Menu
Forrige artikel

Læsø Land

Kategori: Bøger
Visninger: 8744

Af Henrik Gjøde Nielsen, museumsinspektør, ph.d., Kystmuseet.

Det er et livsværk, der her fremlægges for læseren. Et værk, der er blevet til over et langt liv, som det anføres i forordet (bd. 1 s. 9), og som desværre ikke nåede at blive helt færdigt, før Bjarne Stoklund døde i foråret 2013, men arbejdet var så fremskredent, at det forekom rigtigt og naturligt at udgive det, og det kan man jo kun være enig i. Bjarne Stoklund var selv af gammel Læsø-slægt, stammede fra gården Stoklund, men tilhørte første generation født uden for øen. Ikke desto mindre blev det personlige tilhørsforhold udgangspunkt for en livslang beskæftigelse med øen, og i arbejdet med kildematerialet stødte Stoklund på sine egne forfædre (bd. 1 s. 9), hvilket måske nok har virket inciterende, men aldrig fik Stoklund til at indskrænke sine studier til slægtshistorie.

Det var øens historie og livsformer, der interesserede Stoklund. Bjarne Stoklund (1928-2013) interesserede sig nu også for andet end Læsø. 1958-1971 var han museumsinspektør på Frilandsmuseet i Sorgenfri, og 1971-1996 professor i Europæisk etnologi ved Københavns Universitet, men da han gik af som professor, var det Stoklunds faste beslutning at skrive bogen om Læsø. Nærværende anmelder må med skam melde, at jeg har en aktie i, at bogen ikke blev færdig i Stoklunds levetid. Da jeg arbejdede med redaktion af bogen Fra Reformation til Enevælde – Renæssancen i Nordjylland 1536-1660, 2007, henvendte jeg mig til Stoklund for at formå ham til at skrive en artikel om netop Læsø. Indledningsvist forklarede Stoklund, at han nu lagde alle sine kræfter i at skrive bogen om Læsø, men der skulle ikke mange argumenter til for at få ham til at skifte mening, ”når det nu drejer sig om Læsø,” som han sagde. Det blev til artiklen ”Fra salt til tømmer – Økologisk krise og økonomisk omstilling på renæssancetidens Læsø,” Fra Reformation til Enevælde 2007 s. 339-366, som – i lighed med vel nok de fleste af Stoklunds Læsø-publikationer – da også indgår i Læsø Land. Det hjalp nok også, at vi kunne udveksle betragtninger og der på publikationer om en fælles historiografisk interesse, nemlig kulturhistorikeren Troels-Lund (1840-1921).

Der er da også noget meget Troels-Lund´sk over Læsø Land. Derfor kan man umiddelbart undre sig, når man ser, at der faktisk kun er en enkelt henvisning til Troels-Lunds hovedværk Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, 1. udgave 1879-1901, findes i seks udgaver, (bd. 1 note 158 s. 297), hvilken henviser til en diskussion om folde- og slagbænke (bd. 1 s. 115), med henvisning til 6. udgave af Dagligt Liv i Norden (bd. 2 s. 307). Forholdet er symptomatisk. Troels-Lund behandlede og diskuterede stort set alting i forbindelse med dagliglivet i det 16. århundrede, og hovedparten af hans resultater er i bedste fald tilbagelagt. Det er mere metoden og den totale behandling af livet på Læsø 1550-1900, der leder tanken hen på Troels-Lund. Og det er sympatisk. Hvor Troels-Lund kastede sig over Norden, kastede Bjarne Stoklund sig over Læsø og var fast besluttet på at beskrive alle enkeltheder i det særlige mikrokosmos, som Læsø udgjorde. I konsekvens heraf må arbejdet nødvendigvis resultere i to store, selvstændige redegørelser, nemlig om kvinden og om manden. På Læsø opstod et egenartet kønsrollemønster, baseret på øens særlige demografiske, økologiske og sociokulturelle forhold, der gjorde, at landbruget blev kvindernes domæne (bd. 1 s. 42), mens sejladsen, havet, blev mændenes domæne (bd. 2 s. 31).

Første bind af Læsø Land er således bindet om kvinderne og øen. Bogens første del udgøres dog af en mere generel optakt, med kapitler om undersøgelserne og målsætningen, rammerne og perioderne i øens kulturhistorie, om øen, domkapitlet og staten. Således rustet tager Stoklund fat bogens hoveddel, om kvinden og jorden, i en række såvel stort anlagte som meget detaljerede kapitler, der drejer sig om kulturlandskab og bebyggelse, ejendommene, husene, agerbrug, udmarken, husdyrene, brødet, håndkværnen og møllen, kødet, skindet og ulden, kost og spisevaner. Vi kommer fra jord til bord, og fra hverdag til fest, fra biavl og brødbagning til lysestøbning og festmad, alt i meget stor udstrækning illustreret med Stoklunds egne fotografier, der i sig selv er en historie værd, og vidner om forfatterens livslange engagement i øens forhold, i fortid og i Stoklunds nutid eller samtid. Dette eksemplificeres fint med gennemgangen af de daglige måltider og deres indhold, illustreret af forfatterens fotografier fra 1955, hvor vi ser, hvorledes kroppinger formes og derpå koges i grønkålssuppe. Kroppinger var det kød, som man kogte grønkålssuppen på og Læsøs nationalret. En særlig variant af kropping var kroppinghoved, også kaldet torske- eller kullerkropping, hvor man anvendte fiskehoveder (bd. 1 s. 286-288).

Andet bind af Læsø Land er så bindet om manden. Her går vi lige på med første del om manden og havet, med kapitler om saltkedlerne, tømmerskuderne, søfolk i den internationale sejlskibsfart, både og bådfart, fiskeri, strandinger og et kapitel om tømmerstue og smedje. Næste hoveddel drejer sig om søfartssamfundet, med et kapitel om kontinuitet og forandring, hvorefter værket sammenfattes af sidste hoveddel, økologi og kultur, der modsvarer første binds indledende, generelle optakt, med resume og sammenfatning. Mændenes særlige forhold er naturligvis betinget af deres virke på havet, som fiskere, sømænd og handelsmænd, men ligesom kvindernes ansvar for landbruget, med alt hvad det nu inkluderer, forlenede Læsøs kvinder med særlige egenskaber og funktioner, var der også noget særegent ved mændenes gøren og laden. Her kommer vi igen til det Troels-Lund´ske aspekt, nemlig at alt behandles så indgående, f.eks. klædedragten. Den kan naturligvis gøres til genstand for nøje beskrivelser, hvad enten der er tale om mere generelle forhold eller om særlige Læsø´ske vinkler. Det sidste finder vi i det forhold, at mændene, når de gik på visit hos venner og bekendte, var udstyret med en fin silkeparaply, som de altid havde med sig, undtagen når det regnede, da paraplyen jo så måske kunne tage skade (bd. 2 s. 246). En forfængelighed, med andre ord, som man ellers ikke ville vente at finde hos den halvdel af befolkningen.

Læsø Land behandler således stort set ethvert materielt aspekt af livet på øen og havet i tiden 1550-1900. Der er i høj grad tale om en afdækning af den materielle folkekultur, øens kulturhistoriske udvikling, der ikke bør betragtes som et statisk billede, men som noget, der til stadighed opbygges og nedbrydes i et samspil af kontinuitet og forandring (bd. 2 s. 277).

Læsø Land er et enestående værk på flere måder. For det første fordi, der her fremlægges en stort anlagt beskrivelse af øens kulturhistorie, som kun har kunnet skabes gennem et langt livs konstante arbejde med øen. For det andet er værket enestående i den forstand, at det udelukkende har kunnet skrives om Læsø, fordi netop øens status som ø betyder, at tingene udviklede sig på en særlig måde her. Noget lignende kan gøres for andre øers vedkommende, men den særlige arbejdsdeling med hvad deraf følger, og som er konstituerende for fremstillingen, fandtes kun på Læsø.

Historie-online.dk, den 13. marts 2018

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Politik der forandrede Danmark. 65 beretninger om landets vigtigste lovgivning 1848-2012
Danskernes billedskat
De stridbare danskere