Jeg er en anden

Af Ida Munk

Henrik Wivel er prisbelønnet for sine publikationer, dr. phil., kritiker og forfatter til bl.a. en biografi om L.A. Ring samt til tidl. udgivelser om J.F. Willumsen. Forlagets pressemeddelelse om bogen nævner, at den er det første fuldstændige værk om samspillet mellem Willumsens kunst og liv.

I Efterord (bind 2 s. 252) skriver forfatteren, at det er hans ambition at give et dækkende billede af kunstneren og hans kunst. Denne biografi vil være den første siden 1921, hvor Willumsen stadig levede i fuldt flor og krævede ..”at få sine egne, særdeles dominante, kommentarer og korrektioner ind i Öhmans fremstilling, så biografien er et mash up af to stemmer.” (bind 2 s. 252)

I Prolog ( bind 1s. 21-27) begrunder forfatteren biografiens titel ’Jeg er en anden’, idet han analyserer Willumsens eksistentielle og kunstneriske dualisme. Det forpligtende udgangspunkt for forfatteren ( beskrevet i Efterord bind 2  s.252) er en radering af Willumsen, som forfatteren har erhvervet ’ for mange år siden’ med titlen ’Også et selvportræt’ fra 1916.

Bogen bygger på et meget omfattende materiale: Willumsens egne notes- og dagbøger, fotos, skitser og breve, samt herbarier, udklipsmapper og ikke mindst selvbiografier; en håndskrevet upubliceret samt en publiceret fortalt til Ernst Mentze udgivet 1957, året før Willumsens død. Der indgår desuden upublicerede erindringer fra hans anden kones hånd og en inciterende, ikke offentliggjort brevveksling mellem kunstneren og hans sidste partner. Dertil kommer materiale fra alle de genrer, som kunstneren beherskede: maleri, skulptur, arkitektur, tegning, akvarel, radering og fotografi. Dette materiale fra kunstnerens egen hånd gengives i højkvalitets illustrationer og behandles særdeles kyndigt af forfatteren, der analyserer værkerne med ekspertise.

Det store og tunge (!) pragt- bogværk Indeholder alt, hvad hjertet kan begære af yderligere oplysninger: En omfattende punktbiografi (30 s) en bibliografi, oversigt over illustrationerne og informative noter (fordelt på de to bøger) samt navneregister. Der er mangfoldige indgange for fag- og lægmænd til videre studier, hvis det skulle ønskes.

Gennemgangen af kunstnerens levned opdeles i tidsperioder afbrudt af temaer: Temaet ’Kunstnerisk kvintessens’ mellem afsnittene 1890-1900 og 1900-1914. Derefter temaet ’Barnets århundrede’, efterfulgt af perioden Det frivillige eksil 1914-28. dette følges op af temaet ’Atomernes oprør’. Herefter Livsvendingen 1928-39. To temaer omslutter den sidste periode af kunstnerens liv Den sidste krig 1939-58: ’Bjergtaget’ og Den groteske musikant’.

Bogen går således ind i kunstnerens samtidshistorie og hæfter de kunstneriske udfoldelser sammen med de historiske vilkår, forfatteren må arbejde under. Samspillet mellem kunstnerens liv og kunst bygger ikke mindst på Willumsens forhold til de tre partnere, han havde gennem livet og deres dybe betydning for ham og hans kunst.

Læseren får gennem beskrivelsen af Willumsens lange liv mellem 1863 til 1958 indblik i samtidshistorien og dens betydning for ham  og kunstmiljøet i Europa og USA før, under og mellem de to verdenskrige samt forandringerne herefter.

I Danmark er Willumsen med i det opgør mod censuren, som fandt sted i 1890’erne på Charlottenborg og mod forholdene på Kunstakademiet, som resulterede i Den Frie Udstilling efter forbillede fra Paris. Han tegnede således Den Frie Udstillings bygning beliggende ved Østerport, København. ( bind 1 s. 114-19) Den realiseredes  dog ikke fuldt ud  efter hans  ønske – forfatteren lægger her en vis distance til sin kunstner: ” Som altid ønskede Willumsen ikke alene at tegne bygningen som arkitekt, men at bemægtige sig den med sin personlighed. Den Frie Udstillings bygning skulle være et totalkunstværk i 1:1 af Willumsen med en klar signatur.” (bind 1 s. 119)

Vi får indblik i flere opgør: Bl.a. det, som Willumsen tager med Kunstakademiet. Det siger ganske meget om den selvbevidsthed, kunstneren besidder: Han afviser prompte at modtage et professorat, som tilbydes af Akademirådet og en enig elevgruppe med ordene: ” Det har været og er stadig min Overbevisning, at en hvilken som helst Skole i Kunst, enten den er formet som et Akademi under flere Lærere eller som privat Undervisning under en enkelt, er helt ud unyttig og til dels ogsaa skadelig for Kunstens sande Væsen” ( bind 1 s. 51)

Willumsens forhold til de tre kvinder, der har afgørende betydning for ham og hans kunstneriske udvikling, gennemgås i forhold til den indflydelse, de har på hans liv og kunst som modeller, men ikke mindst som ligeværdige partnere. De var alle økonomisk og arbejdsmæssigt uafhængige af ham, og han respekterede i høj grad deres valg i forhold til bosteder og rejser. Denne respekt for ligeværdigheden var ikke almindelig i perioden. I perioden omkring 1900-10 dyrkes den maskuline vitalitet, mens Willumsen ser vitalismens kropsudfoldelse som et fælles anliggende for mænd og kvinder. Dette ses i hans kunst, som i bogen vises og påvises i flere af kunstnerens værker.

Wivel finder, at der er to hovedspor i kunstnerens udvikling: Det idealistiske, hvor kunstneren forfølger en ide og har et budskab og det andet; det kontrapunktiske, hvor der gøres op med tillært virtuositet – at han stiller sig selv så store opgaver, at den teknik eller skole, han var uddannet inden for , ikke slog til, så han i stedet måtte finde sit eget suveræne udtryk. ” Denne strategi har sin baggrund i den  kunstneriske avantgardetænkning, som udvikledes i slutningen af 1800-tallet, og som Willumsen selv bliver en markant eksponent for.”( bind 1 s. 163)

Willumsen tager således også et opgør med den franske kunsts formidable tekniske overlegenhed, som for ham bliver ”manér og tom, kælen elegance.” (bind 1 s. 210) Han priser her i 1905 de nordiske betingelser for at udvikle en dyb, menneskelig og poesirig kunst i kraft af den nordiske natur. Det er et brud på den afstandtagen, han  tidligere har vist over for det gråmelerede Norden og hænger måske sammen med, at han ser nye markedsmuligheder her!

Henrik Wivels store arbejde med og indleven i denne kunstner viser sig også i ganske personlige kommentarer om mennesket Willumsens personlighed, men med reference til samtiden. ” Lukker man Willumsen ud af hans monomane selvbiografiske tunnelsyn og ind i den kunstneriske udvikling de første tiår af 1900-tallet, kan det ses, hvordan Willumsens kunstneriske interesser flugter med tidens interesser, og hvordan hans ambitioner ligger i direkte forlængelse af de internationale modernistiske strømninger.” (bind 2 s. 22) Det er Willumsens begejstring for El Greco, der bliver ”… en linse, hvorigennem han kan begribe sig selv og få bekræftet de særegne kvaliteter, der allerede har kendetegnet han eget værk hidtil og hans nye orientering mod ekspressionismen.” (bind 2 s. 25)

Wivel tillægger Willumsen en vis beregnelighed, der ikke virker helt sympatisk: Willumsen har i 1920’erne en ide om, at Danmark skal fremme dansk kultureksport gennem et Propagandabureau: Selv om Willumsen med ideen om dette fremstød (… påtager sig idealistens rolle… handler det i sidste ende mest om ham selv. Han skal ikke bare være frontløber, men hovedfigur.” ( bind 2 s. 74)

Om Willumsens: ’Mine Erindringer fortalt til Erik Mentze’ skriver Wivel: ” men vinklen i Willumsens selvportræt i ord er hele vejen igennem den martyriske, hvor han fra begyndelsen i barndommen til erindringernes slutning primo 1953 kæmper én lang kamp mod en ignorant omverden, der ikke fuldt ud forstår hans geni, endsige værdsætter det. Hans mangeårige ophold i udlandet betegnes som et flugtforsøg fra Danmark…”.  ” Mytomanen kører sin egen fortælling ud over kanten i en melodramatisk gestus og spærrer sig selv inde i en boble af selvmedlidenhed” bind 2 s. 183-84)

Og: ” Men Willumsens generøsitet er på betingelse af, at andre betaler for den.” ( bind 2 s. 75) Wivel skriver således med en vis distance om kunstnerens ønske om at samle sine værker - egne og købte – i et museum for ham selv i den villa, han selv har tegnet og opført i Hellerup. Det bliver ikke til noget, men Willumsen får dog sit eget museum i Frederikssund i 1957, hvor han med sine 92 år dog er for svag til at være tilstede ved indvielsen.

Henrik Wivels store biografi er et imponerende værk som giver mulighed for at se historien  gennem næsten 100 år 1863-1958 gennem en særlig betydningsfuld dansk kunstners liv og livsvilkår. Denne internationalt berømmede kunstners mangeartede værker præsenteres  gennem beskrivelse af hans gentagne brud med stil og tid samt familie og venner set i relation til hans samtid.

En smuk og tankevækkende bog, som sætter kunsten og kunstneren i relief til historien og dens mennesker.

[HIstorie-online.dk, den 27. november 2024]