Jeg vil!
Af Jytte Kjær Schou
Ida Jessen tegner et levende portræt af den Nobelprisvindende forfatter, der benhårdt satsede på at forene sin rolle som mor med sit forfatterskab.
Man mærker, at Ida Jessen selv er forfatter, når hun med stor indlevelsesevne pejler sig ind på mennesket og forfatteren Sigrid Undset ud fra hendes breve, romaner, polemiske indlæg samt biografier og breve fra veninden. Bogen er ikke nogen hagiografi, for også Undsets mindre pæne sider berøres, men det ødelægger ikke helhedsbilledet af en forfatter, der med sine to store middelalderromaner skrev sig ind i verdenslitteraturen. I dem demonstrerer hun sin omfattende viden om middelalderen. En interesse hendes far sporede hende ind på, da hun var barn. Tidligere på året udkom ”Kristin Lavransdatter” i Niels Brunses fine oversættelse, og Ida Jessen er selv i gang med at oversætte ”Olav Audunssøn”. I den forbindelse får vi et spændende indblik i, hvordan en oversætter arbejder. Sigrid Undset har været en overset forfatter i en del år, men det kan de tre bøger forhåbentlig råde bod på.
Titlen på biografien er meget rammende, for Undset fremstår som et menneske med en enorm viljestyrke, der undertiden førte hende ind på en selvdestruktiv bane. Hun var et lidenskabeligt menneske, der ville den stormende kærlighed til en mand, der kunne bestemme over hende. Hun ville have en familie, men hun ville også være forfatter. Hun ville markere sig i samfundsdebatten, og senere valgte hun religionen som en bærende del af sit liv. Hun var et komplekst og kantet menneske, der ikke passede ind i tiden. En ener, arrogant, ensom og meget privat, men hele tiden drevet af trangen til at blive en bedre forfatter.
Den lidenskabelige, altopslugende kærlighed fandt hun i den skandinaviske kunstnerkoloni i Rom. Her forelskede hun sig i den noget ældre kunstmaler Svarstad, der var gift og havde tre små børn. Det blev en kort lykkerus, for da hun fik børn, voksede hendes trang til at skabe et hjem, men hun måtte sande, at Svarstad var en fri fugl, der ikke ville domesticeres. En stor del af tiden var han bortrejst, og hun stod alene med deres tre fælles børn og i en periode også de tre stedbørn, og hun måtte henlægge sine skriverier til natten holdt oppe af kaffe og cigaretter. Svarstad fremstår som en noget ynkelig mand, selvoptaget og evigt forurettet, og det kan ikke undre, at det endte med en skilsmisse, hvorefter Undset konverterede til katolicismen.
Undset brændte sit lys i begge ender, men hun opnåede sit mål at blive en anerkendt forfatter. Berømmelsen interesserede hende egentlig ikke, og da hun fik Nobelprisen i litteratur, gav hun de fleste penge væk til velgørende formål. Hendes senere forfatterskab har med enkelte undtagelser religiøse undertoner og lever ikke op til hendes to store middelalderromaner.
Undsets stejle holdninger bragte hende bl.a. på kant med kvindebevægelsen. Hun holdt stædigt fast i, at kvinden skal underordne sig manden og passe hjemmet, noget af et paradoks, for hendes eget ægteskab demonstrerede, at det ikke var en farbar vej. Hun nøjedes jo heller ikke selv med at passe kødgryderne og børnene, men satsede benhårdt på at udfolde sit forfatterskab. Som mor levede hun ikke op til sit eget ideal, når det gjaldt hendes yngste søn, som hun i nogen grad forsømte. Hendes polemiske udfoldelser var i det hele taget ikke lige vellykkede, dog havde hun held med at holde en lang række foredrag om Norge og advare mod nazismen, da hun måtte tilbringe II Verdenskrig i eksil i USA.
Som forfatter har Ida Jessen en særlig interesse for Sigrid Undset. Hun undersøger sammenhængen mellem det levede liv og forfatterskabet, og det lykkes hende at tegne et vedkommende og nuanceret billede af en stor forfatter, der omsmeltede sin store livserfaring til litteratur i verdensklasse med sine to episke middelalderromaner, der ikke bare vidner om hendes indgående kendskab til middelalderen, men også berører store eksistentielle spørgsmål, som i høj grad vedkommer nutidens læsere.
[Historie-online.dk, den 5. november 2024]
