Menu
Forrige artikel

Konfliktzonen Danmark

Kategori: Bøger
Visninger: 5124

 

Af Peter Fransen, seniorforsker ved Rigsarkivet

I bogen giver forskere, primært historikere fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet eksempler på, hvordan historien er blevet forstået og brugt gennem de sidste 200 år. Der er tale om et opgør med den store fortælling om Danmark, hvor det danske folkefællesskab gennem 1000 års historie har udviklet sig til et lille, fredeligt og harmonisk velfærdssamfund. Bogen fremdrager centrale nedslag i historien og dokumenterer, at der her mere var tale om konflikt end om konsensus – deraf bogens navn.

Værket har en fyldig prolog skrevet af redaktørerne, som særdeles vellykket diskuterer den historiske forskning – herunder metodiske udfordringer, fagets subjektivitet og fagets politiske brug. Herefter følger 12 kapitler, der er gode eksempler på, hvorfor det er værd at beskæftige sig med historie. Selv om det ikke kan siges at være en overraskelse, at der herskede konkurrerende versioner af danmarkshistorien, så demonstreres det her tydeligt. Analyserne er saglige, og vi bliver klogere på, hvorfor disse forskellige historier optræder, hvilke historier der har sejret. Det sker med en kritisk holdning til dele af Danmarkshistorien, som ellers sædvanligvis opfattes som selvfølgeligheder. Måske er det banalt, men det kan ikke siges for tit, at vejen fra A til B er ikke en ret linje. Forskerne i bogen prøver at se dele af deres forskningsfelt ud fra spørgsmålet om konfliktzoner, knyttet til centrale begivenheder i Danmarkshistorien, som vel kan betegnes som kollektive erindringssteder. Blandt de emner, der tages op, er Det Slesvigske spørgsmål - i flere afskygninger, Demokrati og Grundloven, Besættelsestiden, Den kolde krig, Velfærdsstaten og danskernes holdning til EU. Det er ubetinget de politiske konflikter, der er i højsæde i bogen, efterfulgt af den historiografiske vinkel. De historiografiske gennemgange er dog ikke alle lige overbevisende, og flere fremstår lige lovligt firkantede med en forsimplet fortælling om centrum-venstre tradition kontra en centrum-højre tradition.

Blandt bogens mange fine bidrag kan nævnes Inge Adriansen og Peter Yding Brunbechs skarpe analyse af Ejderfortællingens rolle i de dansk-tyske grænsekonflikter. Selve Ejderpolitikken gik som bekendt ud på, at Danmarks sydgrænse skulle rykkes ned til Ejderen og Slesvig dermed indlemmes i Danmark. Den nu afdøde Inge Adriansen var en sand kender af landsdelens komplicerede historie, og formidlingen er helt i top. Ejderfortællingen er udgangspunktet, men vi hører både om Helstatens betydning for den førte politik, de nationalliberales kamp, Dannevirkebevægelsen og Flensborgbevægelsen. De forskellige politiske standpunkter analyseres med hensyn til hver deres historie og oprindelse. På det udmærkede oversigtskort over grænseforholdene 1848-1920 ville jeg gerne have haft markeret de kongerigske enklaver for også at antyde de administrative udfordringer i Slesvig.

Rasmus Glenthøj fortæller om 1864 under overskriften ”Et urtraume og dets virkning gennem 150 år”. Her ofres der meget spalteplads på striden om den ”3. Slesvigske Krig” - Ole Bornedals 1864 TV-serie og efterfølgende biograffilm, men der er også mere principielle overvejelser om, hvorledes filmbranchen indretter sin fortælling efter vores forudfattede holdninger. 1864 - i nutids populærudgave betyder iscenesættelsen af offerrollen. Det er de andres skyld, altså tyskernes og uduelige danske nationalliberale. Mens historikernes historie om 1864 bliver stadig mere kompleks, bliver historieforståelsen i befolkningen i stigende grad domineret af en politisk og kunstnerisk historiebrug, der med nutiden for øje maler fortiden sort eller hvid. Samme grundholdning findes i flere af de øvrige bidrag, hvor bl.a. ”Matador” gives tørt på. Danskernes yndlingsserie om mellemkrigstiden og besættelsestiden må stå for skud, da dens grundfortælling historisk ikke er holdbar. Til forsvar for både Lise Nørgaard og Ole Bornedal synes jeg dog, det bør nævnes, at de ikke påberåber sig at have skrevet manuskripterne som historisk dokumentation, men fortæller inden for en historisk ramme, og der er vel noget andet.

Grundloven og forfatningskampen behandles af Jeppe Nevers og Michael Bregnsbo, og det er berigende læsning. Andre end jeg vil her finde megen ny indsigt, og man sidder tilbage med en følelse af, at man måske også tidligere burde havde kunnet se forfatningskampen, men så vil jeg henholde mig til deres konklusion, nemlig at de, der vandt kampen, også vandt retten til at fortolke den forudgående periode, hvorved alternative fortællinger og fremtidsvisioner umærkeligt er gledet ud af historieskrivningen. Så var det måske fordi, vi hørte efter i timen, at vi ikke har haft blik for de her beskrevne konflikter.

Nils Arne Sørensen skriver altid veloplagt, og denne gang er det især kampen om fortællingen om Danmarks rolle under besættelsen, der er i fokus, og her er der flere fortællinger på spil. Omdrejningspunktet er de forskellige vurderinger af samarbejdspolitikken både i den nære efterkrigstid og frem til i dag - og ikke mindst historikernes opfattelse af besættelsen og den politiske brug af fortællingerne. Her får vi genopfrisket, hvorledes spørgsmålet om kritikken af samarbejdspolitikken kunne (mis)bruges i Anders Fogh Rasmussens kamp for en stadig mere aktivistisk udenrigspolitik. Vi bevæger os dermed også ind på forskningsfeltet om værdipolitikken og de ideologiske standpunkter, som er de centrale omdrejningspunkter i bogens efterfølgende bidrag.

Det nok mest provokerende bidrag kommer måske overraskende fra værkets eneste bidrag, der ser konfliktzonen ud fra en økonomisk indfaldsvinkel. Det er blændende, hvorledes nestoren i dansk økonomisk historie Per Boje går i kødet på fortællingen om, at vi især bør takke andelsbevægelen for den velstand og det gode samfund, vi har opbygget. Det gøres ikke ved en gold afvisning af landbrugets fortjeneste, men ved på den ene side at argumentere for, at landets velstand lå relativt højt forud for andelsbevægelsen, og dels ved at sandsynliggøre at væksten og rigdommen kunne have været endnu større, hvis investeringerne var blevet kanaliseret over i industrielle foretagender. Som Per Boje fremhæver, havde landet gode forudsætninger herfor i kraft af den forskning, som bl.a. udgik fra Polyteknisk Læreanstalt. Når han skriver, at der ej heller er foretaget fradrag for de miljømæssige omkostninger, som landbruget især i det sidste halve århundrede har påført landet, er det naturligvis korrekt, men hvis landet var blevet ”tilsået” med kemiske virksomheder, ville miljøpåvirkningen nok næppe være mindre.  

Ærgerligt at Per Bojes tese først fremkommer nu, hvor landbruget helt har tabt sit momentum og ikke helt med urette er blevet til en skydeskive. Prøv dog at fremsætte bidragets pointer ved en hyggelig familiefest i det jyske, og den vinder nok næppe umiddelbar genklang, men alligevel vil angrebet på denne del af den danske grundfortælling nok primært komme til at rase blandt historikerne.

I epilogen forsøger redaktørerne at trække trådene op, men resultatet er ikke så vellykket som prologen. Overskriften er ellers smuk ”Verden er i farver, men historien er grå”, men bogen har jo netop argumenteret for, at det er gråt i uendelig mange nuancer, men pyt. Derimod har jeg svært ved at se meningen med at lade epilogen blive efterfulgt af et efterskrift med tanker om kulturkampen. Forfatteren er den forskningsmæssige veteran Uffe Østergaard, og som han selv skriver, så er han i diskussionen både objekt for andres kritik, dels leverandør af synspunkter og forskningsresultater. Bidraget synes udarbejdet til et andet formål, og selv om der er gode overvejelser om historikernes kamp om fortolkningen af historien, så kan bidraget også ses som et partsindlæg imod Søren Karup og DF. Værdikamp og debat er ikke uinteressant, men kommer til at fylde uforholdsvis meget i denne bog som både tids- og emnemæssigt har et bredere sigte.

Sluttelig skal det nævnes, at det er en smuk bog, hvor illustrationer og især de prægtige gengivelser af ikoniske malerier står knivskarpt, så også af den grund er det en fornøjelse at give sig i kast med værket.

Historie-online.dk, den 28. november 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bornholm med Ertholmene
De stridbare danskere
Grønland. Den arktiske koloni