Jelling

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

Èt af de mest besøgte museer i Danmark er Oplevelsescenter Kongernes Jelling, hvortil der er gratis adgang. I 2017 var der omkring 250.000 besøgende. Hertil kommer de mange, som ikke har besøgt oplevelsescenteret, men som er gået rundt ved de store anlæg med gravhøje, runesten, palisade og kirke. Dem er der af gode grunde ikke registreret tal på, men det viser, at interessen for Jelling og stedets oprindelse og historie er stor.

Arkæologen Klaus Ebbesen har skrevet en lille bog, som kan kaldes status over, hvad vi i dag ved om anlægget i Jelling. Det er ikke oplevelsescenteret, der beskrives, men ”det udenom.” Altså snarere: hvem, hvad og hvorfor blev Jelling til kongesæde? Bogens undertitel er: ”Historien om Gorm den Gamle, Thyre Danebod og Harald Blåtand.” Så er scenen sat.

For mange danskere er anlæggene i Jelling stedet og tiden for Danmarks fødsel som stat. Harald Blåtands manifestation (propaganda) virker stadig. I bogens indledning skriver forfatteren om stedet og om de arkæologiske undersøgelser, som begyndte allerede i 1590´erne. Mange senere udgravninger var koncentrerede om de to store høje og kirken, men siden har man også udgravet den store skibssætning, hvis første del man længe troede var fra et hedensk vi, og siden 2001 har man tillige udgravet den store palisade.

Nordhøjen havde et gravkammer, som desværre ved åbningen ikke indeholdt meget gravgods eller mange knogler. Som forfatteren skriver: gravrøvere tog gerne gravgods, men ikke knogler. En rodebunke af knogler er fundet under gulvet i den tidligere trækirke og kan tolkes som Gorms, idet Harald, som selv lod sig døbe, kan have flyttet knoglerne, som nok også blev døbt, og genbegravet dem i kirken. En egepæl fra gravkammeret er årringsdateret til år 958, hvilket passer med Gorms død.

Sydhøjen har ikke noget gravkammer, men er udgangspunkt for skibssætningen, som nu efter fuld udgravning er 370 meter lang og 80 meter bred. Nordhøjen ligger lige midt i den. Der er ikke fundet mange skibsbegravelser i Skandinavien. Skibe var dyre og kunne bruges, men sten var der nok af! Skibssætninger med (bauta)sten er der mange af, som for eksempel ved Lindholm Høje.

Kirken beskrives i et afsnit for sig. Eller rettere kirkerne. Der var tre trækirker før den første stenkirke, som er ombygget og udvidet flere gange.

Hvor er dronning Thyre? Det er titlen på et kapitel, hvor Saxos propagandistiske beretning om Thyre Danebod omtales. Hun ligger i hvert fald ikke i Sydhøjen, hvis konstruktion gennemgås. Højen er dateret til år 964, hvilket betyder, at Harald lod højen bygge til hendes ære, men hvor er Thyre begravet?

Runestenene, som kaldes Danmarks dåbsattest, gennemgås nøje. Opstillingen lige midt imellem de to høje tolkes, som at den store sten er rejst samtidig med bygningen af Sydhøjen i år 964, hvor Harald erklærede Danmark for et kristent land. Det fratog de tyske kejsere deres alibi for at underlægge sig danernes hedenske land for at omvende dem og kræve skat af dem. Skrønen om Poppos jernbyrd er også med. Haralds politiske træk gjorde også, at han kunne regne med kirkens støtte. Smart! Men blev alle daner kristne på én gang? Næppe! Det tog mange år. Som forfatteren skriver: ”Og først det elektriske lys jog for cirka 100 år siden de sidste nisser og trolde af landet.”

Og dét der med ”vandt Danmark og Norge,” holder det? Forfatteren er i tvivl, men har dog et bud på det: norske Erik Blodøkses hustru, Gunhild, var vistnok Haralds søster, og Erikssønnerne og Harald slog norske Håkon Adelstensfostre og tog Norge.

Den meget store palisadeindhegning gennemgås. Den dækkede 110.000 m², blev bygget i år 968,er et parallelogram på grund af jordforholdene, alle sider er 360 meter lange, den har kun stået i få år og der er kun tre huse i Trelleborgstil indenfor palisaden. En teori er, at det kunne være et samlingssted for danske og norske hære, såfremt de blev fortrængt fra Dannevirke. Altså en militær kaserne som måske aldrig kom i brug. Den stod ikke længe. Men hvor er kongsgården? Bogen gennemgår en typisk stormandsgård med størrelse, hovedbygning og økonomibygninger. I Lejre var den største hovedbygning tre gange så stor som andre hovedbygninger. Hvad har den så ikke været i Jelling?

I kapitlet om Haralds forsvarsværker nævnes og gennemgås: udbygningen af Dannevirke og bygningen af broen over Ravninge Enge samt ringborgene i Trelleborg, Nonnebakken, Fyrkat, Aggersborg og Ringborg. Forfatteren skriver, at hæren (flåden ifølge Saxo) var blevet træt af at knokle for Harald, og at de fik Svend Tveskæg med på et mytteri. Også Palnatokes pletskud nævnes. At Harald blev begravet i en selvbygget kirke i Roskilde er aldrig blevet arkæologisk dokumenteret.

Bogens sidste kapitel hedder ”Tidlig danmarkshistorie.” Forfatteren gør sig tanker om hvornår danernes land blev en stat. Han starter allerede omkring år 0, hvilket vil sige i Romersk Jernalder.

Landsbyerne har haft en høvding, og landsbyerne har samarbejdet i ufredstider. Fundene i Illerup og Thorsbjerg (Sydslesvig) beviser det. Det spændende er, hvornår en stat er en stat, hvornår det hed Danmark, hvornår magtkoncentrationen var stor nok til, at en høvding var konge osv. osv. Forfatteren mener blandt andet, at Dannevirke, hvis ældste del er fra år 737, og en stor flåde er beviser på en centralmagt. I kapitlet gennemgås konger fra Godfred (ca, år 800) til Sigtryg, som døde i år 943, hvorefter Gormslægten tog over. Forfatterens sidste to sætninger skal med: ”Men da Harald satte sin runesten i Jelling, havde Danmark været ét land i århundreder. Og forud for Harald havde mange andre siddet på den danske trone.” - Hm! Sig det ikke til en statskundskaber!

Bogen er en status af viden om hele Jellinganlægget med gode redegørelser og forklaringer. Forfatteren fortolker på moderne vis de arkæologiske dokumentationer lige til stregen. Anbefales som en god guide til den tidlige danmarkshistorie og til læsning både før og efter et besøg i Jelling.

Historie-online.dk, den 1. maj 2018