Hvem ejer skolefaget historie?
Af Lone Alstrup
Denne DEBATBOG er udgivet af Informations forlag, men kan vel næppe kaldes dette, idet bogen egentydigt er præget af forfatterens holdninger, som ikke må siges at høre til i den positive ende af skalaen.
Anders Holm Thomsen vil ”bevise hvad der er gået galt” med historieundervisningen i folkeskolen i forhold til modparten, der udelukkende fokuseres på som fortalere for elevcentreret undervisningsfilosofi, ”der i første række sigter på at udvikle elevens motivation, færdigheder og emancipation frem for traditionelle, faglige kundskaber”. ”Modparten” er på grund af deres introduktion af historiebevidsthedsbegrebet som nøglebegrebet i historiedidaktikken skyld i, at historieundervisningen kom på ”fatal kurs”, og Anders Holm Thomsen vil bevise, hvor det gik galt. Men her opstår problemet så – for netop den påståede dokumentation mangler totalt, og lad det være sagt med det samme; det er ikke kun her – men dokumentation som mangelvare må siges at være en rammende beskrivelse for hele bogen. En undersøgelse af hvordan og hvorfor det gik galt må være i forfatterens hånd?, Men hvis det forholder sig således, ses det gerne at en sådan undersøgelse fremlægges for offentligheden.
Modparten er ifølge forfatteren i besiddelse af en ligegyldigheds kronologi, som en udlægning af relativ kronologi. Denne ligegyldigheds kronologi står i kontrast til absolut kronologi. Men ingen med kendskab til undervisning i historie er vel enige i denne beskrivelse – idet relativ kronologi ikke betyder, at underviseren i historie er ligeglad med kronologien, men det betyder, at man i stedet for at undervise i den absolutte kronologi kan have en undervisning, der i stedet beskæftiger sig med Danmark – og der ind under hører en relativ kronologi: at man godt kan undervise i bronzealderen og springe til 2. verdenskrig – kronologien kan stadig være til stede, den er bare relativ.
Noget jeg studsede over ved bogen er forfatterens vilje til at hæfte det politiske ståsted på de personer der nævnes i bogen, fx fhv. kommunist Torben Weinreich, EF-modstander Gunhild Nissen, marxisten Benoito Scocozza, uden borgerligt tilhørsforhold frimenighedspræst Niels Thomsen, den marxistiske universitetslektor Niels Finn Christiansen, den venstreorienterede Henrik S. Nissen o.s.v. Den eneste, der undgår at blive betegnet på denne måde, er Michael Pihl, som forfatteren tilsyneladende har ført diskussioner med, der har ført til progression af bogen. I princippet er det vel ligegyldigt hvilket politisk ståsted en person har, såfremt denne person udtaler sig kompetent om det emne, der er til debat. Nuvel, forfatteren må vel have en hensigt med at nævne personerne på denne måde – jeg har bare svært ved at se hvilken grund, der kan ligge bagved.
Som sagt er dette ikke en debatbog, der kan bruges til at debattere ud fra, men en bog hvor man ikke ved om man skal grine eller græde, for kan denne bog virkelig være alvorligt ment?
