Køng Fabrik 1774-1924

Af Jan P. Jessen

Det er nok at tage munden lidt for fuld at påstå, at Danmark befinder sig i en industrihistorisk bølge; men der er dog blevet publiceret en del om emnet igennem de sidste år: Fra Morten Pedersens Cementen om cementfabrikkerne i Aalborg, til Hasse Lundgård Andersens The history of danish distillers and the producers of Aalborg Akvavit, samt Thomas Dickson og Jørgen Rud. Rasmussens Rodfæstet - møbelhåndværk fra Rud. Rasmussens snedkerier, har dansk industri- og virksomhedshistorien fået tilført nye publikationer i de senere år – heriblandt nu også Schovsbos bog om Køng Fabrik.

Bogen er en lettere forsinket udgivelse i anledning af Køng Museums 20-års jubilæum i 2019. Værkets intention er ambitiøs: Schovsbo vil fortælle hele historien om fabrikkens etablering, historik, personhistorie, bygningshistorie og historien bag fabrikkens tekniske indretninger (s.13).

Værket følger en – mere eller mindre lige – kronologisk tidslinje, og overrasker lidt i begyndelsen af kapitel 1 (”Før fabrikken”) idet forfatteren lægger ud med skildringer af ”rensdyrjægerne, der i varmeperioden efter sidste istid fulgte omkring 11.000 f.kr. fulgte dyreflokkene...”. Det virker som den berygtede start med ”Adam og Eva”; men det hele giver hurtigt mening: Skildringen af forhistoriske forhold forklarer netop, hvordan terrænet ved Køng skabtes som forudsætning for etablering af en fabrik i 1700-tallet.

Omdrejningspunktet for Schovsboes fortælling om Køng Fabrik, er i høj grad fæstesønnen Niels Bertelsen – senere kendt som Niels Ryberg (1725 – xxx ). Som storkøbmand bliver Ryberg til en af Danmarks rigeste mænd. I 1774 erhverver Ryberg hovedgården Øbjerggaard i Vordingborg Rytterdistrikt ved offentlig auktion. Øbjerggaard skulle blive grundlaget for det kompleks af virksomheder, institutioner og indretninger – linnedproduktion med spindeskole, vævesemniarium og hør-institut – i oplysningstidens ånd.

Kapitel 2 beskriver således Ryberg som et produkt af oplysningstiden, som ikke mindst Struensee havde indledt i Danmark. Konceptet bag Køng Fabrik var i høj grad oplysningstidens tankegang om at ”at yde samfundets fattige til selvhjælp ved oplæring i håndværksfag” (s.30) – en inspiration, som Ryberg havde fået som direktør for Almindeligt hospitals manufaktur, som Struensee havde grundlagt i København.

Ryberg indsatte Christian Gottfried Voelcker (1746-1819) fra Thüringen som inspektør for Øbjerggaard. En kompetent og erfaren mand, som skabte fremgang for Rybergs virksomhed – så meget, at Voelcker i 1789 overtog forpagtningen af Køng Fabrik og Øbjerggaard.

Kapitel 3 anskueliggør levende Rybergs motivation for at drive Øbjerggaard med henblik på at ”bekæmpe nøden og samtidigt skabe værdier til gavn for producenten og for staten”. Kapitlet skildrer i al sin tydelighed hvilken samfundsmæssig konsekvens Øbjerggaard fik for lokalområdet, i form af en lang række tekniske og sociale indretninger, fra afvanding og sluser til hospital og Køng Kirke – en 1200-tals kirke, som Ryberg lod ombygge og udvide, ”fordi sognets indbyggertal var blevet forøget væsentligt på grund af de mange medarbejdere” (s. 71).

Efter Struensees fald i 1772 og Ove Høegh-Guldbergs udnævnelse af Ryberg til konferensråd i 1780, udvikler produktionen sig til fabriksvirksomhed – til at begynde med som manufaktur. Denne overgangsproces beskrives som et udtryk for ”statens industripolitik” i kapitel 4, som skildrer hvordan principperne for manufaktur påvirker hele produktionen - ikke mindst væverier og blegerier. Langt op i 1700-tallet blegedes på forskellig vis mange steder i landet. Det må have medført en del komplekse logistiske udfordringer. I 1795 fik Køng Fabrik således sit eget blegeri i det nærliggende Vintersbølle – Vintersbølle Bleg.

Denne industrielle orientering i produktionen forudsatte, at landbefolkningen skulle ”oplæres i de krævende fabriksmæssige teknikker (…) for at opnå en bedre kvalitet, så lærrederne kunne konkurrere med de udenlandske...”. Denne pædagogiske omstilling er genstanden for kapitel 5, som bl.a. gør rede for grundlæggelsen af spindeskolerne og vævesemniarium. Seminariet var selv ”i stand til at producere linnedvarer af så høj kvalitet, så man kunne omdanne seminariet til Køng Fabrik” (s. 99), samtidigt med at seminarieundervisningen fortsatte.

Til trods for den høje kvalitet gik det rybergske handelshus konkurs d. 20. juni 1820 – paradoksalt nok, bl.a. fordi man havde udlånt formuer til staten, for at afhjælpe statens store pengeforlegenhed efter Englands angreb på Danmark i 1807. Disse midler manglede øjensynligt som buffer, da kornpriserne faldt i 1819.

Konkursen indledte en periode, hvor staten overtog alle Rybergs ejendomme. Kap. 6 gør derfor rede for de nye og særdeles komplekse statslige administrative forhold, virksomheden nu skulle fungere under. Denne situation endte dog, da Køng Fabrik og Øbjerggaard blev solgt på auktion til proprietær Christian Ludvig Klingberg i 1836.

Efter skildringen af konsekvenserne, overgangen til privateje havde for Køng Fabrik og Øbjerggaard, bryder Schovsboe kronologien. Kap. 7 er således tematisk, og er en minutiøs beskrivelse af den ”regulerede fabriksby” (s. 126/127), som Køng udviklede sig til i perioden fra 1780 til 1853, hvor Køng Fabriks bygninger i Køng, der på det tidspunkt ejedes af Frederik von Buchwald til Øbjerggaard” (s. 142) flytter til Vintersbølle. Fabrikkens beliggenhed i Køng var blevet kritiseret for ikke at være optimalt til fabriksdrift, og flytningen var et afgørende indgreb i fabrikkens bygningsmasse. Kapitlerne 8 og 9 beskriver således virksomhedens (blegeriet Vintersbølle Bleg og Køng Fabrik) Vintersbølle-aktiviteter, både før og efter virksomhedens komplette overflytning dertil.

Virksomheden – som nu kun bestod af blegeri og væveri – har således sin sidste tid i Vintersbølle, og svanesangen skildres i 10. kapitel. Fabrikken lukker i 1906, umiddelbart efter at have produceret linned til kongeskibet Dannebrog. Blegeriet bliver nedrevet i 1923, mens den sidste Køng-væv bliver installeret i Christiansborgs kælder. Her væver den sidste Køng-væver Gustav Hermann Schulze fabrikkens sidste ordrer til hoffet, de køngske kongeduge og servietter med rigsvåben (s. 174-175).

Herefter beskriver Schovsbo tilblivelsen af Øbjerggaard og Køng Museum, efter de sidste tilbageværende bygningers nyistandsættelse. Hermed afsluttes en kompleks historie, og man glædes som læser over et tiltrængt resumé, der sammenholder historiens mange spor og sidespor.

Til tider føler man, at forfatteren med sin intention om at berette om ”hovedgårdens og fabrikkens etablering, kronologi, personkreds, bygninger og tekniske indretninger” gaber over lidt for mange emner, og at de mange dybt forskellige emnefelter hæmmer et naturligt ”flow” i læsningen. Dette bliver især tydeligt ved kapitelovergangene, der stedvist virker abrupte og umotiverede. Til gengæld er bogen forsynet med en illustrativ tidslinje og et glimrende pædagogisk afsnit med forklaringer, som netop forklarer de begreber, der ikke måtte være gængs tale.

Schovsbo skriver tæt på kilderne, hans noteapparat er ikke mindre end imponerende, bogen er ydermere forsynet med en lang række bilag, som bl.a. gengiver centrale kilder.

Også reproduktioner af billedmateriale er af meget høj kvalitet, og i det hele taget er der tale om en visuel særdeles tiltalende bog.

Uden tvivl vil læsere med industrihistorisk interesse i almindelighed og med interesse for tekstilproduktion i særdeleshed, ”sluge” værket med stor begejstring, og finde mange veje ind til yderligere undersøgelser af de mange relaterede emnefelter.

[Historie-online.dk, den 22. september 2020]