Krigens konsekvenser

Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.

Som indledning skal det ikke være nogen hemmelighed, at denne bog har voldt anmelderen store problemer. Længe gik jeg rundt om den - ligesom katten omkring den berømte grød. Bogen har trukket tænder ud og gjort de sidste grå hÃ¥r særdeles hvide. Ikke, fordi bogen er svær at læse eller svær at forstå. Den er faktisk velskrevet og fuld af gode pointer. Den er blot svær at få styr på eller genre-bestemme ved sin karakter af i bund og grund at være en gang blandede bolcher.

Historie-anvendelse eller virkningshistorie, kunne man kalde genren. Som, når for eksempel markante historiske begivenheder bruges eller misbruges af forfattere eller fremtrædende politikere, så selve anvendelsen af begivenheden får indflydelse på samfundsudviklingen. I tilfældet Danmark, da statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte eksempler på dansk passivitet under Besættelsen som begrundelse for en aktivistisk dansk udenrigspolitik, in casu deltagelse i den internationale koalitions ikke FN-sanktionerede invasion af Irak i 2004. I tilfældet Finland til skabelse af stor og dybdeborende skønlitteratur.

Claes Johansen (født 1957) er bedst kendt som en både rost og produktiv skønlitterær forfatter. Han har blandt meget andet skrevet det største samlede romanværk om besættelsestiden, Våben til København-trilogien. I 2013 udgav han fagbogen Finland og den totale krig 1939-45 (anmeldt påhistorie-online) og i 2014 Dødsfælden Dannevirke: Kampe og tilbagetog - det dramatiske forspil til Slaget ved Dybbøl 1864. Senest var han aktuel i 2017 med romanen Drengen og Færgemanden (anmeldt på historie-online).

Johansen bevæger sig i bogen i spændingsfeltet mellem fag- og skønlitteratur. Ikke så mærkeligt i betragtning af, at han har skrevet kompetent inden for begge genrer. Anmelderen i den forbindelse mindes sin lærermester og specialevejleder i historie på Aarhus Universitet, C. O. Bøggild-Andersen, der gang på gang understregede, at al god historieskrivning rummer et element af skønlitteratur. Endskønt han var skolet i Kristian Erslevs strenge metode-skole. Men han havde også studeret den engelske historiefilosof R.G. Collingwood og hans skelsættende bog fra 1946, The Idea of History. 

Selv har Claes Johansen forklaret sin metode på flg. måde: "Hvad angår mig selv midt i alt det her, så var det dels min hensigt at vise hvordan en tilfældig dansker som mig uden nogen specielt dramatisk opvækst alligevel konstant får sit liv formet af fortiden og af samtidens måde at forholde sig til fortiden på. For mig personligt leder det op til min store romantrilogi om besættelsestiden - "Våben til København"-trilogien - der simpelt hen var et forsøg på at give danske boglæsere noget af den samme oplevelse, som finske boglæsere har fået ved at læse forfatteren Väinö Linnas fantastiske bøger

En roman, der i øvrigt spiller en fremtrædende rolle i den foreliggende bog. Sat på kort form beskæftiger forfatteren sig med Danmark og Finland under 2. Verdenskrig, men mest om den indflydelse, som fortolkningen af krigen har haft på udvalgte dele af landenes videre historie. Af de to lande er det naturligvis Finland, der helt eksistentielt og alvorligst oplevede krigen. Hele tre krige blev det til - alle mod naboen i øst, Sovjetunionen, og i to af dem i alliance med Nazi-Tyskland. Et allianceforhold, der har forårsaget traumer og efterladt lange og mørke skygger i efterkrigstiden. Først var der Vinterkrigen 1939-40, dernæst den såkaldte Fortsættelseskrig 1941-44 og senest krigen med Tyskland 1944-45, den såkaldte Laplandskrig. 

Johansen fortæller altså om forskellige vinkler, hvorunder man kan se, behandle og bruge historien om 2. Verdenskrig. Ideen realiserer han gennem tre essays. I det første, som han kalder â"Besættelsens arv og gæld - et personligt syn på besættelsestiden og dens følgevirkningerâ", giver han en række beskrivelser af besættelsestidens Danmark, som han sammenfletter med personlige familielegender af den slags, de fleste af nutidens danskere angiveligt bærer rundt på. Derefter følger en gennemgang af hele perioden fra maj 1945 op til vore dage set i lyset af den indflydelse, besættelsestiden fortløbende har haft på danskernes dagligdag, på diverse nøglebegivenheder, på den nationale selvopfattelse og på retorikken i den offentlige debat - alt sammen igen flettet sammen med forfatterens personlige referencer.

I bogens andet essay med overskriften Den finske front i litteraturen, tager forfatteren fat på det nordiske land, som oplevede 2. Verdenskrig både voldsomst og mest traumatisk - nemlig Finland. Han beskriver selv landets skæbne som et drama af enorme dimensioner, præget af modsatrettede og traumatiske følelser, der efterfølgende gav stof til stor litteratur. Det er denne litteratur, Johansen dykker ned i ved gennemgangen af tre romaner, der alle har Fortsættelseskrigen 1941-44 som handlingsramme. Men han understreger, at det er gendigtningerne på dansk, der er hans referenceramme. Samt, at hans udredninger og konklusioner er farvet af, at han er vokset op i et samfund, hvis følelser og traumer er anderledes, end man finder i resten af Norden.

Johansen tager udgangspunkt i en tæt og yderst kompetent litteraturhistorisk, politisk og handlingsmæssig gennemgang af forfatteren Väinö Linnas (1920-92) berømte roman â"Den ukendte soldatâ€" fra 1954 (dansk udgave 1955, film fra samme år). At sammenligne med intet mindre end Erich Maria Remarques bog â"Intet nyt fra vestfronten" fra 1929, der blev bogen om skyttegravskrigen under 1. Verdenskrig. Linnas bog er en bredt anlagt kollektiv roman, hvis handling er centreret om to maskingevær-grupper og deres oplevelser under den finske hærs felttog mod Sovjetunionen 1941-44. Forfatteren kalder helt berettiget romanen for en national forløser. Præsentationen af Linna følges op af en mere kursorisk gennemgang af to lidt yngre finske forfattere, der også behandlede krigstemaer - Paavo Rintala (1930-99) og Veijo Meri (1928-2015).

Bogens sidste essay med titlen "Krigen indeni", omhandler en svensk og to danske forfattere, der med vidt forskellig vinkling og formål har brugt Finlands historie som ramme for deres fortælling. Den svenske forfatter er Peter Nisser (1919-99), der som ung reserveofficer deltog i Vinterkrigen, som han allerede 1941 udgav bogen "Blod og Sne" om. Johansen mener dog, at den positive modtagelse af bogen mere skyldtes en velvillig svensk offentlig stemning overfor Finland end romanens emne og budskab. Danske Kim Leines roman â"Afgrunden" fra 2015 kalder Johansen et missing link mellem flere af teksterne i sin bog. Den finske borgerkrig 1918 indgår i romanens begyndelse og slutning, selv om det i realiteten er besættelsestidens Danmark, der udgør dens centrale handlingsramme. Det, der er handlingens centrale fokus, er imidlertid ikke krigen som sådan, men mere en afdækning af de psykologiske motiver, der får unge mænd til at melde sig til fremmed krigsførelse. 

Claes Johansen har skrevet en meget personligt præget bog om emner, der tydeligvis optager ham både meget levende og nærværende. Den bliver heldigvis aldrig privat. Bogen burde interessere de læsere, der er optaget af spændingsfeltet mellem skøn- og faglitteratur. Samt af alle os andre, der interesserer sig for nordisk historie og i særdeleshed Finlands på så mange måder traumatiske nære fortid.

historie-online.dk, den 23. juli 2017