I orkanens øje

Af Henrik Thystrup

Jan Ahtolas bog om de danske frivillige i Finlandskrigen beskriver en del af den danske historie, som aldrig rigtig har været beskrevet før.  Dette skyldes nok dels, at en række af de frivillige, der deltog i krigen mod Sovjetunionen efter endt tjeneste, forsatte som frivillige i tyske tjeneste, og at efterkrigstiden ikke rigtig tillod at hylde folk, der havde kæmpet mod en af sejrherrerne fra krigen, selvom disse havde hjulpet et broderland i kampen mod kommunismen. Efter så mange år er det måske på sin plads at overveje, om det ikke er på tide, at også disse danske frivillige fortjener samme anerkendelse som f.eks. de danske frivillige, der deltog i den spanske borgerkrig

Bogen gennemgår med stor omhyggelighed næsten hver eneste beslutning som blev taget, inden korpset blev til. Man får en god fornemmelse af, hvordan udenrigspolitikken fik lov til at styre det indenrigspolitiske, og hvorfor mange af de frivillige meldte sig. 

Jan Ahtola beskriver på en levende måde, hvordan ”kampen” mellem myndighederne, der hele tiden lagde forhindringer ud, og hovedmændene bag korpset, der hele tiden prøvede at finde andre veje til at kunne oprette korpset.

Med Daells Varehus’ ejer P.M. Daell indtræden som støtte til korpset begyndte der så små at ske noget. Daell ønskede kraftigt at støtte Finland mod Sovjetunionens angreb, mens politikkerne som sædvanlig var for forsigtige og ikke ønskede at kaste Danmark ud i et dilemma, hvor vi som nation skulle tage standpunkt til, hvem vi støttede, med frygt for at vi skulle blive invaderet af Tyskland. I december havde Stauning erklæret Danmark neutralt, men med presset fra befolkningen og den danske presses åbenlyse støtte til de frivillige vågnede nogle af de danske politikere så småt op med undtagelse af de Radikale.

Af de ca. 1000 frivillige der blev sendt af sted, var det kun en relativ lille del, der havde militær uddannelse. Dette skyldtes primært, at politikerne forbød danske soldater at tage af sted stærkt støttet af de danske generaler, der var bange for, at Danmark herved udgjorde et oplagt invasionsmål. Derfor krævede det store ressourcer både materielt og økonomisk at uddanne de frivillige , så de kunne bruges i Finland. De frivillige var en blanding af arbejdsløse, der så deres mulighed for at slippe ud af arbejdsløsheden, nazister, der ønskede at bekæmpe kommunismen, mens andre gjorde det for at støtte broderlandet eller fordi de var eventyrlystne.

Krigen sluttede, inden danskerne kom i kamp. Finland overgav sig til Sovjetunionen og måtte afstå store landområder samt suverænitet. Der var en stor skuffelse blandt de frivillige, og langsommeligheden samt politikernes modvilje tilskrives en ikke ubetydelig rolle.

Den eneste kamp, som de frivillige kom i, var da deres kaserne blev udsat for et luftangreb, hvorved én dansker mistede livet.  Det er derfor oplagt at spørge, om det overhovedet havde nogen betydning at sende danske tropper til Finland.  Til det er det korte svar ”Ja” – den moralske støtte fra Danmark og de andre nordiske lande gav helt sikker kampånd til finnerne.

Alt i alt synes jeg, bogen er velskrevet, men den henvender sig primært til historikere eller folk, der virkelig vil i dybden med dette emne. Jeg synes bogen i perioder var langtrukken, og jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at fastholde bogen, og at andre bøger en gang i mellem kom ind over.  Men hvis man som sagt har et ønske om at komme i dybden på dette område, har jeg ikke oplevet andre bøger, der er så fyldt med information.