Hvaler på afveje
Af Kenn Tarbensen, seniorforsker, Erhvervsarkivet
Det er de utroligste emner, der skrives bøger om. Fantasien sætter nærmest ingen grænser. Hvor småt kan det blive? Min skepsis var meget stor, da denne bog landede på mit skrivebord. Hvaler, der forvilder sig ind i danske fjorde, er udmærket nyhedsstof, men det forekom mig umiddelbart at være et temmelig snævert emne for en historisk undersøgelse.
Tore Teglbjærg, der er cand.mag. i historie, har imidlertid skrevet en særdeles saglig og belærende bog, der har gjort enhver skepsis til skamme. Efter endt læsning sidder man faktisk tilbage som et stort spørgsmålstegn og undrer sig over, hvorfor bogen ikke er skrevet for længe siden.
Det var en strandet finhval i Vejle Fjord i 2010, der gav stødet til bogen. Tusindevis af mennesker fulgte finhvalens dødskamp fra bredden, og TV 2 News’ helikopter fløj over fjorden og sendte dramaet direkte ind i danskernes stuer. En fascinerende historie.
Siden 1575 har over 600 hvaler måtte lade livet i de indre danske farvande og langs Vestkysten. Næsten hver sjette er død i Vejle Fjord, som dermed udgør et godt laboratorium for dansk hvalhistorie, og det gælder så meget desto mere, som at netop hvalepisoderne i fjorden har spillet en central rolle i udviklingen i synet på de store havpattedyr. Bogen rummer naturligvis meget spændende stof til lokalhistorien på Vejleegnen, men hæver sig højt over det lokalhistoriske niveau. Med en solid indføring i bl.a. lovgivningen og de videnskabelige institutioners interesser samt med mange perspektiveringer til hvalfangster og -strandinger i det øvrige land er bogen snarere et pionerværk om dansk hvalhistorie med Vejle Fjord som udgangspunkt.
Danmark har en århundredelang tradition for kommerciel hvalfangst. Det gælder især jagt på vågehvaler, kaskelothvaler, nordkapere m.fl. i bl.a. Nordatlanten, og det gælder marsvin og delfiner i de indre farvande, bl.a. i Lillebælt. Baggrund var for denne kommercielle hvalfang var den eftertragtede hvaltran, der bl.a. anvendtes til belysning.
Det er imidlertid de omkring 90 hvaler, der er strandet eller er blevet fanget i Vejle Fjord i de sidste godt 200 år, som er bogens egentlige emne. Dispositionen følger hovedsageligt de enkelte hvalepisoder. Tre kapitler omhandler således hver sin finhval, nemlig i 1888, i 1905 og i 1923. Af disse indtager hvalen Jonas i 1888 en særlig rolle som den mest populære hval. Den blev først fragtet rundt i landet til forevisning mod betaling og siden sendt på turné til Berlin og Wien. Der blev skrevet skillingsviser, trykt afbildninger, skrevet et hav af artikler og meget andet. Derfor er det også bogens længste kapitel (s. 35-93). Den næste, 1905-finhvalen, blev fanget efter en lang og meget blodig jagt, og derfor fremkom der for første gang kritiske røster af dyreetisk karakter. Det samme var tilfældet med 1923-finhvalen. Den voksende kritik af disse hvaldrab kunne dog ikke forhindre den store grindemassakre i 1954, hvor 63 grindehvaler under stor bevågenhed blev jagtet og aflivet i fjorden. Det skete i en nøje planlagt jagt, hvor fjorten Bredballefiskerne fra syv kuttere drev grindeflokken ind i fjorden, hvor de blev dræbt med forhåndenværende redskaber. Tre var forinden blevet skudt, så det samlede drabstal blev på 66 grindehvaler. Massakren trak store overskrifter i aviserne, hvor fotografier bidrog til at rejse en folkestemning mod det dyrplageri, der var udøvet. Ni af de fjorten fiskerne blev da også efterfølgende idømt bøder for overtrædelse af Dyreværnsloven ved at have udsat hvalerne for unødige lidelser.
Grindehvalsmassakren i 1954 blev et vendepunkt i danske hvalfangst- og hvalstrandingshistorie. I 1967 blev hvaljagt forbudt, og når levende hvaler er strandet, har man gjort forsøg på søsætning af dem. Det lykkedes f.eks. med stor succes i 1976 med en strandet vågehval. Desværre lykkedes det ikke med finhvalen i 2010.
Selv om synet på hvalfangst er ændret, er synet på hvaler som pengemaskiner ikke ændret. Lige som bl.a. hvalen Jonas i 1888 blev fragtet rundt og fremvist mod betaling, stod det i 2010 klart i Vejle, at der kunne være mange turistkroner i en fast udstilling med finhvalens skelet. Det blev imidlertid blot til en midlertidig udstilling på Vejle Kunstmuseum i første halvår 2011, men den blev til gengæld en publikumssucces med 32.000 besøgende. Alene presseomtalen i forbindelse med strandingen er beregnet til at have været 35 mill. kroner værd i gratis markedsføring for Vejle Kommune. Efterfølgende blev skelettet udstillet i Botanisk Have i København, hvor Statens Naturhistoriske Museum lod den indgå i en større udstilling af hvalskeletter fra tidligere strandinger – normalt opbevares disse i Zoologisk Museums gamle parkeringskælder.
Bogen sluttes af med flere oversigter, herunder om litteratur og kilder om hvaler. Det bliver her tydeligt, at Tore Teglbjærg har gjort en endog meget stor research i forbindelse med udarbejdelse af bogen. Det er kort sagt et imponerende materiale, som han har samlet sammen, og det er selvfølgelig også baggrunden for den store saglighed, der præger fremstillingen, og det vel at mærke uden at går ud over læseværdigheden. ”Hvaler på afveje” er ikke blot en meget oplysende bog, men også en meget velskreven og velillustreret bog.
