Krigsrådens datter
Af Erik Ingemann Sørensen
I 1991 flyttede Liss Hansen ind i Lille Kannikkestræde i Københavns historiske centrum. I et hus kaldet ”Krigsraad Mørks Minde”. Det havde mange gjort før hende. Men Liss Hansen begyndte at stille spørgsmål: hvem var egentlig denne krigsråd Mørk? Og hvem har boet her før mig? Spørgsmålene blev indgangen til flere års intense undersøgelser i arkiver og biblioteker – historikerens spændende og fascinerende detektivarbejde. Anstrengelserne er mundet ud i denne bog, hun har udgivet for egen regning på Skriveforlaget. Egentlig er det utroligt, hvad hun har fundet frem til – om end hun indrømmer, at der står en mere end almindeligt spændende gåde tilbage.
Om sit arbejde skriver hun: ”Min beretning er punktnedslag i nogle udvalgte menneskers liv lagt in i en ramme af særlige begivenheder i det omgivende samfunds historie”. Det er således hendes agt at lade læseren opleve disse mennesker i den københavnske guldalder – en spændende tilgang – men den med, at de så kun eksisterer, når der sker noget særligt uden for døren, forbliver en stor gåde for denne anmelder. For det første hænger det ikke sammen på denne måde i selve fremstillingen. Hvad mon de laver, når København ikke lige bombarderes eller der er kongeligt bryllup? Det får læseren faktisk flere fortællinger om. Trods ovenstående formulering.
Forfatteren fastholder, at hun har skrevet, ”… uden at lade mig friste af de talrige muligheder for at digte gode historier ind i forløbet, selv om fantasien ofte har spillet med inde i mit hoved…” Liss Hansen skrive i et godt sprog - har en god faglighed – derfor undrer ovenstående citat. For hun slipper adskillige gange undervejs fantasien løs. Der er absolut ikke mangel på konjunktivistiske sætninger. Det er reelt nok i en historiefortælling – især når man kan fortælle. Og når man så er sin egen redaktør. Et par eksempler for at illustrere ovenstående. ”Måske har hans sognepræst, pastor Holm, og omtalt ham som ”Den Broder vi ledsage til sit Hvilested…Han kan også have brugt vendinger om….” Senere hedder det om datteren Emilie – om hvis skolegang og opdragelse, forfatteren ikke har kunnet finde dokumentation: ”… har jeg gjort mig nogle tanker om hvorledes Emilies udvikling fra skolepige til husejer kan være forløbet, og hvilke påvirkninger hun har været ude for som lille pige og jomfru…” Liss Hansens fortælling bygger på tidens fremherskende tanker og idealer. Så der er absolut en vis baggrund for hendes fremstilling. Så hvorfor ikke ærligt indrømme, at fantasien rent faktisk får frit løb? Om end både denne og indskudte bemærkninger fra tid til anden bliver lidt for meget af det gode. Vore dages kronprinsepar og it-uddannede er på sæt og vis historien uvedkommende.
Men nu skal denne kritik ikke overskygge, at vi faktisk får en ganske interessant bog – på flere områder.
Første del beskæftiger sig med hovedpersonens – Emilie Henriette Mørks – far, Claus Mørk, f. 1759. Han var søn af en kopist ved Danske Kancelli, og en ud af i alt 7 børn. Det var ikke en opvækst på livets skyggeside, men trangt har de haft det. Og værre blev det, da kopisten gik fallit. Sønnen søgte ind på kunstakademiets afdeling for ornamentik, klarede sig rimeligt, da han yderligere bliver illustrator ved søetaten og her får fast stilling. På et tidspunkt tildeles han titlen krigsråd. Den lyder nok af mere, end den er, men han var faktisk over Københavns borgmestre og rådmænd.
I sit giftermål får han 2 døtre, bogens hovedperson fødes 1792 og klarer sig tilsyneladende rimeligt. Han dør 1813 i en alder af 54 af nervefeber og den ene datter følger ham kort tid efter ramt af samme sygdom. Tabet af en forsørger i det tidlige 1800-tal var for de fleste oftest en katastrofe. Enken og datteren må da også længe kæmpe for retten både til rimelig pension og til at blive i tjenesteboligen. Liss Hansen går grundigt til værks og giver et interessant indblik i systemets opbygning. Og i det hele taget i dagligdagen.
Da moderen dør, er ”Krigsrådens datter” 49 og arbejder som direktrice – en der holder opsyn med undervisningsresultaterne på skolerne. Hun er over den giftefærdige alder – tilsyneladende uden de store midler, så fremtiden må have set sort ud. Men det er her, Liss Hansens omtalte store gåde dukker frem. Det viser sig, at hun faktisk har arvet en ganske pæn formue. Men hvordan den er kommet til veje, har det vist sig umuligt at finde ud af. Den gør det imidlertid muligt for hende at erhverve den ejendom, hun giver navnet ”Krigsraad Mørks Minde”. Her tilbringer hunde sidste 20 år af sit liv. Inden en ”sindsformørkelse” tilsyneladende lukker hende uden for verden, får hun oprettet et testamente, hvori det om hendes formue hedder, at den skulle ”sikre Enker og ugifte Fruentimmere af en bedre Klasse, hvis Kaar i Forhold til deres Stilling ere ringe, frit Husly”.
I den sidste del af bogen omtaler forfatteren en del af de mere eller mindre mærkværdige beboere, der har opholdt sig i huset, heriblandt Eckersbergs 5 døtre. Ganske interessant læsning om de ellers anonyme.
Desværre findes der ikke en eneste illustration i ”Krigsrådens datter”. I en bog, der omtaler gader, stræder og steder, personer, bygninger og begivenheder, må det ganske enkelt siges lige ud: det er en katastrofe. Læseren må i stedet sidde med opslagsværker, supplerende litteratur med meget mere. Det er noget rod. Ganske enkelt. Der er et rimeligt noteapparatur til de enkelte kapitler – om end både det anvendte materiale samt kommentarer kan forekomme lidt mystiske. ”Skattebogen for 1863-64 står sammen med andre årgange frit fremme på Stadsarkivet hylder”. Jo, men det er vel ikke så særligt specielt? I oversigten over litteratur ”til støtte for beskrivelser af tidens politiske, økonomiske og sociale forhold”, har forfatteren anvendt: Feldbæk, Ole, Danmarkshistorie 1730-1814. Hvad er nu det for en? Man kan vel satse på, at det er bindet i Gyldendals udgave for universitetet. Og så er det jo alt andet end heldigt - sagt venligt - at der ikke er henvisninger til ”Golden Days”, der med det fornemme site: http://www.guldalder.dk/ i den grad kan supplere og perspektivere Liss Hansens fortælling. I øvrigt er en stor del af den anvendte litteratur overhalet af nyere – byggende på ditto forskningsresultater.
Alligevel. Det er ikke nogen helt dårlig bog, Liss Hansen har skrevet. Den må kunne inspirere andre til at tage fat på ”stedets fortælling”. Men det virker desværre, som om forfatteren har placeret sig mellem 2 stole. På den ene side familien Mørk – på den anden livet i hovedstaden og europæiske bevægelser. Herved bliver fremstillingen til tider for slingrende – for hakkende – for usammenhængende. Der mangler ganske enkelt den endelige symbiose mellem personer, tid og sted. Og det er synd efter så stor en arbejdsindsats.