I søvnens favn

Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr.phil.

Det er ikke ofte, man umiddelbart efter læsning af en bog siger: ”Den kunne jeg godt tænke mig at begynde forfra på”. Men det forekommer i dette tilfælde, hvor Mikkel Venborg Pedersen veloplagt har kastet sig over det ikke før videre udforskede emne.

Forfatteren er ansat som inspektør på Frilandsmuseet, og det er med afsæt herfra, han har skrevet. Skal man tro bogens bagsidetekst, er det publikums opmærksomhed på de ca. 100 opredte senge, museet kan mønstre, der har fået ham til at studere fænomenet søvn nærmere. Størsteparten af bogens billedmateriale er da også museumsfotos, hvilket i de fleste tilfælde borger for kvaliteten.

For lay-out’et har Pernille Sys Hansen fra Damp Design stået, og det er gjort med udbredt konsekvens, hvilket altid virker godt. Kun en enkelt indvending skal lyde i den forbindelse, nemlig det, at citater i stedet for at fremstå med anvendelse af kursiv og/eller citationstegn er sat smallere end klummen. Det giver desværre et uskønt tekstbillede, og det fremmer ikke forståelsen.

Indbindingen er pauver. I hvert fald er anmelderens eksemplar bulet med knækkede hjørner og skæv ryg, og selve bindmaterialet er plast, der ridses og tager mod fingeraftryk og bliver fedtet straks ved åbningen. Det fremgår ikke af bogens kolofon, hvem der er ansvarlig for indbindingen, kun at Specialtrykkeriet i Viborg har forestået trykningen, og det er gjort smukt.

Indholdet bygger naturligt nok på Frilands- og Nationalmuseets egne undersøgelser, hvortil i mindre omfang kommer gængse arkivalier på Statens Arkiver samt en omfattende dansk, engelsk og tysk litteratur, hvoraf ganske meget er skrevet af museumsfolk i tilsvarende stillinger som forfatterens.

Derudaf er kommet fem kapitler, som bevæger sig vidt omkring – ofte videre end bogens titel lader antyde. Således er der en temmelig omfattende gennemgang af tre af Frilandsmuseets udvalgte gårde, nemlig den sjællandske fæstegård fra Pebringe fra sidste tredjedel af det 18. århundrede, den næsten samtidige og tilsvarende fra Lundager på Fyn  og den lidt yngre århusgård fra True fra ca. 1830. Kapitel II ”Hos Rasmus, Anne og andet godtfolk” beskæftiger sig stort set udelukkende med disse tre gårde, mens de følgende kapitler ”I Halm, uld og fjer” og ”Søvn og sovevaner” inddrager andre af museets lokaliteter.  Det sidste kapitel ”Hvilke tider, hvilke skikke!” beskæftiger sig med tiden efter de tre gårdes opførelsestid, går faktisk tidsmæssigt lidt uden for bogens rammer og inddrager også højerestandsmiljø i beskedent omfang.

Det første kapitel, som meget prætentiøst hedder ”Søvnens kulturhistorie” skiller sig ud fra de øvrige ved et mere generelt anslag, man fristes næsten til at sige på et lidt eftertænktsomt grundlag, og først fra kapitel II folder etnologen sig rigtig ud. Og det er helt klart indenfor etnologien, han har sin styrke.

Tonen i bogen er veloplagt. Forfatteren ynder – som ved et foredrags begyndelse – at fortælle lidt om, hvad der kommer fremover, og læseren inddrages ofte i teksten via forfatterens anvendelse af første person-pluralis, altså ”vi siger, vi gør, vi dit eller dat”. Det kan lyde skabagtigt, men virker faktisk udmærket, får teksten lettet, så vi alle kan være med til at forstå, selv om der udover den tilsyneladende simple gennemgang ligger et omfattende studium bag af mere filosofisk art.

Et enkelt eksempel fra side 110: ”Men ordsproget antyder også, at inden den velsignede time før midnat sker der en del; tager vi de nævnte syv til otte timeres søvn højtideligt, skal vi da ikke have sendt folk i seng før netop omkring en time før midnat. Men vi skal jo heller ikke forestille os, at de bare sad og hang eller løb rundt på landsbyens gade og lavede gale streger. Ikke hele tiden, i hvert fald.”

Formidlingen af emnet er altså lykkedes. Mikkel Venborg Pedersens bog indeholder mere end den umiddelbart lader ane, og derfor fristes man til at læse den anden gang. Første gang sluger man den nemlig råt, for den er letlæst og næsten forførende, så man glemmer at være kritisk. Anden gang opdager man, at der er mange ting, der kunne være gjort mere ud af, og som bygningskyndig fanger man nogle steder, hvor det skorter lidt på forståelsen. Men som helhed må man sige: hurra, her er en læseværdig bog.