Jernbanehistorie
Af Vigand Rasmussen. Lektor em.
Ingen kan være i tvivl om, at jernbanen har spillet en væsentlig rolle i skabelsen af det moderne Danmark. Den revolutionerede den landværts person- og godstransport og var med til at udvikle nye byer i landdistrikterne i form af stationsbyerne. Den havde indflydelse på mange andre områder som f.eks. tidsbegrebet, og så har den været centrum for mange politiske debatter og opgør. Det gælder også i dag, hvor jernbanen og trafikpolitik i den grad kan bringe sindene i kog.
Det er derfor lidt besynderligt, at der gik rigtig mange år, inden faghistorikerne for alvor kastede sig over emnet: jernbanehistorie, men overlod banen til ihærdige jernbaneentusiaster, der for de fleste vedkommende havde helt andre faglige baggrunde.
Bortset fra industrihistorikeren Rich. Willerslevs fremragende historiske afsnit i DSBs jubilæumsværk fra 1947, så var det folk uden for det faghistoriske miljø, som varetog jernbanehistorien lige fra Martin Buch og C. I. Gomards værk fra 1933 med titlen ’Danmarks Jernbaner’ til de mange jernbanemonografier, der begyndte at dukke op i 1960’erne og fremefter. Buch og Gomard var jernbanefolk, og forfatterne til de mange bøger om især privatbanestrækninger var bl.a. en frimærkehandler, en politimester, en sygeplejerske, en geolog og en landinspektør. Deres indsats fandt sted samtidig med, at jernbanestrækninger, herunder privatbaner, blev lukket i store mængder, og jernbanen undergik en stor forandring bl.a. på trækkraftens område med overgangen fra damplokomotiver til diesellokomotiver. Dermed var en væsentlig del af jernbanens historie og kultur ved at forsvinde, uden at faghistorikerne eller museumsfolkene løftede en finger for at redde noget fra den del af landets transporthistorie. En undtagelse var materiel fra Statsbanerne, som på initiativ af etatens egne folk som W.E. Dancker Jensen blev reddet og hensat i remiser landet over, mens man ventede på at få et egentligt jernbanemuseum. Men på privatbaneområdet haltede det gevaldigt med interessen, bortset fra nogle få ihærdige jernbaneentusiaster, som dels med etableringen af flere jernbaneklubber reddede meget værdifuldt materiel, der så blev sat i stand og i drift på de veteranbaner, som dukkede op i 1960’erne, dels med deres bøger reddede grundhistorien om privatbanerne. Desværre gik der mange år, inden det arbejde blev påskønnet i museums- og historikerkredse, ja, en tid lang smågrinte man nærmest lidt af ’jernbanetosserne’.
I september 1979 afholdt Statens Humanistiske Forskningsråd et seminar om stationsbyens historie, et emne som forskerne nu skulle til at se nærmere på. I den anledning havde man inviteret politimester Birger Wilcke, der havde skrevet mange jernbanemonografier, til at komme med et foredrag om Danmarks jernbanehistorie. Da han var draget østpå igen, mumlede faghistorikerne noget om, at det var da bare en opremsning, så det foredrag var de ikke imponeret over.
Men jernbanehistorikerne fortsatte ufortrødent med at udgive bøger om de enkelte strækninger, og fra at være nærmest små hæfter voksede de til at blive store, flotte bøger med mange illustrationer.
I 1975 flyttede DSB sit jernbanemuseum ind i remisen i Odense, og i 1990 fik man en faghistoriker som leder. Det var arkivar, dr. phil. Poul Thestrup, der ikke umiddelbart kom fra jernbanehistorikermiljøet, da hans doktordisputats fra 1986 handlede om brugsforeningerne. Men i 1982 havde han været ankermand på et af jernbanehistoriens mest værdifulde redskaber, nemlig værket om jernbanekommissariaternes arkiv og andre jernbanearkiver i Rigsarkivet. Og han blev hurtigt jernbanehistoriker med stort J, hvad man kunne se, da han i 1997 stod i spidsen for trebindsværket om Danmarks jernbaner og selv skrev det første bind. Siden har han bl.a. i 2017 skrevet en fremragende bog om Odin og de andre tidlige damplokomotivtyper.
I Thestrups tid på Jernbanemuseet udgav man et årsskrift, der hvad form og indhold angår, adskiller sig en del fra det nuværende årsskrift. Årsskriftet hed ’Tog i tiden’, og det var en smuk gennemillustreret tryksag med mange artikler skrevet af såvel faghistorikere som af jernbanehistorikere. I 2008 årgangen var der artikler om museets aktiviteter som indkøbet af og historien bag en kongelig landauer, årets gang på museet og hos DSB Museumstog. Museumsinspektør Gitte Lundager og museets chef havde skrevet en fin og meget oplysende artikel om niveaukrydsninger mellem jernbane og vej. Medarbejder ved DSB, Morten Flindt Larsen, skrev en ligeså oplysende artikel om vandforsyningen af damplokomotiver, mens museets medarbejder Ole Nørregaard Pedersen skrev om et maleri med jernbanemotiv. For de meget jernbaneinteresserede var der også noget at hente, idet Torben Andersen, redaktør af et jernbanetidsskrift, skrev om DSBs motorbivogne, og Steffen Dresler fortalte om to damplokomotivtyper. Endelig var der bagerst i årsskriftet en meget nyttig oversigt over DSBs stationering af trækkraft pr. 31.3.1957.
Der var således ikke noget at sige til, at alle landets jernbaneinteresserede hvert år så frem til udgivelsen af museets årsskrift.
I 2012 blev Thestrup afløst på chefposten af kulturarvschefen fra Odense Bys Museer, Henrik Harnow, der bestemt ikke var tynget af en større jernbanehistorisk viden. I sådanne tilfælde siger man, at det er godt at kunne se på den nye arbejdsplads med friske øjne. Og det gjorde Henrik Harnow.
I 2013 ændredes årsskriftet således voldsomt. Henrik Harnow kaldte det selv en ’grafisk modernisering’, mens andre som Thomas de Laine på hjemmesiden ’Myldretid’, mente, at nu lignede det en projektrapport fra RUC – og det var ikke venligt ment. Indholdsmæssigt øgedes sidetallet til omkring 100 sider, og en stor del af artiklerne var nu fagfællebedømt. Tilgangen til jernbanen skulle nu være kulturhistorisk i bredeste forstand. I og med at nogle af de artikler og meddelelser, som før havde været i ’Tog i tiden’, nu rykkede over i et udvidet Nyhedsbrev, var det for så vidt i orden, at årsskriften blev helliget til større artikler med noteapparat, kildeangivelser m.m.
I 2020 årgangen kan man fordybe sig en artikel om Københavns Metro, en aktuel artikel om Genforeningen på sporet og en artikel om ’Med pandemien som blind passager.’ Dertil kommer boganmeldelser og en smuk mindeartikel om en af de helt store jernbanehistorikere, Lars Viinholt-Nielsen.
Årbogens første artikel er skrevet af Cecilie Breinholm Christensen, som er ph.d. i mobilitetsdesign. Hendes ph.d. afhandling handlede om Københavns Metro, og artiklen er et sammendrag af afhandlingens metode, undersøgelser og konklusioner. Det er spændende læsning med et meget lærd sprog, hvor man til tider virkelig skal være en skrap læser for ikke at tabe tråden. Der er ingen tvivl om, at Christensens arbejde engang vil være en væsentlig kilde, når Metroens generelle historie skal skrives.
Dr. Phil. Hans Schultz Hansen har skrevet en meget spændende artikel om Den sønderjyske Jernbanekommissions arbejde i forbindelse med Genforeningen, hvor han også har inddraget kommissionens arkiv. Kommissionens arbejde var ikke let, og det svirrede med linjeføringer og ændringer af det eksisterende banenet, men artiklens forfatter holder på eksemplarisk vis tungen lige i munden og fører læseren gennem den vanskelige sag. Hertil hjælper et glimrende illustrationsmateriale også. En fin gang jernbanehistorie, som vil være et ’must’ for alle, der fremover vil beskæftige sig med sønderjysk jernbanehistorie.
Den sidste store artikel er skrevet af museets egen inspektør, Maria Breddam Slæggerup, og handler om samfærdslens betydning for spredning af pandemier. På eksemplarisk og meget interessant vis sammenlignes udbredelsen af koppeepidemien i 1820’erne med den spanske syge små 100 år senere, og der redegøres for, hvordan sygdommene spredte sig med de rejsende, hvad enten de kom til fods i 1820’erne eller med tog i 1918. Artiklen rammer en side af jernbanehistorien, som desværre er meget aktuel, hvilket også fremgår af artiklens sidste del.
2020 er således en rigtig god årgang af museets årsskrift, og den lever til fulde op til den målsætning, som Henrik Harnow udstak, da han søsatte den nye version af årsskriftet syv årgange før. Årsskriftet fortjener mange læsere ud over faghistorikernes kreds.
[Historie-online.dk, den 24. marts 2021]
