Journalisten - En biografi om Henrik Cavling

Af Erik Ingemann Sørensen 

I år fylder dagbladet ”Politiken” 125 år. Sidste år var det 150 år siden, at avisens store stjerne, Henrik Cavling, blev født. I sidstnævnte anledning havde journalisten Sven Ove Gade sat sig det mål at udgive en biografi om Cavling. Men den er først udkommet nu. Det kan da kaldes en positiv forsinkelse for læseren, der hermed får 2 historier i en. Og hvilken historie den tidligere chefredaktør for ”Ekstrabladet” her får fortalt. Oplagt og velformuleret - støttet af lange, velanbragte citater af de personer, han henter frem. Det er dansk pressehistorie på et flot plan. Og en stor tak for det. Den burde blive obligatorisk læsning på journalistuddannelsen, så vi atter kunne få lov til at opleve den engagerede, skrivende journalist, der rækker ud over døgnfluenyhederne. Journalistik, der bliver stående i erindringen. For den er der – med skam at melde – efterhånden meget lidt af. Selv på ”Politiken”.

Men der er også en anden vinkel. Journalist Mads Qvortrup, ”Information”, udtalte i anledning af sin nye bog: ”Fogh, Krag, Schlüter og Stauning”, følgende i radioen: ”Nu er jeg journalist og ikke historiker”. Det er ærlig snak. Selv om journalistens og historikerens centrale stof er kilderne, så har journalisterne ikke de samme bånd. Sven Ove Gade er journalisten, der skriver om journalisten.  Og gør det som nævnt fornemt. Men det går lidt galt, når bogen ses gennem kritiske, historiske briller.

At smed og lærer, Paulus Henrik Olsen, skulle blive en af Danmarks største og bedste bladmænd, lå ikke umiddelbart i kortene. Men den nerve, der dirrede i ham, satte ham så meget i ekstase, at han den 18. maj 1882 opsøgte en voldsom eksplosionsulykke i Donse ved Hillerød. Han skrev om sine oplevelser og iagttagelser – supplerede med en følsom research – og sendte manuskriptet ind til københavnerbladet ”Dags-Avisen”, der bragte den i stor opsætning den 25. maj. Det er en rystende artikel, som man egentlig skulle tro, var skrevet af en garvet reporter. Men det er altså Cavlings debut. Ikke underligt at Gade citerer pressehistorikeren Svend Thorsen for dennes karakteristik: ”Den fødte journalist”. Og han måtte endda måle sig mod selveste nationalskjalden Holger Drachmann, der skrev om ulykken i ”Morgenbladet”. Sven Ove Gade anfører, at artiklen ligger tæt på det, der 90 år senere blev kaldt ”new journalism”. (Den havde dog allerede ”spøgt” i de danske aviser 18 år tidligere, da K.V. Grove skrev sine artikler i ”Dagbladet” fra slaget ved Dybbøl, 1864). Cavling kan måske have hentet inspiration hos forfatteren Herman Bang, der i disse år havde gyldne tider som journalist ved bl.a. ”Nationaltidende”. Det bliver disse to, der – med rette – kommer til at stå som eksponenter for den nyskabende danske journalistik.

Den debuterende journalist fik hele 36 kr. for sin artikel. Han afslog imidlertid avisens tilbud om at skrive en fast lørdagsartikel. Mente ikke økonomien kunne bære.  Men 3 år senere sad han alligevel som korrespondent for ”Politiken” i Berlin. Livsbanen på denne avis var begyndt.

Cavling sendte i en længere periode artikler hjem fra udlandet – alle præget af hans fantastisk indlevende pen. Han opsøgte stederne, hvor der skete noget. Han skrev social kampagnejournalistik og var vel en stærkt medvirkende årsag til, at ”Politikens” oplag i løbet af de første 4 år steg fra 2.000 til 10.000. Hørup og Brandes havde vitterligen noget at glæde sig over. Under et besøg i Amerika fik han mulighed for at stifte bekendtskab med den noget mere moderne avis. Gjorde sine erfaringer og tog dem med sig hjem. Noget der senere i den grad skulle komme avisen til gavn.

1894 er han – som den første danske journalist - på De vestindiske Øer. Rygtet om et salg skulle undersøges. På trods af Hørups modstand. Da Cavling senere udgav en bog om turen, skrev selveste Edvard Brandes om ham: ”Han er journalist, dvs. stifinder, honningsøger, øjebliksfotograf, tankelæser…” Store ord fra en der senere fik meget svært ved at kapere Cavling. Pludselig er han så i Grækenland for at dække krigen mellem Grækenland og Tyrkiet (1897). Igen giver Sven Ove Gade læseren et fint indblik i journalistikken. Men omtaler også den tvivl, der hersker om flere af Cavlings artikler. Disse kom blandt andet til udtryk i avisen ”Vort Land”, hvor man taler om hans ”foragtelige leg med sandheden”. Tilsyneladende havde denne avis fat i en – for anmelderen – ukendt side af Cavlings virke: hans til tider noget lemfældige omgang med sandheden. Hjemvendt blev han da også inviteret til middag hos selveste Hørup, hvor også ”Elefanten” – H.N. Andersen. ØK’s stifter samt nationalskjalden Holger Drachmann var til stede. Forholdet til H.N. Andersen skulle siden vise sig at blive ganske problematisk.

Sven Ove Gade bringer læseren med rundt til de talrige opgaver, Cavling udførte – veldokumenteret og med fine citater. Der kan ikke herske tvivl om, at forfatteren opfatter Henrik Cavling som et fyrtårn i dansk journalistik. Som skribent og ved hans ”andet gennembrud”, da han bliver ”Politikens” redaktør i 1884. Undervejs kommer forfatteren med små finurlige input og kommentarer. Sven Ove Gade er ikke den objektive biografiskriver. Det kunne historikeren naturligvis ønske sig. På den anden side: der skal vel også være plads til, at den engagerede journalist sprænger de formelle rammer. Det gjorde Gade jo også i sin bog om Victor Andresen, ”Ekstrabladets” tidligere chefredaktør. Det må den enkelte læser gøre op med sig selv. Her skal det blot nævnes.

Cavling havde været inde i overvejelser om at starte sin egen avis – blandt andet med økonomisk støtte fra H.N. Andersen og andre af dem, Cavling konsekvent omtalte som ”mine millionærer”. Men så træder Hørup tilbage 31. december 1904. Og med det nye år indleder Henrik Cavling sin karriere som redaktør. Med en helt anden tilgang end Edvard Brandes. Af Sven Ove Gades grundige research fremgår det, at Cavling lige ud mente, at den elitære Brandes ”havde isoleret ”Politiken” fra den folkelige virkelighed, og at der skulle helt anderledes boller på suppen.” Og det tør nok siges, at det kom der. Allerede 13. januar oplevede læserne for første gang billeder – tegninger – på forsiden af avisen. Snart kom avisen i en nyt og meget mere ”håndterbar” udgave. Nu kunne den ligge på et bord, mens man læste. Man kunne have den med i sporvogn og tog. Og så satsede Cavling på en langt bredere målgruppe. Herom skrev han ved avisens 25 års jubilæum: ”Til Politikens læsere hører ungdommen med dens frisind, de virksomme i samfundet, bevægelsesmenneskene, der har forståelsen af arbejdet som kilden til den sunde livsnydelse, og dem der ejer noget og føler forpligtelsen ved at eje.” Danmarks første omnibusavis – avisen for alle uanset partitilhørsforhold - var født. Det var ikke de eneste snævre rammer, avisen sprængte. Nu flyttede man også ind i et nyt domicil, det er i dag er bladhuset med det berømte hjørnekontor. (Avisen havde tidligere haft til huse i den nu forsvundne Integade.)

”Forbrydelser og ulykker fik en vigtig plads. Drama og spænding er elementære ingredienser, som kan indfange de fleste læsere”, skriver Sven Ove Gade. Det blev da også til talrige eksempler på dette. På forsiden. Politisk var avisen mere tilbagetrukket, men Edvard Brandes var – med hele 7 kronikker – en nådesløs dommer over finansminister Alberti og hans – skulle det vise sig – gigantiske bedrageri. Den samfundskritiske og sociale journalistik, som Cavling i sin ungdom var en ypperlig eksponent for, førte efterhånden en tilbagetrukken plads i spalterne. Ifølge Sven Ove Gade smittede Cavlings særlige magi alle i bladhuset. Og vel også en lang række personligheder, som han fik knyttet til avisen, især som kronikører. Gade fremhæver her bl.a. Johannes V. Jensen, Drachmann og Martin Andersen Nexø. Johannes V. Jensen, der var privat ven med Cavling, havde i ”Politiken” en fremragende platform. Som han totalt misbrugte, da han i 1906 rettede et hadefuldt angreb mod forfatterkollegaen Herman Bang. Man kan vel med rette antage, at her svigtede Cavlings jugement.

I kapitlet ”Kritikken af systemet Politiken” redegør Sven Ove Gade for en del af den kritik, der fra flere sider efterhånden blev rettet mod avisen. Baggrunden for denne var bl.a. Cavlings prioritering af nyhedsstoffet. Her konstaterer Gade, at disse kritikere ikke forstod, hvad en moderne omnibusavis står for. Kritikerne var blevet hængende i ”90’ernes forestillinger om avisen som dagligt tidsskrift”. Om end han indrømmer, at de havde ret på flere punkter.

Perioden 1914 – 1920 karakteriseres som ”Krig til alle sider”. Ganske dækkende, da avisen kom ud i den ene konflikt efter den anden. Nogle selvforskyldte andre tilrettelagt af modstanderne. Den danske neutralitetspolitik og pressens behandling af denne blev en af de store anstødsstene. Udenrigsminister Scavenius fik i 1915 gennemført en presselov, der ligger tæt på censuren. Og så blev ”Politiken” offer for udenrigsministerens vrede. Anledningen var Anker Kirkebys artikler om forholdene i Sønderjylland. Med en typisk Scavenius-formulering hedder det om ”Politiken”, at den var et af de blade, der havde vanskeligst ”ved at underordne bladlige og journalistiske formål under de hensyn, som landets vanskelige stilling kræver.” Senere reagerede Scavenius igen kraftigt. Desværre har Sven Ove kun en notehenvisning til Viggo Sjøqvists bog om Scavenius. Uden sideangivelse. Et af flere eksempler på, at læseren nogle gange lades i stikken. Det havde været godt, om Gade havde husket at citere Sjøqvists bemærkning om udenrigsministerens voldsomme reaktion: ”Spørgsmålet er derfor, om det ikke snarere var hele krigssituationen, der gik ham på nerverne”. Det virker, som om Sven Ove Gade har haft et dilemma. Nogle steder forudsætter han, at dette og hint må høre med til almen viden. Andre steder sætter han situationerne ind i den politisk/historiske sammenhæng. Det er lidt synd – lidt ærgerligt. Heller ikke journaliststuderende synes i dag at have en bred viden om Danmarkshistorien. Derfor havde en hjælpende hånd nok været på sin plads. Til gengæld analyserer Gade sig frem til, at Cavling ”lige til det sidste var.. tilbøjelig til at tro på tysk sejr.” Og så var det givet med at holde på begge heste.

”Politiken” kom ud i lang række voldsomme storme. At bladet på forsiden havde følgende overskrift ”Ministeriet Zahle styrtet ved et uansvarligt kup” – Påskekrisen 1920 – gjorde ”millionærvennen” H.N. Andersen aldeles rasende. Dette resulterede i en så omfattende boykot af avisen, at den nær var gået ind, konstaterer Gade, der supplerende beretter om avisens rolle i forbindelse med det sønderjydske spørgsmål (grænsedragningen). At dette spørgsmål i den grad kunne sætte sindene i bevægelse får Sven Ove Gade fremstillet glimrende.

Årene og sliddet som både journalist og redaktør havde sat deres spor. Det var ikke længere den magiske fortryller, der sad i hjørnekontoret. Cavlings hukommelse begyndte at svigte. Den 21. september 1927 kunne læserne erfare, at Cavling ”ved udgangen af denne måned” stoppede som redaktør på ”Politiken”.

Helt slap han dog ikke kontakten. Men også i bestyrelsen svækkedes han indsats. Han dør den 7. august 1933.

Sven Ove Gade slutter bogen med følgende: ”Han var en nyskabende redaktør, som ingen har overgået endnu. ”Et folkeligt geni”, kaldte Johannes V. Jensen ham. Han havde ret!” Det afsluttende udråbstegn – understregningen af geniet Cavling -  afslører Gades store betagelse af bladmanden. En betagelse der det gennemgående træk i hele bogen. Og et eller andet sted er det vel også i orden at skrive en ”kærlig” bog om ens idol. Man kan ikke helt kalde det subjektiv historieskrivning. For meget mangler, før man kan tale om en egentlig historisk bog. Det store researcharbejde er en historiker værdig. Stor ros for det. Men man savner flere gange forfatterens kølige iagttagelse af sit forbillede. Det er som om, man efter endt læsning alligevel ikke helt har fornemmet, hvem denne fornyer af dansk presse egentlig var. Som menneske.

Bogen er glimrende illustreret, dog mangler der et billede af ”Politikens” første redaktion i Integade. Det findes! Noteapparatet er grundigt, men desværre blandet sammen med litteraturoversigten. Her kunne læserne have haft stor hjælp af en selvstændig oversigt. Det er lidt synd. Men skrive kan Sven Ove Gade – og har forhåbentlig gjort det på så god en måde, at ingen journalistelev kommer uden om bogen. Og drager lære af den. Det ville ikke være så ringe endda.