virkelighedens husmødre repræsenteret af Grete, Birte og Ruth. De tre afsnit fortælles med kvindernes egne ord, hvilket gør dem både levende og nærværende. Man føler, at man nærmest sidder med under interviewet af de nu ældre kvinder og forestiller sig et sirligt dækket kaffebord med mormor-småkager på mågestellet og en væg fyldt med billeder af børn og børnebørn. Livsberetningerne får en særlig hyggelig karakter, når Helle Juhl lader Grete fortælle læseren, at en blodpølse skal simre i cirka en time, hvor imens man ikke må snakke, for ellers revner pølsen – eller - at den første rullepølse, en ung pige syr, vil afsløre faconen på hendes fremtidige mand. En hidtil ukendt og vigtig information for denne unge pige, som skyndte sig at dele erfaringen med sine medsøstre på Facebook og samtidig overveje, om den stadige singlestatus skyldes, at jeg endnu ikke har syet en eneste rullepølse..? 

I bogens prolog fortæller Helle Juhl med en stor kulturhistorisk viden om madmoderen fra det 19. århundredes udvikling til det 20. århundredes husmoder, og hun peger på institutionens kulturelle proces, når hun i tekst, skolepige vers og billeder viser, hvordan husmoderen installeres i pigerne som et ubestrideligt ideal, fra de er helt små. ”Elsk din mand og stop hans pibe, så skal du aldrig komme i knibe”, skriver Helles 8 årige veninde i poesibogen i 1965. Det er små sjove men sigende empiriske eksempler som dette og rullepølsen, der får læseren til at trække på smilebåndet og giver ekstra appetit til at læse videre. Dem kunne der godt have været mange flere af.

Forfatteren pointerer i prologen, at en husmoder ikke bare er en husmoder. Vi finder hende ikke kun i 50’erne, og hun findes også i forskellige udgaver alt efter hvor, vi befinder os geografisk og socialt. En forfriskende pointe i en tid, hvor Mad Men og seriens tidlige spæn på mange måder er blevet lig med husmoderen og de traditionelle kønsrollemønstre. Således nuancerer Helle Juhl mellem husmoderen på land og i by, som bondefrue, husmandsfrue, arbejderfrue, småborgerfrue eller som del af det rige borgerskab.
Denne introduktion i samspil med den målrettede agenda efterlader læseren spændt på, hvordan dette nu skal illustreres og uddybes i de efterfølgende kapitler, men her bliver man desværre skuffet. Kapitlerne, som primært kun omhandler de tre årtier fra 30’erne til 60’erne, hopper mere eller mindre upræciseret rundt i tid, sted og socialt miljø og lever på den måde ikke op til prologens fine nuancering. Kapitlerne bindes heller ikke sammen med prologens antagelser og agenda. Læseren efterlades desuden undrende over, hvorfor de tre husmoderberetninger kun er forskudt med 10 år, og kun er eksempler på land-husmoderen og husmoderen fra forstaden? Hvorfor er de ikke netop udvalgt med prologens pointer i bagtankerne? Man kan i det hele taget undre sig over hvilke overvejelser og valgkriterier, der ligger bag brugen af netop disse tre kvinder. Hvorfor skal vi høre netop deres historier? Hvorfor er de særligt interessante? Relevante? (Repræsentative?) Det melder bogen absolut intet om. Ligesom den for øvrigt heller ikke indeholder en eneste kildehenvisning til bogens mange historiske tal og udlægninger.
Forfatterens oversete husmoder er der heller ikke meget at spore af i bogens tre kvindeerindringer, som nok fortæller om hårdt arbejde men alle i det store hele maler et tilfredst og positivt billede af kvindernes liv og virke, (som erindringer i mange tilfælde har det med at gøre). Det resulterer i, at erindringerne, i stedet for at illustrere og eksemplificere bogens indledning og afslutning, kommer til at stå underligt afskåret og uafhængigt af dem.

Når det er sagt, fungerer afsnittene mellem erindringerne godt i sig selv, og de giver et alsidigt og spændende indblik i husmoderens virke og i livet i 30’erne-70’erne. Særligt nærværende bliver det, når Helle Juhl indleder hvert afsnit med at relatere temaet til hendes egen (hus)mor og opvækst i 60’erne og 70’erne. Det skaber en levende fortælling, som ud over at være præget af god fortællekunst smitter læseren med forfatterens personlige engagement og investering i bogens emne. Jeg selv er også vokset op med en hjemmegående mor og kan nikke genkendende til de små kommentarer og indrømmelser, som Helle Juhl undervejs lader falde til sin mor. Arbejdet med bogen har tydeligvis belyst dennes afgørende og ikke altid anerkendte indsats som husmoder for barndommens trygge verden. Lise Nørgaard citeres i bogens epilog: Jeg synes, folk skal gøre, som de har lyst til med deres liv, men de må ikke lukke øjnene for prisen. At de måske senere får svært ved at genoptage den karriere, de fravælger. Og hvem siger, at børnene takker dem senere hen?”  Med den bemærkning vil jeg slutte af med at gøre noget, som jeg tror, at Helle Juhls bog vil få mange andre til at gøre, nemlig med at sige:
TAK mor!