Italien - Fra Mazzini til Berlusconi
Af Nils Arne Sørensen. Lektor. Syddansk Universitet
Man kan kun glæde sig over, at Gyldendal mener, at der er marked for en ny – og fjerde – udgave af Thomas Harders bog, der først udkom (i en noget mindre udgave) i 1997. Harder har skrevet en rigtig god og grundig introduktion til det moderne Italien. Det gælder historisk, hvor bogens første del gennemgår processen fra tanken om Italiens samling kom på den politiske dagsorden o. 1800 og frem til 1960’erne. Det gælder samtidsorienterende, fordi bogens største halvdel er en række tematiske kapitler om centrale felter ved den italienske identitet og noget mere præcist – som man kunne læse i førsteudgaven – om ”konkurrencer mellem staten og dens forskellige rivaler og spændingen mellem integration og desintegration”. Selv om sætningen er luget ud i den nye udgave – velsagtens fordi den er tung, akademisk og usexet – er den fortsat en god varedeklaration også for 2006-udgaven.
Det bærende analytiske greb i bogen er en skelnen mellem ”patria” og ”paese”, hvor ”patria” henviser til den italienske stat og de nationalstatsbærende ideologier, mens ”paese” refererer til ”den sum af vilkår, erfaringer, vaner og andre kulturtræk” der binder italienerne sammen. Det er altså en skelnen, der stort set er identisk med den mere kendte skelnen mellem stat og civilsamfund (og som i Italien ofte skildres med begreberne ”Italia legale” og ”Italia reale”). Denne skelnen fungerer glimrende som forståelsesramme for Italiens moderne historiske udvikling – især fordi skellet hjælper med at gøre det ellers for udenforstående i politisk-kulturel forstand uforståelige Italien forståeligt. Det handler nemlig helt grundlæggende om, at det italienske samfund i vid udstrækning har fungeret på trods af staten og det politiske system og i kraft afcivilsamfundets netværk (familie, kirke, lokalisme og regionalisme, foreninger, mafia o. lign.). De komplicerede modspil og samspil mellem ”patria” og ”paese” bliver man meget klogere på ved at læse Harders bog.
Bogen har mange kvaliteter. Man får god besked om Italiens moderne historie, men det skal påpeges, at den historiske del af bogen bortset fra mindre ændringer er identisk med de tidligere udgaver. 4. udgave er nemlig først og fremmest en opdatering, hvor temaerne i bogens anden del følges frem til sommeren 2006, så læseren bliver klædt godt på til at forstå baggrunden for de italienske ”historier”, som vi møder i den mere flygtige nyhedsdækning. Harder er som allerede omtalt en fin formidler mellem kulturer: han kan den italienske kultur, men kan også forstå, hvor den kan være svær at forstå for udenforstående. Og så skriver han vældigt godt.
Skal der dryppes malurt i bægeret, så kan der stilles spørgsmål ved, om denne nye udgave er bedre end den gamle. Det er den selvfølgelig i den forstand, at Harder har opdateret sine eksempler og forklaringer. Men der er også en tydelig ”udgavetræthed” at spore i 2006-udgaven. Det klare fokus patria-paese fremstår ofte sløret i bogens sidste (og større) halvdel, ikke mindst fordi opdateringerne ikke altid er tænkt (eller kan rummes) inden for den overordnet ramme, som bogen oprindeligt blev konciperet inden for. Enkelte steder er udgave-trætheden næsten pinligt synlig som i kapitlet om ”Europæisme, sikkerhedspolitik og ny irrendentisme”, som læsere må undre sig over hvad angår overskriftens sidste led. De afsnit i 1997-udgaven, der handlede derom, er nemlig (og fornuftigt nok) slettet i den nye udgave – men de er altså fastholdt i overskriften. Men der er adskillige eksempler på, at opdateringen primært fungerer i form af, at læseren præsenteres for velfremlagte informationer om Italien frem til sommeren 2006 uden disse informationer bearbejdes til ny viden.
Derfor står anmelderen i den situation, at han på den ene side varmt kan anbefale bogen, men også må udtrykke ønsket om, at der ikke kommer en 5. udgave. Det moderne Italien (og os, der er interesserede i landet) fortjener en nytænkt bog næste gang. Den glæder jeg mig til, at Thomas Harder skriver.
