Konflikt og konsensus i kommunen

Af Poul Porskær Poulsen , Arkivar, Vejle Stadsarkiv

Landkommunale forhold i 1800-årene? Hvordan er det nu lige med det? Er det noget, der forsket i, og er det i det hele taget noget, vi har brug for at vide noget om?

Sådan kan man jo stille det ene retoriske spørgsmål efter det andet. Men i hvert fald er den kommunale historie nok lidt underrepræsenteret i forhold til den betydning, den har haft for den almindelige dansker og hendes hverdag. Det er naturligvis forskere, der har arbejdet med den kommunale historie, og er vi på landet i 1800-årene vil først og fremmest Harry Christensens to bind tunge Bonden, kommunen og demokratiet. Det lokale selvstyres etablering på landet i Danmark 1842-1867, som udkom i 1997, stå centralt – og Erik Nørr har skrevet om to meget vigtige personer i de landkommunale forhold, præsten og degnen, i Præst og administrator (1981)  og Skolen, præsten og kommunen (1994). Søg selv videre i den historiske litteratur. Der findes undersøgelser, og det er faktisk et ganske spændende område, idet udviklingen også på landet i 1800-årene udgør forløberen for velfærdssamfundet. Muligheden for at stille relevante og væsentlige spørgsmål til det omfattende kildemateriale fra sognekommunerne; forhandlingsprotokoller, korrespondance, regnskaber osv., er i sig selv af betydning, eftersom netop dette kildemateriale er så lidt brugt. Vi har kort sagt brug for at vide noget om bl.a. de landkommunale forhold, og derfor kan man også glæde sig over denne nye afhandling af Niels Clemmensen.

Afhandlingen er en doktordisputats, og det sætter naturligvis nogle specielle rammer om formidlingen. Det er en afhandling, hvor det videnskabelige håndværk skal vises frem, og ikke en bog fyldt med gode historier. Der skulle ellers være en del muligheder for at fortælle historie (og historier), for forholdet mellem sognekommunens indbyggere, mellem sogneforstandere eller sognerådsmedlemmer, mellem godsejere, gårdmænd og husmænd osv. giver masser af konfliktpunkter, som kan aflæses i de anker, der er sendt til amtsrådet. De anker, der især er undersøgt, er fx protester over skatteansættelser, og det kunne godt give anledning til fortællinger, som kunne berette om almindeligt hverdagsliv i sognekommunen, men det bliver der ligesom ikke plads til i denne afhandling.

Det må man så leve med, og det går da også, når man i øvrigt kan læse sig igennem en meget solid undersøgelse, hvor analysen ikke ser på almindeligt hverdagsliv men derimod på politik, lokal politik.

Et af de væsentlige spørgsmål, der undersøges, er, hvorvidt storpolitikken (og hermed tænkes på den nationale politik) slår igennem og påvirker de kommunale forhold i sogneforstanderskabet (som var rådets navn fra oprettelse i 1842 til kommunalreformen i 1867, hvor betegnelsen sogneråd blev knæsat). Og her må Clemmensen konkludere, at kommunalpolitikken i første række var præget af sin egen lokale dagsorden – en dagsorden, der var opsat efter de former for konflikt og samarbejde, som prægede sognekommunens liv og dermed de enkelte sogneforstandere eller sognerådsmedlemmer.

Undersøgelsen af de store politiske forhold eventuelle nedslag i lokalpolitikken er funderet i cases – 1840’erne husmandssag og bondeoprøret i 1848 – hvor det påvises, at der ikke var en særlig påvirkning på de sognekommunale forhold. Valg af formænd for sogneforstanderskaberne/-rådene, bliver også genstand for undersøgelse. Også her mangler en påviselig sammenhæng fra bondebevægelsen til det sognekommunale råd. Der var en høj grad af kontinuitet, hvor især præsterne langt op i tiden var formænd – bl.a. fordi deres fødte medlemskab i sig selv udgjorde en kontinuitet, og formodentlig også fordi de var de eneste med uddannelse til at klare den krævende post, der klart også opfattedes som en voldsom byrde for en almindelig gårdmand. Efter kommunalreformen i 1867, hvor præsterne mistede deres position i fattig- og skolevæsenet, begyndte man at se en forøgelse af antallet af landmænd (men ikke nødvendigvis gårdmænd) på formandsposten.

Som allerede nævnt opereres også med en analyse af ankerne til amtsrådet over skatteansættelse, hvilket gav anledning til at beboerne kunne harcellere over den måde, sogneforstanderskab/sogneråd skaltede og valtede med økonomien. Skulle vægten lægges på hartkornsskatten, en form som jordbrugerne gerne ville have begrænset mest muligt – eller på formue- og lejlighedsskat, hvor sogneboere uden jord måtte bøde mere. Det er klart, at det måtte give anledning til trakasserier, når et sogneråd bestående næsten udelukkende af jordbrugere skulle bestemme farten, samtidig med at der var et voksende antal jordløse arbejdere.

Clemmensen arbejder med to pilotamter: Præstø og Randers – og i disse to amter har han nøje gennemgået en sognekommune i hvert amt: Bårse-Beldringe i Præstø Amt og Kousted-Råsted i Randers Amt. Han kan her påvise en ganske stor forskel i de to sognekommuners måde at reagere på med baggrund i bøndernes forhold i en udpræget godskommune (Præstø Amt) og en selvejerkommune (Randers Amt). Undersøgelsen af de to sogne viser, at man i det godsrige Præstø Amt oplevede langt mere konflikt og politisering end i det mere pragmatiske Randers Amt. Forskellene viser sig på flere områder, men her kan nævnes de vigtigste kommunale udgiftsposter: Fattigvæsenet og skolevæsenet.

Her var der store forskelle i de to sogne som følge af landbrugsstrukturen – gods- eller selvejersystem.

”I Bårse-Beldringe var der et stort og voksende lag af leje- og fæstehusmænd, hvis hovedbeskæftigelse har været dagleje, mens husmændene i Kousted-Råsted tilhørte gruppens mere velstillede lag af jordbrugere og håndværkere. Konsekvenserne af disse forskelle kan aflæses i fordelingen af de kommunale udgifter på de to tungeste poster, fattig- og skolevæsenet. I Bårse-Beldringe beløb fattigudgifterne sig i 1870 til mere end det tredobbelte af skoleudgifterne, og tendenser var blevet forstærket gennem årene. I Kousted-Råsted oversteg skoleudgifterne derimod fattigudgifterne med ca. 10 procent, og her skal yderligere tages i betragtning, at kommunens fattigudgifter i 1870 lå væsentligt over normalen. Forskellene afspejlede de regionale forskelle mellem Jylland og Øerne og mere specifikt mellem Randers og Præstø Amter.” (s. 287-288). Det er altid spændende med komparationer – og dette var blot et enkelt eksempel på forskelle i socioøkonomiske forhold – og sammenligningerne er med til at nuancere billedet af den danske udvikling som sådan, og den kommunale udvikling specielt. Jeg skal ikke komme med yderligere eksempler og referater, dertil er teksten for indholdsrig. Det ville ikke give mening at forsøge at koge bogens indhold ned.

I stedet vil jeg gerne anbefale Niels Clemmensens afhandling om nogle væsentlige sognekommunale forhold i 1800-årene. På trods af ovenstående bemærkninger om manglen på fortællinger/historier skal det slås fast, at sproget er let flydende og velskrevet, så hvis man er interesseret i kommunalhistorie – i landkommunale forhold i det 19. århundrede (og hvilken historiker er ikke det?!) – kan man roligt kaste sig over ”Konflikt og konsensus i kommunen”.  Det er solidt og fyldt med interessante undersøgelser, diskussioner og konklusioner, og efterfølgende undersøgelser i andre regioner kunne formodentlig yderligere nuancere og understøtte de forskellige forhold, der var (er) i det lille land. En god ide til studenterspecialer!