Kierkegaards København
Af Winnie Maria Bak, Cand.mag.
Vi er bogstavelig talt nede på gadeplan at opleve guldalderens København. Det er fascinerende læsning, om end meget detaljeret. Man fornemmer tydeligt det kolossale researcharbejde der må ligge bag. Intet er udeladt; hverken det gamle matrikelsystems fejl og mangler, hvilke dage man måtte flytte på eller hvordan det københavnske fattigvæsen fungerede. Man kan således godt tabe pusten lidt, men dette imødekommer forfatteren, både ved at give en læsevejledning i sit forord, samt ved at opfordre til, at man ”spadserer” rundt i bogen og læser den vilkårligt efter interesse. Bogen kan da også med stort udbytte fungere som et slags opslagsværk, men den fortjener nu også at blive læst i sin helhed. Det er byrummets og den københavnske dagligdags historie, der er i centrum, hvilket giver en viden om København, der atter vil være aktuel, når H.C.Andersen skal fejres.
Tudvad skriver, at han har bestræbt sig på at lade Kierkegaard og hans samtidige komme til orde. Dette giver både læseren et indtryk af personen Kierkegaard, hans liv og hans færden, samt gør bogen meget anvendelig for den, der gerne vil vide noget om livet i København frem mod voldenes fald. Tudvad har mange referencer til datidens aviser og tidsskrifter, hvilket gør fortællingen meget levende. Især citerer han ugebladet Politievennen, der yndede at påtale uhensigtsmæssigheder. Det giver et helt fantastisk indblik i byens tilstand, når man i citaterne kan læse, hvorledes byens opsynsmænd revses for pligtforsømmelse i forbindelse med fortovsrydning om vinteren, eller når renovationen skarpt kritiseres.
Efter at have været hele København rundt og mødt dens indbyggere og deres glæder og sorger, slutter fortællingen ved Kierkegaards grav. Kierkegaard viser vej, starter Tudvad med at sige, og det er en spændende tur.
Det hele gøres fuldkomment af et flot billedmateriale, samt Tudvads sprog, der er tro mod tiden. Dette gør læsningen flydende, og gør de mange citater mere naturlige.