Interview - Introduktion til et håndværk
Af John Rendboe, Billund Museum
Da jeg fik denne bog i hånden, gled mine tanker et kort øjeblik tilbage til studieårene, da en af mine medstuderende på Historie vrængede ad forskere som beskæftigede sig med samtidshistorie. Alt efter 1960 var pr. definition journalistik, ikke historie, hævdede den håbefulde student. Når der ikke var adgang til alle arkiver, duede det ikke. Personlige beretninger kunne man ikke slet fæstne lid til.
I min – ikke særlig fjerne – studietid var en sådan positivistisk fordom slet ikke ualmindelig. Imidlertid er det i hvert fald som museumsansat historiker umuligt at holde fast i sådan en holdning. Interviews er en del af dagligdagen, når der skal samles oplysninger. Den fordomsfulde faglige ballast kan man så bruge positivt, som sund skepsis. For der er problemer med interviewformen. Et af egne første interviews var med en herre, som fortalte om en oplevelse fra 1952. Et årstal han var 100 % sikker på, for det år blev han udlært som kommis. Problemet var, at alle de arkivalier, jeg havde været i gennem, viste med lige så stor sikkerhed, at de beskrevne begivenheder fandt sted i 1956.
Den slags oplysninger kan man ikke kvantificere, de skal kvalificeres, og det vidste Steinar Kvale (1938 – 2008) meget om. Han var norsk, arbejdede mange år ved Århus Universitet som professor i pædagogisk psykologi ved Psykologisk Institut, hvor han var leder af Center for Kvalitativ Metodeudvikling.
1996 kom Kvales hovedværk: InterViews: An Introduction to Qualitative Research Interviewing. Den blev en bestseller, snart oversat til dansk, hvor den vist nok kom i 15 oplag. Man må sige udbuddet ramte en efterspørgsel.
Nu foreligger der så en revideret udgave, udgivet 2008 på engelsk og nu, 2009, oversat til dansk. Svend Brinkmann, adjunkt og Ph.d. fra samme Psykologisk Institut i Århus, hvor Kvale huserede, er medforfatter. Dvs. det står der på bogens omslag. I 2009 har Brinkmann foretaget et karrieremæssigt kvantespring og er blevet professor med særlige opgaver ved Ålborg Universitet.
Resultatet er blevet et sprænglærd og interessant værk. Kvale og Brinkmann ved nok, hvordan der skal slås kors overfor skeptiske historikere. Allerede på side 23 påberåbes selveste Thukydid, han brugte ifølge forfatterne simpelthen interviews til at skrive historien om de peloponnesiske krige. Hvis ikke Thukydid er nok, fortsættes med Sokrates, som forfatterne mener ”..udviklede filosofisk viden gennem dialoger med sine sofistiske opponenter.”
Sådan placeres samtaler, hvoraf interviews er en vigtig del, som en oldgammel og dermed selvfølgelig del af det videnskabelige parnas. Eller måske skal der kun stå vidensparnas. Forfatterne er ikke glade for videnskabelighed, som de forbinder med positivisme.
Forsiden på både 1. og 2. udgaven er et uddrag af den kendte vignet, hvor to profiler i stiliseret udgave står overfor hinanden, så man kan vælge om man vil se en vase eller to profiler. Mens titlen på den engelske udgave er ændret til: InterViews: Learning the Craft of Qualitative Research Interviewing. . Både den danske og engelske titel betoner altså den håndværksmæssige side af sagen. Det understreger indholdet også. Mere håndværk, mindre metode i 2. udgaven. På side 17 læses: ”Forskningsinterview indebærer en kultivering (min kursivering – JR) af samtalefærdigheder, som de fleste mennesker allerede besidder i kraft af deres evne til at stille spørgsmål”. Det er denne kultivering, det hele drejer sig om. At beherske den, er at beherske forskningsinterviewet som håndværk. Følgende får vi at vide, at forskningsinterviews tilhører gruppen af professionelle samtaler, hvor dets særkende er, at det skal producere viden.
Hovedbegrebet, interview, uddybes s. 18: ” Et interview er i bogstaveligste forstand et ”inter view”, en udveksling af synspunkter mellem to personer, der taler sammen om et emne af fælles interesse. Den indbyrdes afhængighed mellem menneskelig interaktion og produktion af viden er et hovedtema gennem hele denne bog.”
Man kunne fristes til at spørge, om en sådan produktion af viden er = videnskab? Nej, forfatterne er kommet læseren i forkøbet og har allerede på side s.17 skrevet om den dybere mening: ” Det kvalitative forskningsinterview forsøger at forstå verden ud fra interviewpersonernes synspunkter, udfolde den mening, der knytter sig til deres oplevelser, afdække deres livsverden forud for videnskabelige forklaringer.” ( min kursivering – JR). Aha. Den kvalitative forsknings resultater sættes altså i opposition til den ”videnskabelige” (positivistiske) forklaring.
Heri ligger et centralt budskab i bogen. Det asymmetriske magtforhold mellem den der udfører interviewet og den der bliver interviewet, udelukker den positivistiske tilgang til videnskab, her fremført som tilstræbt objektiv tilgang til vidensproduktion. Kvale og Brinkmann uddyber deres argumentation. De hylder den klassiske positivisme, som vi kender fra Comte (1798 – 1857). Mens skurkene er den i sin tid så hyldede Wienerkreds; Schlick (1882 – 1936), Carnap (1891 – 1970) og Neurath (1882 – 1945). De ændrede, ifølge Kvale og Brinkmann, den åbne tilgang i Comtes positivisme til metodologisk positivisme: ”Dens snævre fokus på logikken og validiteten af videnskabelige udsagn bidrog til et metodologisk bureaukrati i samfundsvidenskabelig forskning, især i USA i midten af århundredet. Bureaukratisering er kendetegnet ved standardiserede procedurer og metoder, lovmæssighed, formelle beslutningsregler og upersonlig neutralitet, skriftlig kommunikation og kvantificering.” (s.75) Her kan man som kommunalt ansat historiker nikke genkendende til mangt og meget.
Nu var Moritz Schlicks bidrag til positivismen, at han påpegede, at nok stammede al erkendelse fra sanseerfaring, men man kunne ikke erkende indholdet, blot form og struktur. Schlick fokuserede på det ydre.
Forfatterne nævner også den kamp for en enhedsvidenskab, som Wienerkredsen, eller de logiske positivister som de også kaldes, kæmpede for. Uafhængigt af genstanden/emnet burde der være en fælles metode for al videnskab.
Denne tanke er Kvale og Brinkmann markante modstandere af. ”Vi har bogen igennem fastholdt, at emnets karakter har forrang og bør diktere, hvilke metoder der skal bruges.” (s.332) Man mærker hvordan relativismens faldgruber breder sig ud for den unge interviewforsker. Men nej, den ryger Kvale og Brinkmann heller ikke i, håndværket er vejen frem: ”En opfattelse af interviewet som håndværk kan holde interviewforskningen klar af den metodologiske objektivismes Scylla og den subjektivistiske relativismes Charybdis”. ( s.103)
Man forstår nu bogens titel bedre. Ordet ”håndværk” er selve det filosofiske fundament. Den smalle vej mellem metodologi og subjektivisme. Det er en vej, der bygger på fænomenologi. En række fænomenologer hyldes da også i bogen, og selveste Husserl (1859 – 1938) fænomenologiens grundlægger, erklærede ifølge Kvale og Brinkmann sin kærlighed til Comtes klassiske positivisme: ”at hvis positivisme betyder, at man er trofast overfor fænomenerne, var fænomenologerne de egentlige positivister.” (s.75). Fænomenologi og klassisk positivisme knyttes således nært sammen.
En anden snak er, at ordet ”håndværk” i den sammenhæng som Kvale og Brinkmann bruger det, smager mere af Heidegger (1889 – 1976) end hans læremester Husserl. I sin berømte disputats fra 1927, Sein und Zeit , kommer Heidegger frem til en slags tøj-agtighed som løsenet på gåden om væren. En aktiv, handlende tilgang til tilværelsen, der smager af cirkelslutning. Det var Heidegger-eleven, Gadamer (1900 – 2002), der med sin Wahrheit und Methode(1.udg. 1960 mange efterfølgende udgaver) som citeres flere steder hos Kvale og Brinkmann, understreger den for-forståelse som er essentiel i denne sammenhæng.
På mange måder er denne handlende tilgang til tilværelsen selvdestruerende. Det er begrænset, hvor meget man kan skrive om noget, man bør gøre. Derfor ser man da også i Kvale og Brinkmanns værk mange opfordringer til at smide bogen og gå ud for at lave interviews. Learning by doing. Så kan man vende tilbage og se, om man har gjort de samme erfaringer som forfatterne.
Det er virkelig en balancegang, rent filosofisk, forfatterne har kastet sig ud i. Sådan er det ofte med sådanne værker, det er nemmere at påpege fejlen hos de andre end vise Den rette Vej selv. Men det er vel heller ikke meningen, nu hvor vi har kastet de store meninger bort, her i postmodernismens tidsalder. Måske skal vi bare ud og gøre det. Leve livet og interviewe de andre, der også gør det. Men vi vil have ret til at tænke, vurdere og drage konklusioner. Det har man også ifølge Kvale og Brinkmann. Det er endog afgørende. Det rent kvalitative element.
Der er meget at glæde sig over i denne bog. Fra et politisk/filosofisk synspunkt er det velgørende, at man (objektivt?!) kan diskutere værdien af Wienerkredsens bidrag i forhold til fænomenologer og livsfilosoffer, fordi Wienerkredsen så nemt er blevet tildelt en offerrolle – som de vitterlig havde. Moritz Schlick blev skudt af en nazist, en af hans tidligere studerende, på universitetet i Wien, de fleste af de andre blev spredt over hele verden. Mens Heidegger efter al sandsynlighed var en vaskeægte nazist. Tilfældigvis var han også et af det 20. århundredes største tænkere.
Hist og her har man lyst til at drille forfatterne. Nogle af Sokrates citaterne kunne erstattes med Erasmus Montanus, og man ville sidde med fornemmelsen af, at de var ført ad absurdum. Jeg mener slet ikke, Sokrates producerede viden med sine dialoger. Han demonstrerede blot. Ren doxa, altså en påstand. Sådan er der så meget. Tilbage for undertegnede anmelder står blot at drage en konklusion:
I hvert fald er der tale om et meget lærd værk, med stærke filosofiske argumenter, som bør være uomgængeligt for enhver professionel interviewer
