Kinafarerne

Museumsinspektør Benjamin Asmussen fra Søfartsmuseet i Helsingør har skrevet et pragtværk om den danske handel på Kina i perioden 1730 – 1840.

Fortællelyst og begejstring lyser ud af siderne i denne bog, der yderligere er illustreret så overdådigt, at det er svært at huske, hvornår man sidst så et sådant pragtværk – et standardværk om Kinahandelen

Af Erik Ingemann Sørensen

Når jeg slår op i slægtens annaler, kan jeg notere, at vi såmænd nedstammer fra en købmand i Faaborg, Poul Jacobsen, der var søn af en gårdfæster. Det er hans tilnavn, der placerer ham bedst: han blev ganske enkelt kaldt ”Poul Kinafarer”. Kinafarer fordi han flere gange har været i Kina med ’Asiatisk Kompagnis” skibe. Under opholdet i Kina gjorde han nogle gode handler, der senere gjorde det muligt for ham at nedsætte sig som købmand. Især efterspørgslen på kinesisk porcelæn var noget, der gav gode penge. Siden fortsatte sønner og børnebørn som skippere. Lige indtil 1829. Her var det den unge Hans Storm, der påmønstrede handelsfregatten ”Frederik den Siette” med destinationen Kina. Vi kender hans rejse, da han førte dagbog under hele turen. Den kan læses her: http://www.tuxen.info/kinafarer/hans_storm_dagbog.htm

Da jeg i sin tid påbegyndte skrivningen af bogen om Hans Storm og Kinafarten, måtte jeg søge stort set hele kompasset rundt. Det tog utrolig lang tid – og mange gange gik jeg forgæves.

Når jeg nu nævner dette, hænger det ene og alene sammen med Benjamin Asmussens bog om Kinafarerne. For her finder man alt det, der tog så lang tid at stykke sammen til en fortælling. Det er ganske enkelt en guldgrube af viden, man her sidder med. En guldgrube hvor alt går op i en højere enhed: en endog særdeles velskrevet fortælling, originale kildematerialer, en fantastisk billedverden alt sammen baseret på forfatterens umådelige viden om emnet. Det er ganske enkelt bogen om den spændende sejlads på Kina, der bragte så mange rigdomme med tilbage.

En forsigtig start

Det første danske skib, der anløb Canton i Kina, var ’Cronprintz Christian’, der var afsejlet fra København i oktober måned 1730. Man vidste, at flere europæiske lande havde påbegyndt sejladser til Canton – det nuværende Guangzhou – hvorfra de blandt andet hjembragte det eftertragtede porcelæn, der gav store avancer. Frederik IV var derfor særdeles interesseret i, om det var noget, hans riger burde gå ind i.

Det var en heldig sejlads, hvor man var sluppet uden om tre store orkaner. Så den 26. juli lagde ’Cronprintz Christian’ sig i Perlefloden, hvorefter de egentlige supercargoer gik i land for at føre forhandlinger, der resulterede i, at skibet kunne kaste anker uden for Canton.

Øen Whampoa, hvor skibene måtte kaste anker – ”3Miile fra Canton”. Ukendt kinesisk kunstner, 1700-tallets anden del.

Efter at have lastet lettede skibet anker den 15. 12. 1731 og påbegyndte den lange rejse hjem. Godt et halvt år senere fik man Kronborg om styrbord og nåede vel i havn. Successen var hjemme.

Asiatisk Kompagni stiftes

I 1732 får Asiatisk Kompagni så de kongelige privilegier, der sikrer dansk monopol på handelen med Kina og i øvrigt også Indien. Pudsigt kan man i 1737 læse følgende dagbogsopslag: ”(…) gik jeg i Boldhusgade til den kinesiske købmand Lintrup. Så der mange kinesiske sjældenheder såsom levende kinesiske fisk. De var røde et halvt spænd lange og svømmede rundt i et åbent glas (…) Gik om eftermiddagen til en anden kinesisk købmand, hvor jeg så knapper og teskeer af perlemor, sjældne blomster malet som var det virkelig blomster…) s.46.

Gengivelsen af denne kilde er karakteristisk for Benjamin Asmussens bog: han er så velbevandret i sit alsidige og særdeles omfattende kildemateriale, at det er en fornøjelse at læse.

I 1738 blev der givet tilladelse til, at kompagniet kunne opføre et hovedsæde. Her faldt valget på Christianshavn, hvor kompagniet efterhånden fik et ganske stort område, så der både kom administrationsbygning og pakhus. Begge bygninger ligger der i øvrigt den dag i dag.

Hovedbygningen set fra Strandgade. Maleri af Peter Tom-Petersen, o. 1888.

Benjamin Asmussen konstaterer: ”Asiatisk Kompagni var sandsynligvis det mest profitable i Danmarkshistorien…”(Understregningen er anmelderens). Her stopper man lige op og overvejer. Møller Mærsk? Hvad med dem? Har de ikke som selskab været i det mindste lige så profitable eller endog mere? Pudsigt nok skriver Benjamin Asmussen i en anden publikation følgende: ”En af de bedst indtjenende danske virksomheder nogensinde var det Danske Asiatiske Kompagni, der eksisterede fra 1730-1844”. Citatet stammer fra ”Økonomisk politik” 2017.

De gemene

Det, der er allermest spændende i en historisk fremstilling, er, når hverdagen blandt almindelige mennesker kommer frem. På de gamle sejlskibe ofte omtalte som ”de gemene” – i betydningen de almindelige.

Vi får et spændende og særdeles grundigt indblik i, hvordan livet ombord har formet sig for besætningen. Alene så enkelt en ting som friskt drikkevand – næ. For det første var Københavns drikkevand, hvorfra man hentede vand til den første del af rejsen, uhumsk. Hertil kommer, at mange skibe ikke kom i havn, før de nåede Sumatra.

De klogeste af kaptajnerne sørgede for at komme i havn flere gange, så der kunne komme friske forsyninger ombord. For eksempel på Madeira eller Skt. Helena.

Kinafareren Dronning Sophia Magdalena ud for Kap Det Gode Håb – sandsynligvis på hjemturen med land om styrbord. Søfartsmuseet.

På et af togterne skrev den bornholmske skibsdreng – han var lavest rangeret ombord – følgende om sine oplevelser med provianten:

”jeg leed Mangel paa Mad og Drikke, som paa den Tid var meget brugeligt. Bedærved Kost og raadent Vand, og undertiden kun 3 Pæle af dette Vand i 24 Timer; men Mug var der aldrig Mangel paa i de Tider…” (En pægl svarer til en kvart liter). Det forslår lident under ækvators brændende sol.

Til gengæld var der masser af øl. Skibsøl. Man kunne jo ikke have berusede søfolk oppe i masterne.

Og farer var der nok af. Faldt man overbord, var der ikke meget at gøre. Rent faktisk findes der kun et eksempel på en lykkelig udgang:

”Den 28. Søndagen om Morgenen frisk Kuling af en god Vind. Satte til Læsejl. Men da vi i en Byge skulde bjærge Læsejlene faldt en Mand over Bord, og da han til sin store Lykke kunde svømme godt holdt han sig oppe til vi i største Hast fik et Fartøj ud og bjærgede ham…” Sådan skrev matrosen Hans Storm om en oplevelse i Det indiske Ocean i 1830.

Når skibene langt om længe lå for anker i Perlefloden var der – ud over det gigantiske skibmannearbejde ombord – mulighed for at komme lidt i land. Eller besøge de mange blomsterbåde, der så ”smukt” gled af sted på floden. Her kunne man købe blandt andet porcelæn og på de mindre både den vare, søfolk tragtede efter, når de ikke havde set piger i op til et halvt år.

Men de driftige blandt besætningen kunne også gøre sig gode handler med kinesiske varer, som de så tog med sig hjem. Og solgte til det mere og mere interesserede borgerskab. Herved skabte de sig en større kapital, så de blandt andet kunne realisere deres drømme. Det gjorde sig gældende for fåborggenseren Poul ”Kinafarer”, der blev købmand og skibsreder. En af hans ejendomme, som han købte i 1740, kan stadig ses i byen – ved torvet – ”Poul Kinafarers hus”.

Erindringer om mine sørejser

Benjamin Asmussen sætter fokus på en af de personer, der gjorde lykke på Kinarejserne. Theodor Emil Ludvigsen kom til Asiatisk Kompagni som ung knægt takket være familiens kontakter. Som 14 årig kom han på sit første togt til Canton som oppasser for overstyrmanden ombord på handelsfregatten Kronprindsessen. Om end turen var hård for knægten, mistede han dog ikke modet. Symbolsk mødte han kompagniets handelsfregat Christianshavn, da de rundede Kap det gode Håb.

Den unge mand fik så megen smag for søfart, at han uddannede sig som styrmand – dog gjorde han også noget ved at erhverve sig viden om handelen. I 1826 sejler han som reservestyrmand ombord på den forannævnte fregat Christianshavn. Undervejs gjorde han nogle gode handler. På vej hjemad måtte han overtage skibsintendantens job, da den tidligere døde af sygdom. Og Christianshavn var i en sølle forfatning, tog vand ind og lænede sig gevaldigt op ad ophugning.

Atter i land uddannede Ludvigsen sig inden for handel – blandt andet med dobbelt bogholderi. I mellemtiden ville kompagniet gøre noget ved fregatten Christianshavn. Sølle som den var.

Christianshavn før ombygningen

Den ombyggede Christianshavn nu Frederik VI med Kronborg om bagbord – for udadgående – på togtet 1829 til 1830. Vi kan datere situationen helt præcist: den 6. maj 1829.

Kompagniet havde fået staten til at betale for hovedreparationen. Som tak til den enevældige majestæt opkaldte man handelsfregatten efter denne.

Theodor Ludvigsen havde gjort endnu en god figur på rejsen. Han må have været ekstra spændt, da Frederik VI passerer med Kronborg om styrbord, og salutterne lyder. (Benjamin Asmussen skriver i slutningen af september. Hans Storms dagbog siger dog 8. oktober). Spændingen skyldtes det forestående bryllup i øvrigt med den afdøde skibsassistents hustru, Petra Christine.

Ludvigsen tog i 1833 endnu et togt til Kina med et rimeligt resultat for kompagniet. Herefter gik han andre veje med investeringer ”i søfart på Vestindien og Middelhavet”. Han døde i den høje alder af 92 år. Da var handelen på Kina for længst stoppet – det profitable var ophørt.

Fremragende og fornem formidling

Benjamin Asmussen er en af vore allerdygtigste søfartshistorikere med en umådelig viden om søfartens indretning og omfang. Hertil kommer en eventyrlig evne til at opspore kildematerialer, der i et par hundrede år har ligget og samlet støv. Med en fornem beherskelse af sproget, dets mange facetter og muligheder, er det lykkedes ham at levere en aldeles fængende tekst, som læseren har svært ved at slippe. Hertil kommer en fremragende forlagsredaktion ved Grethe Jensen og et ditto layout ved ’Le Bureau’ – præstationer der blandt andet har resulteret i et aldeles smukt værk.

Storartet er det. Derfor en varm tak for dette vidunderlige værk.

[Historie-online.dk, den 4. marts 2020]