Kold Krig

Af Anders Ellegaard

Kulturstyrelsen iværksatte i 2012 et projekt om udpegning, bevaring og formidling af Den Kolde Krigs anlæg i Danmark.
Projektgruppen har arbejdet i 2 år med repræsentanter fra Forsvarsministeriet, Beredskabsstyrelsen, Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, Østsjællands Museum, Øhavsmuseet, Statens Forsvarshistoriske Museum, Oplevelsescenter Vestvolden, Færøernes Landsarkiv, Grønlands Nationalmuseum og Kulturstyrelsen.
Formålet med projektet var at starte undersøgelse af og forskning i Den Kolde Krigs betydning for Danmark. Kulturstyrelsen håber at animere til yderligere undersøgelser og forskning, og at kommuner, ejere og borgere vil opfatte anlæggene fra perioden som aktiver for lokalområdets nyere historie og bidrage til at formidle fortællingerne om periodens betydning for det Danmark, vi har i dag.

Efter projektarbejdet er der nu udgivet en bog, som er inddelt i 5 sektioner.

Sektion 1 er på 56 sider og har som overskrift ”Introduktion”. Denne del af bogen er opdelt i 12 afsnit, som hver omhandler et særligt aspekt af Den Kolde Krig. Afsnittene er hver på 2 – 4 sider, enkelte op til 8 sider.
Det første afsnit er redaktionens redegørelse for projektet og bogen, og en kort gennemgang af de valg, der er foretaget angående de emner, der er omhandlet i bogen.
De følgende afsnit omhandler: Nato og Warszawapagten, Danmark som frontlinjestat, Nordatlanten og Arktis, Totalforsvar – totalkrig, Beskyttelse af civile, Krigens nye teknologi, Centimeterkort og nøglepunkter, Efterretningstjenesterne, Fredsbevægelse og bombefrygt, Værnepligt og nægtere, I hver en by (Totalforsvarsanlæg, anm. bem.), Arkitektur og byggeri.
Denne sektion giver en kortfattet og klar gennemgang af de udenrigs- og indenrigspolitiske forhold og situationer, der opstod i de ca. 40 år Den Kolde Krig varede, og af de reaktioner de medførte for Totalforsvaret og det civile samfund. Alle nævnt – få glemt.
Et enkelt emne skal nævnes. Der redegøres for forberedelserne til at beskytte civilbefolkningen. I Middelalderen blev krige udkæmpet af professionelle (leje)soldater i stort set ubebyggede områder. Fra Anden Verdenskrig og senere er krig mod fjendens civilbefolkning blevet normen. Beredskabsstyrelsen sagde engang som en tommelfingerregel om symmetrisk krigsførelse, at før Første Verdenskrig var 90 % af ofrene soldater. Efter Anden Verdenskrig var 90 % af ofrene civile. Hvordan ser mon statistikken ud for asymmetrisk krigsførelse eller terrorhandlinger? Planlægningen af beskyttelse af civilbefolkningen begyndte allerede i 1949, da Danmark trådte ind i NATO, med blandt andet oprettelsen af Civilforsvaret. Planerne var baseret på erfaringer fra Anden Verdenskrig. Der blev indrettet beskyttelsesrum, forberedt nødsygehuse, opmagasineret rationeringsmærker og ”nødpenge” og meget, meget mere. Pjecen ”Hvis krigen kommer” blev husstandsomdelt i 1962. Det var kun en lille flig af det store beredskabsapparat, der blev forberedt, men pjecen vakte stor opsigt. Holdningen hos danske myndigheder var ellers dén, at man ikke orienterede befolkningen om krigsforberedelserne. Man ville ikke opskræmme folk.
For ældre læsere, som har oplevet hele eller en stor del af Den Kolde Krig, er der genkendelse og måske genopfriskning af de omhandlede emner. For yngre læsere er der en god kortfattet og hurtigt læst introduktion til de mange aspekter i perioden. Afsnittet kan læses for at forstå Danmarks nuværende situation og tilstand, men også som inspiration til fordybelse i ét eller flere af emnerne.
Redaktionen har kaldt sektionen for ”Introduktion”. Den kunne også have heddet: ”Resumé over Den Kolde Krig i Danmark”.

Sektion 2 er 25 udvalgte anlæg opført og indrettet i Danmark til forberedelse af totalforsvaret.
Indtil videre er der kortlagt 1.500 etablissementer fra Den Kolde Krig. Tallet dækker alene statslige eller statsstøttede anlæg under Forsvaret, Civilforsvaret eller Farvandsvæsenet. Dette tal dækker over 18.000 – 20.000 bygninger, 400 luftmeldeposter, 3.000 dækningsgrave, 3.000 – 4.000 strategisk vigtige civile infrastruktur- og forsyningsanlæg. Hertil kommer for eksempel parkeringskældre og andre kældre i offentlige eller private virksomheder. Nogle koldkrigsanlæg kan anvendes til civile formål, og man ser ikke, at de er etableret efter regler, som udspringer af frygten for krig. Andre anlæg er så specialiserede, at de ikke kan anvendes til andet, end det formål de er etableret til. I bogen er valgt etablissementer, som er opført og indrettet til særlige operative funktioner.
Kulturstyrelsen lægger ved projektarbejdet og i bogen op til, at man tager stilling til, hvilke anlæg, man vil bevare for eftertiden. Nogle anlæg er allerede forladt og under nedbrydning, fordi de ikke kan anvendes til andet end deres oprindelige formål, og fordi det er dyrt at vedligeholde dem. Men sagen skal ikke vurderes som Hans Edvard Nørregård-Nielsen sagde, da han (meget kortvarigt) var spejder: ”Hwa´ nø´t er‘et te?”. Det er vigtigt, at både offentlige myndigheder og politikere tænker langsigtet på det historiske element, der ligger i bevarelse og vedligeholdelse af nogle af etablissementerne.  
De 25 udvalgte anlæg dækker Forsvaret, Civilforsvaret, kommunale og statslige civile installationer. Kaserner, flådestationer, flyvestationer, varslingsstillinger, forsyningstjeneste, militærnægterlejre, skyde- og øvelsesterræner, Storkøbenhavns civile beredskab, efterretningsstationer og andre. Både danske og NATO-installationer.
Interessen er stor omkring overvågningsforterne ved Stevns og på Langeland. Det nævnes, at disse blev opført mod NATOs interesser og rådgivning. Man mente i NATO, at mobile enheder var sikrere end faste installationer. Danske politikere var imidlertid i tvivl om enheder fra andre NATO-lande ville komme Danmark til undsætning i en krigssituation. Ved at opføre de to nævnte faste anlæg gjorde man Danmark til en frontlinjestat. Forterne skulle beskytte de danske bælter dels ved observation i freds-og krigstid og dels ved at kunne beskytte de minebælter, som var planlagt udlagt for at forhindre udsejling af krigsskibe fra de dengang store flådehavne og skibsværfter i Sovjetunionens del af Østersøen..
Langelandsfortet er allerede indrettet som Koldkrigsmuseum. Et oplevelsescenter i lighed med Oplevelsescenter Vestvolden – Ejbybunkeren. Der arbejdes med planer om et tilsvarende center i Stevnsfortet.
Et andet kendt anlæg er Regan Vest – Regeringsanlæg Vest. Beliggende diskret i Rold Skov og gravet ind i kalkformationerne. Det skulle rumme regenten, toppen af regeringen, de øverste embedsmænd og de øverste chefer i Forsvaret, politiet m.m. Der kunne være 350 personer i anlægget, som kunne forsegles og være selvforsynende i en lang periode. I tilfælde af en krisesituation skulle regeringen m.v. flytte fra København til Regan Vest. Der er blevet holdt en del større og mindre øvelser i anlægget, hvor alle positioner var bemandet med de på tidspunktet siddende personer. Nogle gange lod man dog rollerne indtage af andre end de rigtige personer. For eksempel var det ofte en departementschef, der optrådte som den minister, han arbejdede for. Anlægget var omgærdet med stor hemmelighed. Selv i de forskellige dele af Totalforsvaret var det kun de særligt indviede, som overhovedet vidste noget om anlægget og dets beliggenhed. Lokalbefolkningen kunne selvfølgelig se, at der var trafik til og fra, men det var bare ”noget militært noget”.  Dagbladene skrev på et tidpunkt en sensationshistorie, om at regenten og toppen af samfundet i en atomkrig kunne sidde 150 meter under jorden i stor luksus, medens befolkningen omkom i en atomstorm. Der var nu ikke meget luksus over stedet, Kun regenten havde et lille værelse for sig selv. Under konstruktionen af anlægget havde man ikke tænkt på, at mennesker udstråler varme. Ventilationsanlægget var beregnet til et tomt anlæg. Der blev meget varmt, når hele anlægget var bemandet. Når der blev lavet mad i cafeteriaet, kunne man lugte menuen overalt, og de første øvelser blev afholdt, medens mange røg.
Bunkeren står stadig fuldt udrustet og den er indstillet til fredning. Man overvejer i øvrigt, om og hvordan den kan blive til et nyt oplevelsescenter.
Afsnittet om Bornholm er historien om et lille område med sine helt egne og meget specielle forhold under Den Kolde Krig og øens forventede skæbne, hvis ”ballonen gik op”. I dette afsnit skriver forfatteren om …” Østersøens utilregnelige bølger”. Man må håbe, at Søværnet er opmærksomt på dette.

Sektionerne 3 og 4 drejer sig om henholdsvis Færøerne og Grønland. Det specielle ved anlæggene disse steder er, at de danske regeringer i de 40 år, Den Kolde Krog varede, vendte og drejede deres ord, således at det ikke så, ud som om Danmark afgav nogen form for suverænitet eller selvbestemmelsesret over nogen del af Rigsfællesskabet. Samtidig skulle man også indrette sig, således at de lokale regeringer og myndigheder ikke følte sig sat uden for selvbestemmelse.
De fleste anlæg i Nordatlanten blev bygget af og efter ønske fra USA og NATO, som også stod for finansieringen. Der var mest tale om observations- og kommunikationsanlæg. I takt med den tekniske udvikling blev anlæggene mere eller mindre overflødige og krævede færre personer til betjeningen. Det har medført, at de fleste anlæg er taget ned. Tilbage er dog lufthavnene i Thule og Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord), de sømilitære installationer og de dansk-grønlandske stationer i Daneborg (Siriuspatruljen), Mestersvig og Station Nord.

Sektion 5 indeholder en liste over forkortelser, en litteraturliste til hver af de foregående sektioner og afsnit, en litteraturliste opstillet efter forfatternavne og en liste opstillet efter typologi for anlæggene, det vil sige efter deres anvendelse.

Projektet og bogen er et rettidigt arbejde for registrering af anlæg fra Den Kolde Krig. Dels med henblik på at definere de bevaringsværdige anlæg, dels for at starte bevaringen før det er for sent. Samtidig er det en let læst bog om den 40 år lange periode, som kaldes Den Kolde Krig.