Ingen undskyldning

Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, forfatter

Statsminister Lars Løkke Rasmussens taler ved Transfer Day på US Virgin Islands, markeringen af 100 års jubilæet for overdragelsen af de Dansk-vestindiske Øer til USA, var imødeset med en vis spænding. Ville de indeholde en undskyldning for vores mørke fortid som koloniherrer og slaveejere? Det skete ikke, og diskussionerne kan hermed fortsætte. Astrid Nonbo Andersen, der er idéhistoriker, har forsket i historiske uretfærdigheder og forsoningsprocesser og giver i bogen ”Ingen undskyldning” en fremragende fremstilling af baggrunden for den komplekse problemstilling angående kompensationer og undskyldninger for fortiden - en fortid, der for Jomfruøernes vedkommende har haft konsekvenser helt op til i dag, 100 år efter det danske koloniherredømme.

I 1998 udtalte en vred senator, Adelbert Bryan, i forbindelse med markeringen af 150-året for slaveriets afskaffelse, at ”Ingen dansker kan være min ven, før Danmark har undskyldt for slaveriet”, og hele seancen udviklede sig til en tumult, så Kurt Ravn ikke fik lejlighed til at spille rollen som Peter von Scholten. Der var helt åbenlyst forskellige måder at huske fortiden på, og i Danmark blev fortællingen om den uskyldige kolonialisme, hvor vi som de første forbød den transatlantiske slavehandel, langt op i tiden sjældent udfordret. Først for nylig har en mere kritisk tilgang til det danske engagement i kolonialismen rykket ved denne fremstilling. At det har taget så lang tid, skyldes ifølge forfatteren især tre faktorer. Afslutningen på det danske styre forløb fredeligt – uden vold eller blodig uafhængighedskrig, antallet af borgere i Danmark fra den tidligere tropekoloni er marginalt, og endelig opstod der på Jomfruøerne efter salget en lidt nostalgisk erindring om Danmark.

Langtidseffekterne fra kolonitiden er imidlertid årsag til en nutid med store problemer. Jomfruøerne lider under en skrøbelig økonomi, og arven efter salget til USA i 1917 er også en identitetskrise, hvor man som et uintegreret territorium føler sig som andenrangs borgere med begrænsede politiske rettigheder. De forskellige mærkedage, der har markeret 50 og 75 års jubilæer for overdragelsen og 100 og 150 års jubilæer for slaveriets afskaffelse i 1848, har givet anledning til at tage kolonitiden op til revision, og bogen giver en fin gennemgang af retorikken, der med tiden skærpedes frem mod det første krav om en undskyldning i 1992. Forståelsen af den fælles fortid er vidt forskellig i Danmark, hvor slaveriet betragtes som en fjern fortid, og på Jomfruøerne, hvor den stadig føles smertefuld og nærværende.

Det samme gør bevidstheden om stadig at være en form for koloni, hvor man op gennem det 20. århundrede har ført en lang kamp for at opnå mere selvstyre og få afklaret øernes fremtidige politiske status. Samtidig skal man forsøge at finde sin egen selvstændige identitet, men forsøgene på at skrive øernes historie bliver kompliceret af diskussionerne om undskyldninger og kompensationer for den koloniale fortid.  Astrid Nonbo Andersen giver i et kapitel om retfærdighedsforståelser et overblik over de mange former, en sådan anerkendelse af tidligere overgreb kan antage. De overordnede typer er økonomisk eller anden form for kompensation eller symbolske handlinger. Til sidstnævnte hører de officielle undskyldninger, og dem har der været mange af, begyndende med pave Johannes Paul II, der i 1978 på den katolske kirkes vegne undskyldte for intolerance overfor anderledes troende. Det blev begyndelsen på en hel bølge, der for alvor tog fart i 1990’erne med bl.a. dronning Elizabeths underskrivelse af loven, der undskyldte behandlingen af maorierne i New Zealand, og Tony Blairs beklagelse i 1997 af den irske sultkatastrofe i 1840’erne.

Medens en undskyldning handler om en udbedring af forholdet mellem den gruppe, der har lidt overlast, og den gruppe, der har profiteret af fortidens overgreb, er spørgsmålet om egentlig erstatning noget mere konkret og kontant. Og her er den vigtigste aktør på Jomfruøerne bevægelsen The African Caribbean Reparations and Resettlement Alliance – ACRRA, der blev stiftet i 2004. Opbakningen fra lokalsamfund og politikere var stor nok til, at man i 2005 kunne sende en delegation til Danmark for at diskutere erstatningsspørgsmålet. Rejsen gav ingen konkret afklaring men dog en dialog med adskillige danske politikere. Men selv om ACRRA har haft en vis gennemslagskraft er det svært at måle, hvor stor en opbakning, bevægelsens krav om erstatning har på Jomfruøerne. Der foreligger ingen meningsmålinger, og forfatterens eget feltarbejde i 2012 viste, at medens debatten i Danmark var kørt fast i spørgsmålet om en officiel undskyldning, kredsede den i Caribien om indholdet af en eventuel erstatning, og ikke mindst om man overhovedet kunne kræve en sådan.

Skiftende danske regeringer har i hvert fald ikke lagt op til det. Her har man holdt sig til Niels Helveg Petersens udtalelse om det meningsløse i undskyldninger og erstatninger i sager om historiske uretfærdigheder. Det er dog alligevel sket i et par tilfælde. I 1999 udsendte statsminister Poul Nyrup Rasmussen og den grønlandske landsstyreformand Jonathan Motzfeldt en fælleserklæring, hvor den danske stat undskyldte inughuitfolkets tvangsflytning for at give plads til en amerikansk base. Erklæringen blev senere fulgt op af en erstatning. I 2005 var det så Anders Fogh Rasmussen, der undskyldte tidligere tiders passive udenrigspolitik, især møntet på samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig. Den blev dog ikke fulgt op med nogen erstatning.

Under sin meget grundige research har forfatteren også bedt om aktindsigt hos udenrigs- og kulturministeriet i alle dokumenter, der siden 1998 har omhandlet krav om undskyldninger og erstatninger for slaveri og slavehandel. Resultatet var temmelig magert, men konklusionen syntes at være, at en officiel undskyldning ikke forekom umiddelbart berettiget. Med til problemstillingen hører naturligvis også hensynet til USA i og med, at Jomfruøerne er amerikansk territorium, og man er påpasselig med at undgå, hvad der kunne blive betragtet som utidig indblanding. Der er således mange aspekter i spil, og det har ikke været Astrid Nonbo Andersens hensigt med bogen at give et entydigt svar på, om Danmark skal give en officiel undskyldning eller yde en form for kompensation. Derimod har hun ved sin klare og omhyggelige gennemgang af de mange aspekter klædt læseren særdeles godt på til at forstå og måske tage del i den debat, der blev særlig aktuel ved 100 års jubilæet for salget af De dansk-vestindiske Øer til USA, men som også vil fortsætte fremover.

Historie-online.dk, den 18. april 2007