Menu
Forrige artikel

Kongens valg

Kategori: Bøger
Visninger: 6795

Af Kresten Søe

Norges 9. april
Alf R. Jacobsen, som er journalist og forfatter, giver sig her i kast med det norsk nationalepos om Kong Haakon VIIs rolle under det tyske angreb 9. april. Som i Danmark var tyskernes taktik et overraskelsesangreb med fuld styrke til lands til vands og i luften. Men modsat Danmark glippede overraskelsen i Norge på grund af beslutsom modstand i Oslofjorden. Her tog en snarrådig fæstningskommandant på Oscarsborg sagen i egen hånd og sænkede den svære krydser Blücher. Resultatet blev,  at besættelsesstyrken ikke nåede Oslo i tide. Da yderligere de luftbårne tropper blev forsinket af tåge. Ja, så fik både kong Haakon VII, hans familie, regeringen og dele af Stortinget respit til at flygte nordpå.

Nygaardsvold vaklede, mens kongen stod fast
Man samledes i det lidt nordligere Elverum om aftenen 9. april. Dagen efter greb Vidkun Quisling magten i Oslo. Den tyske gesandt krævede, at kongen skulle godkende Quisling som regeringschef. Det nægtede Kong Haakon VII og opfordrede sammen med regeringen til fortsat modstand. Regeringen Nygaardsvold, der havde forsømt både forsvaret og det militære beredskab i årene forinden, vaklede dog i forhold til at søge en forhandlingsløsning. Men kongen stod fast, og modstandsviljen sejrede trods Nygaardsvold ofte flæbende sammenbrud og andre ministres vankelmod. Ruge udnævntes til ny forsvarschef, og nordmændene tog sammen med allierede undsætningsstyrker kampen op for alvor.

Faldskærmstropper og bombefly jagede kongen
Sideløbende tog tyskerne så deres elitestyrker - faldskærmstropperne -  i anvendelse for at fange kongen og regeringen. Men hverken faldskærmtropperne eller et stort bombeangreb mod Elverum eller en senere luftlandsætning længere nordpå ved Dombås, der blev nedkæmpet af kraftig norsk modstand, fik ram på kongen og regeringen. Haakon VII undslap sammen med kongefamilien, Kronprins Olav og Johan Nygaardsvold endeligt til England 7. juni, hvorfra de i eksil fortsatte modstanden mod den tyske besættelsesmagt.  Herved blev Haakon VII national-ikon for den norske modstandskamp.

Skildring af magtspillet mellem kongen, regeringen og besættelsesmagten
Bogen skildrer kampene mellem faldskærmstropperne og det norske forsvar fra det store perspektiv helt ned i de enkelte episoder og mislykkede forsøg på at blokere flugten.  Den beskriver desuden  det politiske spil mellem den beslutsomme konge, kronpris Olav og den svage Johan Nygaardsvold, der på et tidspunkt sigtede direkte mod en forhandlingsløsning i retning af begivenhederne i Danmark. Hertil kommer Hitlers rolle bag forsøgene på at fange kongen og regeringen, spillet om den interne tyske ansvarsfordeling i fiaskoen med lynerobringen af Oslo og begivenhederne bag udnævnelse af en ny norsk forsvarsledelse.

En spændende fortalt historie, men..
Det er en spændende fortalt historie, som oven i købet er filmatiseret med premiere her i februar med danske Jesper Christensen som Haakon VII. Alf R. Jacobsen har flere historiske bøger bag sig bl.a. den dansk oversatte: Scharnhorst - en fuldtræffer i Barentshavet. Hans journalistiske fortælleform fungerer sådan set også denne gang udmærket og tilfører begivenhederne dramatik, nerve og god energi. Men desværre halter fremstillingen af to hovedårsager: et på en del områder problematisk forlæg af den norske forfatter og en ukvalificeret og sjusket overfladisk dansk bearbejdelse. 

Problematisk tilgang med stedvise faktuelle fejl
Alf R. Jacobsen lader sig tydeligvis rive med af det norske nationale epos. Han engagerer sig ofte indigneret, bliver højstemt og bruger værdiladede adjektiver. Stilen er en gentagen heroisering af nordmændene, mens tyskerne betegnes som overfaldsmænd og ofte tillægges lumpen unfair opførsel. De tyske ledere betegnes som fanatiske supernazister og fx Rosenberg, Göring og Goebbels m.fl. med skiftende prædikater som fx storhedsvanvittige hasardspillere, fanatisk tågefyrster, Tykke-Herman og mesterløgner. Supplerende skildres faldskærmstropperne som en gadebande under ledelse af SA-bøller. De brøler som vilde dyr, svinger med dyrisk aggressivitet med deres våben og skyder vildt i luften. Hertil kommer faktuelle fejl som afbildede soldater på en lastbil, der trods deres værnemagtsuniformer hævdes at være faldskærmtropper, påstand om, at luftangrebet på Elverum var krigens første terrorbombning, og at faldskærmsangrebet mod Oslo var krigens første - (En "ære" der tilkommer angrebet på Masnedø og Storstrømsbroen et par timer tidligere). Hertil kommer en fejlangivelse af lommeslagsskibet Lützows hovedarmering til 20.3 cm kanoner.

Ukvalificeret sjusket oversættelse
Som læser trættes man gentaget af en klodset og ukvalificeret oversættelse af det norske forlæg. Oversætteren synes uvidende om selv de mest elementære danske militære termer, og anvender betegnelser som flyvervinge for eskadrille, marinemand, maskintropper, havbårne angrebsgrupper, og officerer, der bærer kårer frem for sabler. Hertil kommer titler som fx en pladsmajor, konsultative ministre og stationsmester. Yderligere præger knudrede lange hovedsætninger med præg af forlægget samt en vrimmel af direkte anvendte norske ord som hjulrytter (for cyklist), håndtrukne vogne (for trækvogne) og stegte æg (for spejlæg). Yderligere ses et par rene norske passager, hvor oversættelsen simpelthen er glemt, stave- og trykfejl og en del formuleringer som fx et flystyrt, hvor "sergenten og otte andre fik påført større eller mindre brud og lækager"!!

Konklusion
En bog der på en måde plæderer en historisk faglig tilgang med en metode er tæt på historikerens. Dvs. omfattende research, mange kilder og anvendelse af disse direkte i fremstillingen. Men kilderne problematiseres og analyseres sjældent, og deres udsagn står ofte alene uden at bringe andre udlægninger i spil.
Indignationen, som ofte er fremherskende, går fx på Arbeiderpartiet og  Nygaardsvolds forsømmelser af det norske forsvar i 1930’erne. Utvivlsomt med god grund på grund af de fatale følger. Men det er her kritisabelt, at vurderingen mere er funderet på udviklingen i bakspejlet frem for på samtidspræmisser, idet samme tendens jo sås ubredt i andre lande i samme periode.
Historikerens tilgang fordrer en vis distance til stoffet og en tilbundsgående indsigt i emnets aspekter. Her synes  Alf R. Jacobsen ikke helt på hjemmebane.
Det er han til gengæld, når bogen vurderes på den populærhistoriske præmis. Her er der, når man ser bort fra den danske bearbejdning, tale om et gedigent og spændende værk med en medrivende opbygning og en god journalistisk funderet fremstilling.
Mht. bearbejdelsen kan man undre sig over det tilsyneladende totale fravær af forlagsredigering.
Bogens illustrationer består af s/h samtidsfoto, tegnede portrætter og kort. Alt samlet i store sektioner sidst efter hvert hovedafsnit.

 

Historie-online.dk, den 28. juni 2017

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bag fjendens linjer
Under fremmed muld
Amsterdam